Prøv avisen

Klimaforandringer er en del af hverdagen

Holder internationale forskningsresultater stik, vil verdenshavene være steget 140 centimeter i 2100. Dermed vil der ikke længere være noget Mekong-delta, da Mekong-flodens delta i Vietnam i gennemsnit kun er beliggende en meter over havets overflade. Foto: EPA.

Vietnam er blandt de fem lande i verden, der er værst påvirket af klimaforandringer. I fremtiden og lige her og nu, hvor saltvand trænger ind og svider risen af, og hvor folk flytter længere ind i landet, før bølgerne tager hus og hjem

Huynh Ngoc Kieu har aldrig hørt om klimaforandringer. Men hun har mærket dem. Den 33-årige kvinde står med et koben i hånden og hiver umage gulvplanker op, da vi møder hende på de sørgelige rester af det, der indtil for få dage siden var hendes hjem. Tv-antennen og en interimistisk elfordelingsboks er det eneste, der afslører, at her overhovedet har boet mennesker. Tidevandet har trukket sig tilbage nu, men kystlinjen er tydeligt markeret på den forkerte side af huset.

LÆS OGSÅ: Mekong-delfinen næsten udryddet

Det er kun fire måneder siden, at familien sidst hev sømmene ud og flyttede huset ind fra kysten. Men i den seneste storm blev gulvplankerne i dagevis oversvømmet med 50 centimeter havvand, og de lokale myndigheder har givet familien påbud om at rykke længere ind på land. Bortset fra gulvplankerne har familien sat en seng med en sivmåtte som madras, en vifte, lidt køkkengrej og to flamingokasser med daggamle kyllinger og ællinger ud på jorden ved huset. Ret meget mere har de ikke at flytte rundt med.

Tunge skyer hænger over det store hav, og vinden rusker i håret. Naboerne er kommet for at tilbyde en hånd og for at give deres besyv med.

Det stormer mere, end det plejer, klager en af dem.

Og stormvejret er voldsommere, end det plejede at være, tilføjer Huynh Ngoc Kieu.

Familien har boet i Vietnams sydligste provins, Ca Mau, ved mundingen af en af de mange grene af Mekong-floden på sydøstkysten i generationer. Nu viser pæle i vandet, hvor havet har ædt sig ind på landjorden. I de senere år er over 100 familier flyttet længere ind på land.

I Bac Lieu-provinsen på den anden side af flodmundingen har de lokale myndigheder bygget et dige som kystsikring, og da ingen tidligere har ulejliget sig med at fortælle Huynh Ngoc Kieu om klimaforandringer eller vist hende de statistikker, der viser, at vejret er blevet mere ekstremt, og at vandstanden i havet er steget 20 centimeter de seneste 50 år kan Huynh Ngoc Kieu kun se, at det må være naboprovinsens fine dige, der er skyld i, at havet æder hendes hus og hjem. Og dermed hendes levevej. Huynh Ngoc Kieu plejer at sælge brændstof til bådmotorerne og nogle få andre fornødenheder som cigaretter og tørrede nudler fra sit lille hus på flodbredden. Nu ved hun ikke, hvor indtægten skal komme fra i fremtiden, når familien efter myndighedernes anvisning flytter 300 meter ind på land.

Vi er kommet sejlende i motorbåd på Mekong-flodens forgrenede delta; inviteret af WWF Verdensnaturfonden for at se på de klimaforandringer, som alle taler om i Vesten og som de allerede lever med konsekvenserne af her i Vietnams lavtliggende Mekong-delta.

Deltaet fungerer som afløb for den 4800 kilometer lange Mekong-flod. På sin vej gennem Kina, Myanmar (Burma), Thailand, Laos, Cambodja og Vietnam er floden levested for flere fiskearter end Amazonas-floden i Latinamerika og forsyner 60 millioner mennesker med fødevaresikkerhed og en levevej. Det 65.000 kvadratkilometer store delta er ifølge WWF et naturområde med en helt unik biodiversitet og desuden grobund for 90 procent af Vietnams riseksport og hjemsted for 17 millioner mennesker.

Beliggende gennemsnitligt kun én meter over havets overflade er Mekong-deltaet også blandt de områder i Vietnam og i verden der er under størst trussel af globale klimaforandringer.

Holder internationale forskningsresultater stik, vil verdenshavene være steget 140 centimeter i 2100. Dermed vil der ikke længere være noget Mekong-delta, og millioner af mennesker vil være klimaflygtninge, mens konsekvensen for naturen vil være uoprettelig.

Selv med den vietnamesiske regerings mere optimistiske prognoser vil 38 procent eller 15.000 kvadratkilometer af deltaet og en fjerdedel af millionbyen Ho Chi Minh By være oversvømmet af havvand ved næste århundredeskifte.

Rapporten, der blev udgivet af Instituttet for Meteorologi, Hydrologi og Miljø i 2009, optegner scenarier for klimaforandringer og stigninger i havvandet og forudser også store forandringer i mængden af regnvand.

Mens middeltemperaturen i Vietnam over de kommende 90 år vil stige med op til 3,6 grader, vil den gennemsnitlige mængde regn stige med op til 6,6 procent i regntiden og falde med en femtedel i den tørre periode. Med signifikante sæsonmæssige og regionale udsving vil det både betyde flere og mere ekstreme oversvømmelser og længere perioder med tørke frem mod 2100.

Klimaforandringerne er ikke bare dystre fremtidsudsigter. De er virkelighed for almindelige vietnamesere som Huynh Ngoc Kieu og hendes familie.

Statistikken og personberetningerne siger samstemmende, at vejret allerede er blevet mere ekstremt. Ekstrem tørke, ekstreme nedbørsmængder. Ekstreme storme med ekstreme bølger og oversvømmelser. Og ekstreme konsekvenser for helt almindelige mennesker.

Som for eksempel Lam Ba Tais, der som så mange andre risbønder i Mekong-deltaet er holdt op med at høste ris to-tre gange om året og nu i stedet kombinerer én rishøst med efterfølgende rejeopdræt på samme jord, fordi indsivende saltvand fra havet alligevel dræber risen.

Med en fortjeneste på rejerne på 30 millioner vietnamesiske dong (godt 9000 kroner) pr. hektar og 16 millioner dong pr. hektar for risen er Lam Ba Tai godt tilfreds med sine to forskellige afgrøder.

Oven i købet giver rejerne næring til rismarkerne og dermed en bedre høst, mens risen giver føde til rejerne. For Lam Ba Tai betyder vekslingen mellem ris og rejer, at han hverken har udgifter til foder eller kunstgødning. Da rejerne vil dø af pesticidrester, har han også droppet sprøjtegiften på rismarkerne.

Men det er en delikat balance. For samfundet, fordi fødevaresikkerheden i Vietnam og flere nabolande er afhængig af risproduktionen i deltaet. Og for den enkelte bonde, fordi rejerne dør i regntiden, når saltet siver ned i jorden, og markerne oversvømmes af ferskvand, og fordi risen bliver gul og afsvedet, så snart saltvandet trænger ind. Alligevel er rejeopdræt blevet så populært, at mange farmere fælder den mangrove, der udgør områdets natur-lige kystsikring, nedbryder digerne og bevidst lukker saltvand ind på markerne for at opdrætte de indbringende rejer.

Dermed er rejeopdræt blevet en økonomisk redningskrans for mange fattige bønder i Mekong-deltaet, men det er også en produktion, der på længere sigt kan gøre bønderne endnu mere sårbare over for vandmasserne.

Ifølge vicedirektøren for Ca Mau-provinsens departement for landbrugs- og landudvikling, Nguyen Thang Nhan, har mangrovens forsvinden været begyndelsen på en ond cirkel, hvor tidevand har ført til erosion af kystlinjen, og stormvejr har undergravet mangroven og efterladt kyststrækningen, befolkningen langs kysten og diget, som lokalmyndighederne har bygget som beskyttelse, sårbare over for vejr og vind.

Han erkender, at bønderne til dels selv har været skyld i mangrovens forsvinden og saltvandets indtrængen, fordi mange har fældet mangrove for at lægge deres rejefarme så tæt på det friske saltvand som muligt. Men han fastholder, at det først og fremmest er voldsommere vejr som følge af globale klimaforandringer, der har skylden for kysteroderingen og de efterfølgende oversvømmelser.

WWF Danmark står nu sammen med WWF Vietnam i spidsen for et projekt, der skal beskytte mangroven fra yderligere hugst som følge af udvidet akvakulturproduktion og samtidig give de lokale bønder en stabil levevej og et incitament til at passe bedre på naturen.

Projektet skal få farmerne til at opdrætte rejer, uden at det går ud over mangroven. Tværtimod skal de motiveres til at plante ny mangrove og opdrætte rejer på samme jord. Med en målrettet indsats og ret få midler er det et bæredygtigt system, der skaber resultater for både mennesker og miljø.

Det er et krav, at mangroven skal dække en vis andel af produktionsarealet, og med mangrove er forekomsten af sygdomme mindre og overlevelsen blandt rejerne større. Samtidig er affald, foder, visse kemikalier, kunstgødning og medicinprodukter forbudt i dammene, forklarer Tuong Phi Lai, programmedarbejder på WWFs akvakulturprogram.

Det giver en stabil indkomst for den enkelte farmer og en bæredygtig produktion. Og så er det et skridt i den rigtige retning på vejen til et bedre miljø i Mekong-deltaet, siger han.

Lam Tuyet Le er alene hjemme med sine børn, da vi kommer forbi familiens økologiske rejefarm. Hun har heller aldrig hørt om klimaforandringer og ved ikke så meget om de forbedringer af miljøet, som kombinationen af mangrove og økologisk rejeopdræt beviseligt giver. Men hun ved, at familien har fået det bedre de senere år:

Med indtægten fra rejerne kan vi give vores børn bedre mad og sende dem i skole eller få lægehjælp. Vi kan endda begynde at spare penge op, siger hun.

udland@k.dk

Indsivende saltvand er skyld i, at risbønderne i Mekong-deltaet nu kun kan høste ris en gang om året. Foto: Reuters.