Når mange vestlige politikere og organisationer i disse år vrider deres hænder i bekymring over Kinas massive engagement i Afrika, fordi den angiveligt kun går ud på at rane kontinentet for råstoffer og i øvrigt give korrupte afrikanske politiske ledere frit spillerum, har de kun sig selv at takke.
LÆS OGSÅ: Kina har givet Afrika selvrespekten tilbage
Det mener James Tumusiime, chefredaktør ved den ugandiske avis The Observer, der er kendt som en af landets mest uafhængige og lødige aviser. Kina har overhalet Europa og USA indenom, siger han, fordi kineserne har været parate til at tage større chancer og investere i de afrikanske lande på trods af korruption, uro, dårlig infrastruktur og mangelfulde offentlige sektorer.
Kina er risikovilligt. Kina er parat til at gå ind hvor som helst uanset hvilke problemer landene slås med. De vestlige lande er meget mere forsigtige. De vil have, at alt er på plads, før de investerer. Der skal være stabilitet, demokrati, ro og orden. Vesten har siddet på lægterne i årevis og stillet høje krav som en forudsætning for at ville engagere sig mere direkte økonomisk. Men mens man har siddet der og ventet, er Kina altså kommet på banen. Det kan man dårligt bebrejde Kina, siger James Tumusiime.
Vesten har måske været lidt for selvsikkert og troet, at man kunne tillade sig at holde Afrika hen, fordi der alligevel ikke var andre, der interesserede sig for os.
Set med hans ugandiske øjne er der langt flere fordele end ulemper forbundet med den kinesiske faktor, som han betegner den kendsgerning, at Kina siden 2009 har været Afrikas største handelspartner med en samlet handel (import og eksport) på mere end 750 milliarder kroner og årligt investerer omkring 60 milliarder kroner på det afrikanske kontinent.
Det er en fordel for Afrika, at der nu er flere lande, der interesserer sig for kontinentet. Ikke blot Kina, men også Indien, Brasilien og flere andre. Det giver os mulighed for at spille på flere heste, og det er et gode, siger James Tumusiime.
Han ser det også som et stolt vendepunkt, at de afrikanske lande omsider er kommet i fokus på grund af deres ressourcer, ikke på grund af manglen på samme.
Det er første gang i mange år, at lande søger til Afrika for at gøre forretninger i stedet for at dele mad ud, fremhæver han.
James Tumusiime er ikke blind for, at der naturligvis også er en risiko ved de kinesiske investeringer at Kina bliver så dominerende, at de afrikanske lande kommer i lommen på Kina men det er hans vurdering, at den risiko indtil nu har været stærkt overvurderet.
De fleste af de bekymringer, der har været med hensyn til, hvad Kina vil have til gengæld for sine investeringer, har vist sig grundløse, siger han.
Heller ikke kritikken af, at Kina i vidt omfang medbringer sine egne ingeniører, teknikere og arbejdere, når landet for eksempel giver penge til en ny landevej eller jernbanestrækning, rokker væsentligt ved James Tumusiimes indstilling. Han peger på, at det naturligvis ville være en stor fordel, hvis jobbene gik til afrikanerne selv, men det ændrer ikke ved, at de kinesiske investeringer overordnet set er en fordel.
Uanset hvem der bygger vejene, så ligger de jo her, når de er færdige. Og de bliver liggende. Hvis Kina ikke betalte, fik vi dem slet ikke. Dertil kommer, at der ikke er noget slinger i valsen, når det er Kina, der står for projekterne. De bliver færdige til tiden, og så kan vi andre nyde godt af dem, siger han.
Kun på et punkt er James Tumusiime betænkelig ved Kina. Det gælder i kampen mod korruption, hvor den øgede handlefrihed, som de afrikanske lande har fået i kraft af Kinas udmanøvrering af de vestlige lande, får en negativ betydning. I Uganda er regeringen for eksempel stort set holdt op med at gøre noget ved korruptionen, og selvom de vestlige donor-lande forsøger at straffe regeringen på forskellige måder blandt andet har nogle lande indstillet deres direkte budgetstøtte så kan den tillade sig at være ligeglad.
Der er penge nok i systemet. Regeringen behøver ikke at lade sig presse. Det er bagsiden ved det kinesiske alternativ, siger han.
Kristeligt Dagblad var inviteret til Uganda af Folkekirkens Nødhjælp, der støtter lokale udviklingsorganisationer i landet.