Halsringe i håb om et bedre liv

Unge burmesiske flygtningepiger i Thailand vælger halsringe som levebrød

Nogle turister ser de charmerende børn med halsen tæt indkapslet i tunge messingringe og siger »stakkels piger«. Deres mødre har et andet syn på sagen: Halsringene er billetten til et bedre liv og nogen indtjening for padaungstammen. Hvor det engang var en tradition i denne etniske minoritetsgruppe, der stammer fra nabolandet Burma - ingen ved, hvorfor skikken opstod - er det i dag penge, der gør, at de såkaldt »langhalsede kvinder« stadig har halsringe på. Mere end ti år efter, at de flygtede fra deres hjemland, bor flere hundrede padaunger i bebyggelser langs det nordlige Thailands grænse til Burma. Selvom de nægtes en thailandsk borgers basale rettigheder og betragtes som illegale indvandrere, får de alligevel lov at blive på grund af deres værdi som turistattraktion. De er blevet provinsen Mae Hong Sons uofficielle symbol, som tiltrækker tusinder af udlændinge og thailændere, som kommer for at glo, tage billeder og købe deres souvenirs. Ansporet af deres mødre tager mange piger imod penge fra rejsearrangørerne for at blive langhalsede kvinder. Selskaberne betaler 500 baht, omkring 100 kroner, om måneden til alle piger, der bærer ringene, som gør halsen længere ved at trykke kravebenene og ribbenene nedad, samtidig med at hagen skubbes op. Med tiden bliver musklerne så slappe, at halsen ville falde sammen, hvis ringene blev fjernet. Således kommer piger helt ned i toårsalderen til at bære dem resten af deres liv. Bådfartsselskaberne kontrollerer turisternes adgang til Huay Puu Kaeng, en bebyggelse bestående at stråtækte bambushytter langs Paifloden. De besøgende betaler for sejlturen hertil. Der betales ikke entré til landsbyen, som af kritikerne kaldes en »zoologisk have med mennesker«, men nogle turister giver padaungerne drikkepenge efter at have taget billeder, og de køber også de nipsgenstande, som næsten alle familierne sælger. - Det er ikke behageligt at gå med de her ringe, selv når man sover. Men når vi har dem på, kan vi blive boende i Thailand, for så vil de gerne have, at vi bliver, siger Pa Peiy, en 32-årig mor til to døtre og en søn. Hendes seksårige datter er allerede smykket med ringene, men der er endnu ingen planer om at give den yngste, som kun er to år gammel, dem på. Ligesom andre langhalsede voksne bliver Pa Peiy betalt næsten 1500 baht (295 kroner) om måneden som »belønning« for sit eksotiske udseende. Når datterens honorar medregnes, kan familien leve nogenlunde behageligt. - Vi lever bedre her. Vi foretrækker at bo her frem for at blive sendt tilbage til Burma, siger hun om det fattigdomsplagede, militærstyrede land, også kendt som Myanmar. De fleste piger begynder at gå med deres første halsringe, der kan veje helt op til tre kilo, i en alder af fem år. Senere tilføjes flere ringe. - Vi skal have mad, tøj og andre nødvendigheder. Det her er den eneste måde, vi kan tjene penge på, siger Mu Song, en 28-årig mor. Mu Songs syvårige datter, Emi, har gået med halsringe i to år, og familien prøver at spare nok op til at købe ringe til den femårige Mu Ja. Nej til ringene Nogle piger vælger ikke at følge traditionen. - Jeg foretrækker at være normal. Ingen kan tvinge mig til at gå med halsringe, men mine venner synes, de er pæne med ringe om halsen, og de får også penge, siger otteårige Lu Si. I modsætning til vennernes situation hviler der intet økonomisk pres på hendes skuldre, fordi hendes mor og storesøster forsørger familien som langhalsede kvinder. I en hytte, der fungerer som landsbyens skole, lærer børnene elementær regning og det thailandske sprog. - De har svært ved at lære at læse og skrive thai, fordi deres eget sprog ikke har et skriftsprog, siger læreren, Surin Kongsathienraphap. - Jeg ved ikke, hvilken fremtid der venter dem. Deres antal er vokset fra nogle få dusin til 107, og ægteskab finder kun sted internt i gruppen. - Pigerne ender med at gøre som deres mødre for at overleve, siger læreren. (AP) Oversat af Christina Witting Estrup