I Mali har en stor humanitær krise rystet den nordlige del af landet. Siden marts har islamistiske grupper med tilknytning til al-Qaeda terroriseret lokalbefolkningen i nord og indført en radikal version af sharialov. De kristne i byerne Timbuktu og Gao er blevet hårdest ramt af volden og var de første til at forlade den nordlige region. Jeg besøger den evangeliske kirke og det katolske modtagelsescenter i Malis hovedstad, Bamako, hvor de fordrevne kristne opholder sig, mens de afventer fred.
LÆS OGSÅ: Krigsramte Mali sender bøn om hjælp til Frankrig og FN
I gården i de evangelisk-protestantiske missionærers modtagelsescenter i Bamako spiller nogle mænd petan-que. De forsøger at få tiden til at gå, men som altid går den aldrig hurtigt nok, når man er flygtning. Amkalla, Mohammed, Alioou og Alassane er alle flygtet fra Timbuktu i april med hustru og børn. Som kristne blev de nødt til at forlade deres huse i al hast, da islamisterne kom.
I løbet af tre dage erobrede bevæbnede grupper med tilknytning til al-Qaeda en tredjedel af Mali. Allerede før denne besættelse var situationen svær, idet hele Sahel-området og 12 millioner mennesker er ramt af en fødevarekrise grundet flere års tørke. I løbet af det seneste år er en halv million mennesker blevet tvunget til at flygte fra Timbuktu, Gao og Kidal mod Bamako og andre steder i syd og til nabolande som Nigeria, Mauretanien og Burkina Faso.
Rejsen var svær. Alle ledte efter en måde at komme væk på, men der var ikke flere busser. Så lastbilchaufførerne gjorde en forretning ud af det og begyndte at laste mennesker sammen med varerne for en formue. Jeg har set kvinder forlade stedet til fods med deres børn tæt ind til sig. Det var frygteligt, siger Amkalla Ag Aleida, der er tuareg og konverterede til kristendommen for mange år siden.
Før han forlod sin hjemby, var han diakon i sin kirke.
I Timbuktu var der tre protestantiske kirker og en katolsk. Nu er der ingenting tilbage. Disse barbarer har plyndret og ødelagt alt. På besættelsens tredje dag fandt vi ud af, at de havde en liste med alle navnene på de kristne, de havde tænkt sig at slå ihjel. Straks efter angreb de vores kirke og smadrede korset. Da var det, at vi besluttede, at vi alle skulle drage bort. Folk havde kun tid til at tage lidt skiftetøj og nogle værdigenstande med sig. Byen blev bevogtet af unge knægte med kalasjnikov-geværer, og folk måtte bare håbe på, at de ikke ville opdage deres falske dokumenter eller de bibelsider, de havde revet ud i al hast og gemt i bagagen. Det var Gud, der beskyttede os. Der gik et rygte i Timbuktu blandt de kristne om, at folk blev bedt om at læse den muslimske trosbekendelse shahada op, når de forlod byen, men jeg ville hellere dø end fornægte min tro, siger Amkalla.
Det kristne samfund i Mali er et lille mindretal på cirka fem procent af befolkningen. 95 procent er muslimer. De to grupper har alle dage respekteret hinanden og levet side om side i sikkerhed. Men i løbet af en periode på et år har landet oplevet den værste samfundspolitiske krise nogensinde.
Et militærkup afsatte præsident Amadu Tumani Ture efter langvarige problemer i nord, og tuareg-separatister genoptog den væbnede kamp. Nye salafister og jihadister fra Algeriet, Maureta-nien og andre nabolande kom til med bevægelserne al-Qaeda i Islamisk Maghreb, Mujao for Enighed og Jihad i Vestafrika samt Ansar Dine, Religionens Forsvarer. Regionen har været ubevogtet i over et årti og er blevet et blomstrende område for handel i stor skala med narkotika, våben og mennesker.
Amkallas største drøm er at kunne vende tilbage med sin hustru og deres fem børn:
Hvis den gode Gud kan give os fred, vender vi tilbage til Timbuktu. Inden disse mennesker kom, var der aldrig nogen problemer med muslimerne. De er vore brødre som alle andre. Vi spiste og drak, levede og bad sammen i fred med hinanden. Disse barbarer bekender sig ikke til islam, det er ikke religion, men derimod had og terror, penge og stoffer.
I gården uden for det to-etages hus, hvor Amkallas, Mohammeds, Alioous og Alassanes familier nu bor, leger børnene i det varme lys fra solnedgangen. Terrakotta-urner ligger i en bunke i et hjørne af gården.
De hjælper med at holde vandet koldt i flygtningenes huse. Det er en gave fra overgangsregeringen, fortæller fader André Thera, som er en stor og venlig ung mand med ansvaret for foreningen Agempem, som forsøger at sikre hjælp til de fordrevne familier fra nord.
Regeringen svarede så sent på vores ønske om at tilkalde hjælp. Hvis det ikke havde været for det kristne lokalsamfund og velgørenhedsorganisationer som vores, ville disse familier have lidt skrækkeligt. Lige nu har vi især problemer med overbelægning. Vi tager hånd om 390 flygtninge, som er fordelt på fire steder som dette. Ærkebiskoppen af Bamako har forsynet os med forlægningen i Gnamana i udkanten af Bamako, som nu rummer flere end hundrede fordrevne kristne.
Mens fader André viser os rundt, møder vi Helen, en gift kvinde fra Timbuktu, som flygtede med mand og syv børn fra byen med de 333 helgener:
Da vi kvinder hørte om massevoldtægterne begået af tuareger fra MNLA (bevæbnet befrielsesbevægelse fra tuareg-delstaten Azawad, red.) og siden de islamiske oprørere, forstod vi, at vi som kristne kvinder var dobbelt så udsatte. Vi tog vores børn og flygtede med det, vi stod og gik i. Vi havde ikke noget valg.
Helen siger ikke så meget, hun taler stille og græder, når hun fortæller, at hun var nødt til at forlade venner og forældre i Timbuktu.
Mens de protestantiske kristne i nord for flertallets vedkommende består af folk, der er konverteret fra den oprindelige befolkning i nord (tuareger, fulanier, arabere og sonraier), består det katolske lokalsamfund i nord hovedsageligt af grupper af troende fra syd. Ofte er det regeringsembedsmænd, som blev sendt nordpå for flere årtier siden for at arbejde.
Essien er en katolsk mand på cirka 60 år og etnisk bobo fra Burkina Faso. I 21 år boede han i Gao, hvor han var statsligt ansat til at aktivere unge i sportslivet. Et liv, han blev tvunget til at flygte fra.
Det var en hård rejse i fire dage i en bjærgningsbil med kvinder og børn, siger han.
Nu bor Essien med sin familie i et lille hvidt hus med to værelser i landsbyen Sala omtrent 30 kilometer uden for Bamako.
Førhen boede vi hos familie i byen, men vi havde jo intet arbejde og følte derfor, at vi lå dem til last. Så fader Leon, der sendte os penge i Gao til at flygte, og som hele tiden har hjulpet os i disse svære måneder, foreslog, at jeg skulle komme hertil og tage hånd om den nye kirke, siger Essien.
Ved siden af deres hus ligger der faktisk en lille kirke, en bar og en helt ny bygning. Kirkeporten står altid åben, og inde i hvælvingen af lyserøde søjler er der et beton-alter, et trækors og en farverig statue af Jomfru Maria. På den første bænkerække, som også er af beton, ligger nogle bibler oversat til det lokale sprog bambana.
Sammen spiser vi i kirken, som er det eneste sted, hvor vi kan være i fred for den trykkende afrikanske luft. Det giver en behagelig følelse, når en kortvarig brise svæver forbi. Til frokost serveres ris med lidt fiskestykker i en fælles skål.
De fordrevnes menu, skæmter Essien, mens hans hustru serverer for os.
Det er syv måneder siden, vi senest havde råd til sovs til at give risen smag, men vi takker Herren for at have givet os denne madret!.
Smilet på læberne forlader tilsyneladende aldrig Essiens ansigt. Det kan selvfølgelig skyldes de litervis af ciapaló, han drikker uden ophold. Den varme drik er en traditionel øl af hirse, som drikkes af kristne og andre i hele Vestafrika. Bobo-katolikkerne og Essien tilbringer dagene uden for landsbyens kirke.
Hvad vi har for? Vi venter. Vi venter på, at de befrier den nordlige del af Mali, så vi kan vende hjem. Men vi ved, at det tager tid. Lige nu venter vi på den dag, hvor Salas kirke skal indvies, og der endelig kommer til at være præster, som kan komme hertil for at stå for messen. Herren står os heldigvis bi.
Oversat af Sara Høyrup
