Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Højt hår i Uganda

Kakumbe Steven bøjet over et par fødder. Den unge mand er ansat til at give fod- og håndpleje i Imperium Salon i det centrale Kampala, Ugandas hovedstad. På nær en flygtig mandlig gæst er Kakumbe Steven den eneste mand i frisørsalonen, og det stærkt feminime miljø gør ham tydeligvis forlegen. Foto: Ulla Poulsen.

Der er lak og høje lokker i luften fra morgenstunden i Imperium Salon i Kampalas centrum. Frisørsalonen er også der, middelklassens kvinder søger hen, når de skal have ordnet hænder eller fødder. Jeg gjorde dem selskab en lørdag morgen

Han er en fremmed fugl i den tætpakkede frisør- og skønhedssalon. Bortset fra Kakumbe Steven er det kvinder, der sidder i stolene, og kvinder, der står bag stolene for at opfylde kundernes drøm om kunstfærdige frisurer og prangende makeupper her i Imperium Salon i det centrale Kampala, Ugandas hovedstad.

LÆS OGSÅ: Forfulgt, fordrevet - omsider fortrøstningsfuld

Det er da også tydeligt, hvordan han forsøger at gøre så lidt væsen af sig som overhovedet muligt for ikke at vække unødig opsigt. Kunne Kakumbe Steven gå i et med panelerne, mens han sliber, filer og lakerer damenegle, ville han sikkert foretrække det, men som det er, nøjes han med at holde hovedet nede og øjnene stift rettet på det par hænder eller fødder, han er i færd med at sætte skik på.

I Uganda er det typisk unge mænd, der tager sig af fod- og håndpleje, og mange af dem er henvist til at gå rundt i gaderne med deres små kasser med udstyr og slå sig ned, hvor de kan med deres kunder. I den forstand er Kakumbe Steven, der har en fast salon at arbejde for, langt heldigere, selvom hans forlegenhed ved det feminine miljø er åbenlys.

Jeg har sat mig til rette i en knaldgul polstret plastikstol i Imperium Salon for at få gjort endegyldigt op med den sidste uges røde landbrugsjord og i tilgift få et lille indblik i de ugandiske kvinders frisørvaner. Højt hår og glamourøse makeuper er eftertragtet blandt middelklassen i Uganda, og salonens klart gule, grønne og røde stole bugner med kunder fra syv morgen til otte aften undtagen søndag, hvor indehaveren, Grace, skal i kirke og holder lukket.

Kvinderne kommer først og fremmest i forbindelse med bryllupper, uanset om det er dem selv, der er bruden, eller de er gæster. To store opslagstavler i salonen er spækket med fotografier af brudepar, som stolt viser resultatet af Imperiums resultater frem og tjener som inspiration for kommende kunder. Men også andet end fest kan lokke kvinderne i salonen. Denne lørdag har Imperium blandt andet besøg af en ung kvinde, hvis svigerforældre er på vej til hovedstaden, og hun har brug for at tage sig bedst muligt ud.

Hvis jeg skal overbevise dem om, at jeg har styr på vores hjem, er jeg nødt til selv at se godt ud, forklarer hun.

Da først min egen overraskelse over at finde ud af, at det er en ung mand, der skal tage udfordringen op med mine afrikanske fødder, har lagt sig, er det oplagt at læne sig tilbage og suge indtrykkene til sig, mens Kakumbe Steven finder (grov)filen frem. Noget uventet begynder han ikke med et fodbad, men kaster sig direkte ud i et energisk, tørskoet opgør med mine fodsåler. Måske er det arbejdsvilkårene fra gaden, hvor rindende vand er en mangelvare, der præger fremgangsmåden, men jeg bliver nu alligevel lidt beklemt, selvom det kun er få timer siden, at jeg var i bad.

Beklemtheden bliver afløst af undren over rækkefølgen, da vand og sæbe trods alt dukker op lidt senere. I et hjørne på gulvet står en el-kedel, hvor Kakumbe Steven koger vand til at lune det kolde gys i vaskebaljen med, og nu både vasker og masserer han fødderne grundigt. En pimpsten bliver fundet frem, og så begynder det at give mening, at det er mænd frem for kvinder, der har jobbet. Der bliver brugt kræfter, og mine fødder lægger for hvert strøg god afstand til den sidste uges strabadser rundt på landet i det nordlige Uganda.

Hen over Kakumbe Stevens bøjede hoved kan jeg følge med i, hvordan salonens frisører i nogle tilfælde forlænger kvindernes eget hår med ekstra lange lokker for at gøre det muligt at lave den ønskede frisure. Krøller bliver snoet og bukket, der bliver flettet perler ind og sprøjtet med glimmer. Til sidst anbringes kvinderne foran mama Grace selv; en volumiøs kvinde, der næsten frygtindgydende troner ved et lille makeupbord i hjørnet af lokalet. Grace har haft salonen i 10 år, og man skal ikke have været længe i salonen for at finde ud af, at hun styrer den med jernhånd. De få gange det lykkes for mig at komme i samtale med Kakumbe Steven, svarer han lavmælt efter først at have set forskræmt op på Grace.

Kun en ældre kvinde blandt de fem-seks medarbejdere har en vis frihed. Det er tanten, der indvier de kommende brude i deres kommende seksuelle og ægteskabelige forpligtelser. Hun fortæller de unge kvinder om mandens seksualitet og giver dem i det hele taget gode råd til, hvordan de får et godt ægteskab. Blandt andet lærer hun dem, at de ikke skal sætte sig direkte op mod deres ægtemænd, men inddrage en ældre og erfaren kvinde fra familien som mægler. I det mere muntre hjørne slår hun til lyd for at købe en forgyldt mavekæde, som efter sigende skulle gøre underværker for kvindens oplevelser.

Ægteskabsrådgivningen indgår som en naturlig del af frisørsalonens aktiviteter og har formentlig fundet sin plads der, fordi det er et af de få steder i Kampala, hvor kvinderne har et sted for sig selv hvis vi for et øjeblik glemmer Kakumbe Steven. Som i så mange andre afrikanske lande har oplæringen traditionelt fundet sted i landsbyerne, hvor en ældre kvinde har samlet områdets teenagere og gennemgået voksenlivets udfordringer, men den rytme er svær at overføre til byerne.

Selv takker jeg pænt nej til den forgyldte mavekæde og koncentrerer mig i stedet om at finde den rette farve til tåneglene, som nu står for tur. Kakumbe Stevens udvalg er domineret af heftigt røde glimmerlakker, som ser forrygende ud til sort hud, men nok vil falde noget ved siden af på mine blege fusser. Vi enes i stedet om en mere klassisk bordeauxrød, og Kakumbe Steven lægger professionelt først underlak og siden de to lag farve på, som fuldender forskønnelsen af mine fødder.

Omkring 50 danske kroner bliver det til for næsten en times behandling, hvor hænderne også har fået deres tur. Det er dobbelt så meget, som de lokale kunder betaler, men det er Kamumbe Steven vel undt, at han benytter anledningen til at skrue prisen i vejret. Det er ikke til at vide, hvornår han får sin næste danske kunde.

Under alle omstændigheder er det en billig omgang sammenlignet med prisen for at få sat hår og lagt makeup. Det kan let løbe op i 100.000 ugandiske schilling. Det svarer til 240 danske kroner og er næsten en ugeløn i job som for eksempel jordemoder.

Man skulle tro, at kvinderne og deres familier havde langt vigtigere ting at bruge deres penge på kan man forestille sig nogen dansk kvinde bruge en uges løn på at gå til frisør? men frisørsalonen bekræfter blot til fulde, hvor stor vægt uganderne, som de fleste afrikanere, lægger på deres udseende. Uanset indtægt.

Måske er det netop den allestedsnærværende fattigdom, der skærper opmærksomheden, tænker jeg, mens jeg forlader Imperium Salon. Det er så nemt at lade stå til og gå i forfald sammen med al den elendighed, der omgiver en. Netop derfor bliver det magtpåliggende at vise, at man i hvert fald selv gør, hvad man kan for at være præsentabel.