Det er søndag aften. Gruppen af nepalesiske migrantarbejdere mødes. Præcis som de mange foregående søndage.
Midt i den indiske millionby Delhis inferno af motorcykler og gadekøkkener stimler de sammen fra hver deres hjem og fra hver deres dag-lejerarbejde. Det arbejde, der kaster lidt penge af sig, som egentlig skal sendes hjem til familierne i Nepal, men som om lidt skal bruges på noget ganske andet.
Blandt de nepalesiske migranter er Mahesh Khadka. Hans ven har taget ham med. Mahesh er 19 år. Det er fem år siden, han ankom til Delhi med selvsamme ven.
I bjerglandsbyen Kotdewal i det vestligste Nepal kunne Maheshs far ikke forsørge samtlige 10 familiemedlemmer. Der var ikke mad nok, så faderen sparede sammen til at sende Mahesh med en bus mod den nepalesisk-indiske grænse. Det samme var og er tilfældet for tusinder og atter tusinder af andre unge nepalesiske mænd. De bedrestillede unge mænd fra området omkring hovedstaden, Kathmandu, sparer sammen til en flybillet med kurs mod de arabiske Golfstater, hvor de kan tjene langt mere som arbejdere i regionens kolossale byggeboom, end de kan i Nepal. Men de unge mænd i det vestlige Nepal er kun få timers kørsel fra grænsen til Indien, hvor Asiens pendant til den amerikanske drøm frister: mange og hurtige penge i glitrende storbyer med endeløse muligheder.
Anslået opholder tre-fem millioner af Nepals 28 millioner indbyggere sig uden for Nepal 90-95 procent af dem er mænd. De mange nepalesere i udlandet giver familierne i de nepalesiske landsbyer tiltrængte rupier i hvert fald en gang imellem men samtidig resulterer migrationen i et problem, som de seneste år har bidt sig alvorligt fast i Nepals bjergrige egne mod vest: Den potentielt dødelige hiv-virus breder sig.
I Delhi er 19-årige Mahesh på vej til sit første af mange bordelbesøg. Måske er det her, han bliver smittet med hiv. Måske er det under et af de talrige følgende søndagsbesøg. Eller måske er det gennem den blodtransfusion, han fik efter en motorcykelulykke.
Han ved ikke præcis, hvornår han blev smittet. Hans umiddelbare forklaring er blodtransfusionen, men efter lidt betænkningstid svarer han, at han ikke kan have fået hiv andre steder end på et bordel.
Efter sit første bordelbesøg lever Mahesh de næste fire år i både Delhi og Mumbai. I de fire år nyder han godt af flere kærester, men også af flere besøg på bordeller. Sådan er det bare. De fleste migrantarbejdere besøger jævnligt bordellerne, hvor både indiske og nepalesiske piger arbejder. I begyndelsen besøger Mahesh kun bordellerne, når han følges med andre, men som vanen finder sin rutine, finder Mahesh det efterhånden helt naturligt at frekventere bordellerne alene. De nepalesiske piger på bordellerne giver ham følelsen af at være hjemme. Det betaler han gerne de påkrævede 200 indiske rupier for under 30 danske kroner.
De 200 rupier pr. besøg gør et betragteligt indhug i de 900 rupier, han får i månedsløn de første seks år i Delhi som altmuligmand hos en rig indisk familie. Det tænker han ikke meget over.
Mahesh er en af de hiv-smittede nepalesere, som hjælpeorganisationen Care Danmark støtter med rådgivning og hjælp til medicin. Cares hiv-projekt, Bharosa, inkluderer 10.000 familier 56.000 personer i det vestlige Nepal, og hovedparten af personerne er tidligere migranter og hiv-smittede. Ofte lapper de to grupper ind over hinanden. For knap hver tredje af Nepals hiv-smittede er fra en migrantfamilie. I alt er kun 0,5 procent af Nepals 28 millioner indbyggere hiv-positive, men blandt tidligere migrantarbejdere, deres familier og blandt sexarbejdere er tallet 5-10 procent. Mændene, som søger arbejde i Indien, samler typisk hiv-virussen op under et bordelbesøg, vender hjem uden at være klar over smitten, har sex med deres koner, og så er skaden sket: Virussen breder sig.
LÆS OGSÅ: 1000 personer smittes med hiv i Malawi hver uge
Migranterne er ikke klar over deres egen sårbarhed, og deres arbejdsproduktivitet nedsættes, når de bliver smittet. Kutymen er, at mændene rejser til Indien, når de er gamle nok, og ja, de kan næsten altid komme af sted, men de tænker ikke over risikoen. Det forsøger vi at gøre dem klar over, fortæller Nirmala Sharma, sundhedskoordinator i Cares Nepal-afdeling.
Men der er lang vej til klarhed. For ikke alene har nepalesere mere end almindeligt svært ved at tale om hiv. De har også umådelig svært ved at tale om, hvad der foregår i soveværelserne. Selv ikke mand og kone taler om, hvad der muligvis kunne gøres anderledes under lagnerne, og spørgsmålet om brugen af kondom er oftest op til manden som gerne afstår fra at bruge det. Eller nøjes med at bruge det lige indtil udløsningen. Og så er man lige vidt: Hiv-virussen breder sig.
Mahesh bruger kondom under sine bordelbesøg i Indien. I hvert fald en gang imellem. Han er opmærksom på lidt reklamer for kondomer, men hvis ikke den prostituerede opfordrer ham til at bruge kondom, husker han det ikke altid.
Det græmmer han sig nu over.
I et lille, hedt lokale i den vestnepalesiske by Chainpur med 20.000 indbyggere fortæller han sin historie. Lokalet tilhører det hiv-netværk, han er en del af gennem Care. Her får han penge til sin livsvigtige hiv-medicin, og her mødes han med andre hiv-smittede.
Situationen for os hiv-smittede er ved at ændre sig til det bedre, men vi bliver stadig diskrimineret. Folk bagtaler os, vi får ikke lov til at være med til fællesarrangementer, og vi skal spise andre steder, fortæller Mahesh Khadka.
Ifølge Care er hans situation langtfra enestående. Organisationen har set eksempler på, at folk ikke vil røre ved hiv-smittede, som igen ikke må røre ved tallerkener, som raske skal bruge. Hiv-smittede kvinder har sågar fået besked om ikke at røre deres egne børn på grund af smittefare.
Omkring 98 procent af hjælpen til hiv-smittede i Nepal er finansieret af internationale donorer, og derfor arbejder Care på at påvirke den nepalesiske regering, forklarer Maria Ploug Petersen, Care Danmarks udstationerede medarbejder i Nepal.
Regeringen anerkender, at hiv er et problem, men den afsætter meget få penge til det. Derfor lobbyer vi for at få regeringen til at anerkende problemets omfang. De offentlige statistikker viser desværre, at hiv ikke er et stort problem, men når vi tester ude i landsbyerne, kan vi se, hvor stort problemet er.
Maheshs kone og to døtre er testet negative for hiv. Derfor er det dem, der banker hvedekorn ud af stråene på en solbrændt bjergside i landsbyen Kotdewal flere timers udmarvende vandring fra nærmeste by med elektricitet.
Her voksede Mahesh op, og her bor han nu i det hus, han har arvet efter sin far. Mahesh bukker sin afpillede krop og fejer kornene sammen, som kvinderne banker fri. På grund af sin hiv-medicin lever han endnu som 40-årig. Dermed slutter han sig til en international positiv udvikling på hiv-området.
Blandt FNs otte 2015-mål for fattigdomsbekæmpelse, sundhed og uddannelse figurerer målet om at bremse og reducere udbredelsen af hiv/aids inden 2015. Godt nok er 34 millioner mennesker på verdensplan smittet med hiv, men andelen af personer i behandling stiger. I 2010 var 6,5 millioner personer i udviklingslandene i behandling, hvilket var 1,4 millioner flere end i 2009, og den stigning var den største i antallet af hiv-behandlede nogensinde. Samtidig smittes færre i dag med hiv i udviklingslandene.
Mahesh er ikke en af dem, men gennem netværket arbejder han for at fortælle andre i landsbyen om hiv. På den måde kan han hjælpe med at sørge for, at andre unge mænd fra byen ikke begår samme fejl som ham. Måske.