Han skulle nok aldrig have anskaffet minen. Eller overhovedet indladt sig på at lave forretninger i Den Demokratiske Republik Congo. Men at det skulle ende sådan her, havde han aldrig troet.
Jeg møder ham første gang på Restaurant Soleil - solskinsrestauranten. En engang populær beværtning på hovedgaden i Goma i det østlige Congo. Her tilbringer Jack Ewans aftenerne, mens krigen raser få kilometer uden for byen, og ligner ikke det, han er: en af byens mægtigste mænd.
Han er godt i gang med en flaske Jack Daniels, som han skyller ned med isvand. Og hvis han virker lidt groggy, kan man dårligt bebrejde ham det. Han har mistet en mine – den største tinmine i landet – til en Mai-Mai-militsgruppe ledet af en anløben oberst fra regeringshæren.
Jack Ewans er ikke bitter, for han kender spillereglerne. Men den sydafrikanske minedirektør har en teori om krigen i Congo, ja flere, faktisk. Den første læresætning lyder, at hele det congolesiske kaos alt sammen kan koges ned til én ting: penge.
– Det hele – stammekrigene, militserne, de politiske magtkampe og den almindelige opløsning – det hele handler om penge. Intet som helst andet, siger han og skænker sig en drink mere.
Han burde vide, hvad han taler om. Han er direktør og medejer af flere af Congos største miner og plejede at mødes hver måned med Congos præsident, Joseph Kabila.
Men præsidenten har indstillet møderne uden at give nogen forklaring, og den gruppe, Jack Ewans nu sidder og diskuterer Congos miserable tilstand med, er – uden at fornærme nogen – ikke helt i samme vægtklasse: En ung sydafrikaner af indisk afstamning, der arbejder i minefirmaet, en aldrende engelsk bogholder med pergamenthvid hud og en zimbabwer, der er flygtet fra elendighederne i hjemlandet og nu klarer sig som daglejer med at opsætte telefonmaster for mobilselskaber rundt om i Afrika.
Jack fører ordet for enden af baren:
– Alle Congos krige begynder i øst, siger han og formulerer dermed sin næste læresætning om Congo.
I øst findes størstedelen af Congos enorme mineralrigdomme. I øst er nabolandene Rwanda og Uganda dybt involverede i oprørskampene og handlen med Congos ressourcer. Og i øst er der modsætning til resten af landet kamp om hver eneste hektar jord i det frugtbare, men overbefolkede højland. Det hele bliver endnu mere kompliceret af overvintrende hutu-oprøre, der med et folkemord på samvittigheden ikke kan vende hjem til Rwanda og i stedet har taget kontrol over flere af de mest lukrative miner vest for Goma.
Det er ikke kun, fordi Jack Ewans ejer restauranten, vi befinder os i, at den umage klike i baren hænger ved hans læber. Jack er en stor kanon i Goma og er vant til at holde hof.
– Det er ganske enkelt ikke rigtigt, når udlandet får skylden for Congos problemer. Congoleserne ødelægger det altid for sig selv. Altid! Fordi de er grådige og hellere vil have lidt selv end at risikere at dele det med andre, siger minedirektøren og kaster et blik ud på restauranten, der er tom, selvom klokken kun er halv ti om aftenen.
Goma plejede at koge af natteliv. Som centrum for Østcongos milliardhandel med mineraler var Goma et af regionens mest livlige vandhuller. Nu ligger byen død efter solnedgang, bortset fra et par hoteller, der lever højt på lavinen af hjælpearbejdere og FN-folk, som er kommet til Goma, siden kampene tog til i efteråret.
– Se på stedet her. Der plejede at være fuldt hus hver aften, nu kører vi med dundrende underskud. Når jeg ikke holder lukket, er det kun, fordi jeg ikke nænner at fyre personalet, siger Jack Ewans.
Han har drukket sig halvvejs gennem whiskyflasken, og vi forlader baren som de sidste gæster klokken 23. Det lykkes at presse et halvhjertet løfte om en interviewaftale ud af ham, men jeg regner med, at det er sidste gang, jeg har set den slukørede mineejer.
Et par dage senere får jeg imidlertid et tilbud, der er umuligt at afslå. En bekendt fortæller, at Jack holder barbecuefest i sin villa ved bredden af Kivu-søen. Jeg kan komme med, hvis jeg vil. Han vil hente mig i sin båd ved hotellets bådebro.
Med vind i håret og i laksefarvet poloshirt ser Jack Ewans noget friskere ud nede fra speedbåden, end da vi skiltes på restauranten. Vi sejler til hans kæmpemæssige villa, hvor de første gæster allerede er kommet: Congolesiske og rwandiske forretningsfolk, ansatte i minefirmaet og wazunguer (hvide, red.) fra Zimbabwe og Sydafrika, hvis ærinde i Goma ikke står helt klart. Grillen syder, og der bliver skænket gin og tonic og sød sydafrikansk hvidvin på plænen foran palæet.
Minedirektøren er afslappet og ædru, da han præsenterer mig for de andre gæster, men de skarpe meninger har han ikke pakket væk. På linje med andre iagttagere af Congo-konflikten kan han ikke få øje på, hvem der yder et konstruktivt bidrag til at løse den.
– MUNOC (FN's fredsbevarende styrke i Congo, red.) er værdiløse! De gør intet. Det eneste, de skaber, er højere priser på prostituerede og huse.
– MONUC's eneste bidrag har været at hjælpe den forbryderiske regeringshær. Se engang på regeringsstyrkerne, de er høje på pot og bærer smarte smykker og solbriller. Det er gangstere. Det er de eneste soldater, jeg har set noget sted i verden, der beholder deres T-shirt på under uniformen, så de til enhver tid kan desertere, når oprørerne nærmer sig – og plyndre og voldtage, inden de stikker af.
Folk nikker omkring den lille, tætte mand. Det er ingen hemmelighed, at regeringssoldaterne opfører sig lige så brutalt som de oprørere, de bekæmper. Og at FN-styrken ud over at støtte regeringshæren ikke har gjort meget for at standse overgrebene på befolkningen.
Den eftermiddag ligner Jack Ewans ikke en mand med en tabt mine og en knust drøm.
Drømmen var at etablere Congos første industrialiserede tinmine. Selv i dag er minedrift i Congo en absolut lavteknologisk affære, der udføres næsten uden brug af maskiner, men ved hjælp af tusindvis af minearbejdere, der med skovle og hakker graver sig vej frem i smalle gange dybt under jorden. Mineralerne bliver transporteret i sække til fods gennem uvejsomme stier i skoven – gåture, der kan tage dagevis med 50 kilo metaller på ryggen.
For at imødegå frygten for, at en industrialisering af minedriften vil fjerne levegrundlaget for mange af minearbejderne, havde Jack Ewans mineselskab lovet at betale for skoler, lægeklinikker, strømforsyning i området og en vej til minen. Donationerne er samtidig smørelse for at få den congolesiske regering til at acceptere at lade det lukrative mineområde komme på udenlandske hænder.
– Men nu er vi ikke i stand til at arbejde der længere. Soldaterne bliver ved med at true os og smide os væk fra området. De har beskudt vores helikoptere og såret flere af vores ansatte.
Måske skyldes angrebene, at den congolesiske regering vil smide de udenlandske mineselskaber ud af landet, fordi regeringen har indgået en aftale med Kina om at få ni milliarder dollar til infrastruktur i bytte for en stor luns af Congos mineralrigdomme. Måske er det, fordi militsen, der har overtaget minen, bare vil have den for sig selv. Jack Ewans ved ikke længere, hvad han skal tro.
– Vi har alle vores papirer og tilladelser i orden og har skrevet flere gange til ministeren for minedrift og endda til præsidenten. De bliver ved med at love at løse det, men i Congo er den eneste lov, der gælder, den, man kan købe sig til – og den, der sidder for enden af et geværløb, siger Jack Ewans, der har en fortid i den sydafrikanske diamant-mastodont De Beers.
Nu har han opgivet minen efter et have tabt to millioner dollar i løbet af et par måneder. Han vil sagsøge den congolesiske stat for 43 millioner dollar i tabt fortjeneste. Penge, han godt ved, han aldrig får, men et princip er et princip, selv for en minedirektør i kaosrepublikken Congo.
Lad os forlade cocktailfesten et øjeblik og tage et nærmere kig på Congos mineralforekomster. De er så svulmende, at en belgisk videnskabsmand har kaldt Congos undergrund for "en geologisk sensation": guld, diamanter, kobber, kobolt, uran, tinmalm og coltan, der bruges i mobiltelefoner.
Udlændinges udplyndring af Congos ressourcer går århundreder tilbage og har fyldt landets historie med ufattelige mængder af blod. Kampen om Congos ressourcer nærede også de to krige, som hærgede landet fra 1996 til 2003.
FN-rapport efter FN-rapport har dokumenteret, hvordan et sammenrend af afrikanske og europæiske forretningsmænd, officerer fra den rwandiske hær, militser med støtte fra Uganda, Rwanda og DR Congo og generaler og politikere i toppen af den congolesiske samfundspyramide tjener tykt på landets mineraler. Hver dag forlader mineraler for 35 millioner kroner Østcongo.
For den almindelige congoleser har mineralforekomsterne været en kilde til lidelse. 5,5 millioner mennesker menes at være døde som følge af de seneste 14 års krigshandlinger. Mange flere er efterladt invaliderede og voldtagne. I et af verdens mest naturressourcerige lande er den forventede levealder under 45 år. 80 procent af befolkningen tjener under tre kroner om dagen.
Minedriften går hårdt ud over Congos nationalparker. Den tin- og coltanrige Kahuzi-Biega Park sydvest for Goma plejede at være hjemsted for 350 elefantfamilier. Nu er størstedelen blevet nedlagt, deres elfenben solgt og kødet brugt til at bespise minearbejdere. Tilsvarende ødelæggelser er sket i okapi-reservatet i Nordcongo og i Virunga-parken nord for Goma, der er en af kun tre parker i verden, hvor der fortsat findes bjerggorillaer.
Prisen på tin er steget voldsomt de senere år. Metallet, der er en nøgleingrediens i alskens it-isenkram og gadgets, bliver i dag handlet for 12.000 dollar pr. ton på metalbørsen i London mod 5000 dollar i 2003.
Med over halvdelen af den tilgængelige tinmalm liggende i undergrunden i det østlige Congo er verdensmarkedet yderst følsomt for, hvad der sker i området. Da Nkundas rebeller marcherede mod Goma sidste efterår, steg den globale tinpris på få dage med 37 procent.
Mange af tinminerne er røget i kløerne på de såkaldte Mai-Mai-militser, der enten styrer dem på egen hånd eller sammen med regeringstropper. Mai-Mai?erne er bevæbnede grupper, der oprindeligt havde rod i lokalsamfundene, men nu mere eller mindre har løsrevet sig og lever af minedrift, beskatning og plyndring. De er nationalistiske, ofte stærkt skeptiske over for udlændinge og tror på, at helligt vand gør dem usynlige og beskytter dem i kamp.
Jack Ewans? mine blev overtaget af den såkaldte 85. brigade, som består af tidligere Mai-Mai?er, der efter fredsaftalen i 2003 blev optaget i den congolesiske hær og efter planen skulle sendes ud og hjælpe til i uroplagede dele af Congo. Men den 85. brigade nægtede at lade sig opløse og dermed give slip på den 100 millioner dollar-forretning, den har kørende. Militsen opkræver skatter, ikke bare af tinudbyttet, men af enhver handelstransaktion i mineområdet – fra de småhandlende, der sælger sæbe og madolie, til barerne, bordellerne og minearbejderne selv.
Tilbage i haven ved Kivu-søen har Jack Ewans talt sig varm:
– Nkunda er Congos svar Mugabe. Han kalder sig frihedskæmper, men er en egenrådig tyran, der ødelagde det hele for os alle sammen.
På rygtebørsen i Goma hed det, at oprørslederen Laurent Nkunda blev støttet af USA og England for at holde kineserne væk og minehandlen i hænderne på rwandiske, sydafrikanske og europæiske forretningsfolk. Derfor kom Nkundas tilfangetagelse af den rwandiske hær som en stor overraskelse for mange congolesere.
Minedirektøren troede også på teorien om, at Nkunda havde slået en handel af med USA og England, men nu ved Jack Ewans ikke længere, hvad han skal tro. Jack Ewans kigger ned i bordet. Sidder nogen tid uden at sige noget, rejser sig så og går ind i huset. Det er blevet tusmørke.
Ude på søen spejler vandoverfladen lyset fra boreplatformen, der trækker metangas op fra søbunden. Lake Kivu er en af kun tre eksplosive søer i verden – en betegnelse, der refererer til de mere end et halvt hundrede kubikkilometer metangas, der ligger lagret i søens dyb og i værste fald kan dræbe alt liv i miles omkreds. I den modsatte retning gløder lyset fra toppen af den mægtige Nyiragongo-vulkan, der udslettede næsten halvdelen af Goma under sit seneste udbrud i 2002.
Der lyder et drøn, da et transportfly passerer lavt hen over huset og videre ud over søen. Med få minutters mellemrum dagen igennem letter og lander enorme maskiner i Goma, nogle med FN-folk og nødhjælp, andre lastet med mineraler fra Congos indre. Der skal mere end et krigsudbrud til at standse handlen.
villadsen@kristeligt-dagblad.dk
Jack Ewans er et opdigtet navn. Minedirektørens rigtige navn er redaktionen bekendt.
