Ingen over og ingen ved siden af Dilma og Lula

Ekspræsident Lula og hans efterfølger, Dilma Rousseff, har dannet en alliance, der skal sikre dem magten i Brasilien frem til 2018. Mindst

Dilma Rousseff og Luiz Inácio da Silva, henholdsvis nuværende og tidligere præsident i Brasilien og bedst kendt som ”Dilma” og ”Lula”, virker som et uovervindeligt makkerpar i brasiliansk politik. –
Dilma Rousseff og Luiz Inácio da Silva, henholdsvis nuværende og tidligere præsident i Brasilien og bedst kendt som ”Dilma” og ”Lula”, virker som et uovervindeligt makkerpar i brasiliansk politik. –. Foto: Sebastiao MoreiraEPA.

Ikke mange lande i verden har et sundhedssystem som Brasilien, sagde Luiz Inácio da Silva, Lula, for nylig på et hospital i São Paulo foran blitzende kameraer.

Præsidentvalgkampen i Brasilien er skudt i gang, selvom valget først er i oktober 2014. Og ingen er i tvivl om, hvem der vinder. Det bliver den siddende præsident, Dilma Rousseff, fordi Lula støtter hende. Ganske enkelt. To år efter at Lula trådte tilbage, er han nemlig ekstremt populær og fremstår som en moderne landsfader med kolossal politisk indflydelse.

Kong Lula abdicerede i december 2010 med fantastiske 80 procents opbakning, og siden har han opretholdt en tæt alliance med den nye præsident, som han selv bragte til magten ved at turnere intensivt med hende frem mod valget i 2010.

Alliancen er faldet politiske modstandere for brystet, siden Lula officielt er trådt tilbage, og Ricardo Noblat, en konservativ blogger, havde en besk kommentar i landets vigtigste avis, O Globo, i marts.

Dilma er ikke chefen i Arbejderpartiet. Lula er bossen, skrev han og kaldte Lula for Dilmas manager.

Uanset politisk observans er det tydeligt for enhver, at de to har været et uhyggelig stærkt makkerpar, siden det lykkedes Lula at overføre sin popularitet til den tidligere næsten ukendte Dilma.

LÆS OGSÅ: Danmarks handel med Brasilien skal styrkes

Efter to perioder ved magten må en præsident nemlig ikke genopstille, men det er tilladt at træde vande og vende tilbage ved næste valg. Derfor har politiske analytikere længe diskuteret, om Lula mon ville gøre comeback som præsident i 2014.

I februar var Lula dog endeligt ude at skyde alle spekulationer ned, da han gav sin uforbeholdne støtte til Dilma Rousseff, hvorefter han tog på turné for Dilma og Arbejderpartiet PT (Partido dos Trabalhadores). Det er startskuddet på valgkampen, mener analytikere, og Lulas tilsagn betyder efter al sandsynlighed, at Dilma er sikret genvalg og kan regere frem til 2018.

Til den tid er der atter mulighed for, at Lula kan gøre comeback, hvorefter Dilma kan overtage på ny i 2022. Det er langt ude i fremtiden, men i øjeblikket er det svært at se, hvem der skal true Arbejderpartiets magtfulde midter-akse. Folket har tillid til landets ledelse, og Brasilien fortsætter fremad i et pænt tempo, selvom væksten er aftaget i takt med finanskrisen.

Dilma har altså brug for Lula, men hun fremstår også selv som en stærk politiker. Hun har justeret kursen i forhold til USA i mere moderat retning set i forhold til den flamboyante Lula. Og så har hun taget et opgør, Lula aldrig tog:

Dilma har indført nultolerance i forhold til korruption, selvom politisk korruption nærmest bliver anset som en slags ekstra løn i Latinamerika. Korruption er i større eller mindre grad en del af den politiske kultur i regionen. Dilma har imidlertid fyret en række ministre, efter at de blev miskrediteret i forskellige korruptionssager, og det har vakt opsigt.

Nultolerance-politikken er blevet belønnet af folket, som er dødtrætte af at se politikerne rage til sig, og Dilma kravler nu op i nærheden af Lulas magiske 80 procents opbakning.

Da Lula selv kom i fedtefadet i en korruptionsskandale, der for alvor rullede sidst år, viste hun sin loyalitet. Skandalen blev kaldt mensalão (månedlig) efter de betalinger, som en lang række parlamentarikere fik for at støtte regeringens dagsorden under Lulas år ved magten. De brasilianske medier har kaldt sagen århundredets historie, og selvom Lula ikke er ramt direkte, er han utvivlsomt kompromitteret.

Flere af hans nærmeste medarbejdere er nemlig dømt, og politiske analytikere har påpeget, at der kun er to muligheder: Enten vidste Lula, hvad der foregik og lukkede øjnene. Eller også vidste han det ikke, og så må konklusionen være, at han var en inkompetent regeringsleder, som ikke anede, hvad der skete omkring ham. Den tror de færreste på.

Alligevel bider sagen ikke for alvor på Lula, fordi mange brasilianere mener, han havde vigtigere prioriteringer under sin succesfulde præsidentperiode. Og at han i øvrigt havde arvet det korrupte system ikke opfundet det. At Dilma nu tager fat på problemet, smitter også af. Lula har jo opfundet hende, synes ræsonnementet at være.

Både Dilma og Lula var revolutionære i deres unge dage, og de bekæmpede militærdiktaturet i 1970erne og 1980erne. Lula udtalte sig siden skingert som fagforeningsleder, og da han blev valgt til præsident, var mange i tvivl om, hvorvidt han mon ville være en ny Hugo Chávez, Venezuelas højt-råbende og netop afdøde præsident.

Tvivlen fik markederne til at ryste, men Lula viste sig hurtigt som en pragmatisk, markedsvenlig politiker, og erhvervslivet åndede lettet op. De havde frygtet Enhedslisten, men fik en socialdemokrat, og selvom erhvervslivet ikke elsker ham blandt andet kritiserer de regeringens gavepolitik over for de fattige samt de protektionistiske tendenser respekterer de ham for hans pragmatisme.

På venstrefløjen er Lula og Dilma på hjemmebane, men ikke alle venstreorienterede er tilfredse. Richard Klein er forfatter til den samfundskritiske bog The Lost Samba (Den mistede samba), der behandler udviklingen i landet fra 1960 til i dag. Han har i årtier været en del af den socialistiske venstrefløj, og han er skuffet over udviklingen.

Alle mine venner synes, at Lula var cool som fagforeningsleder. Han kæmpede mod systemet og blev endda sat i fængsel, men da han blev præsident, ændrede det sig, mener Richard Klein.

Lula og Dilma er endt som professionelle politikere. Følelsen på venstrefløjen er, at de ikke har gjort nok, siger forfatteren.

Han kalder 1980erne for Brasiliens glasnost, siden militærjuntaen tillod de militante venstreorienterede at vende hjem fra eksil.

De hjemvendte var helte, syntes vi, men i dag står mange skuffede tilbage. Vi har både demokrati og et venstreorienteret parti ved magten, men revolutionen er udeblevet. De fattige er glade, men venstrefløjen i Brasilien er en elite, som vil have noget mere radikalt, forklarer Richard Klein.

Dilma og Lula bekymrer sig næppe synderligt om den intellektuelle venstreorienterede elite. De har folket i deres hule hånd.