Tanksene ruller ind i Abidjans gader, og soldaterne kigger ud på gaden fra toppen af de tunge køretøjer. På gadehjørnerne står FNs soldater med deres blå hjelme og ser ud på scenariet. Morgenen er først nu ved at gry, så ikke mange mennesker lægger mærke til optoget, der langsomt og bumlende bevæger sig gennem byen. Blandt de få morgenjoggere, der er ude, og de handlende, der langsomt er ved at sætte deres boder op langs vejene, er der dog nervøse blikke i retning af tanksene. For et år siden var militæret her også, og dengang betød det mere end fire måneders uro og blod i gaderne.
LÆS OGSÅ: Ingen lige vej leder væk fra fattigdommen
I modsætning til i 2010 er der dog ikke præsidentvalg nu. Laurent Gbagbo er definitivt ude af den politiske magtsfære og er blevet bragt til retsforfølgelse i Haag, og i hans tidligere præsidentkontor sidder nu Alassane Ouattara. Striden mellem de to var grunden til, at borgerkrigslignende tilstande fra november til foråret efter lammede Elfenbenskysten og skabte uro hvilket også kunne mærkes uden for landets grænser. I kølvandet på krisen flygtede mange nemlig til nabolandene, og det fik økonomien til at dykke endnu en gang.
Fra at være en af Vestafrikas mere velfungerende stater og økonomisk motor i regionen er landet efter flere års borgerkrig og siden politisk uro sat langt tilbage, og dette har gennem det seneste årti været med til at øge den politiske, religiøse og etniske kløft mellem nord og syd. Landet er delt i et muslimsk nord, som i høj grad støtter den nu siddende præsident, og et kristent syd, hvor Laurent Gbagbo tidligere har haft sin base. Derfor er det heller ikke alle, der er glade for magtskiftet eller den klapjagt på tidligere tilhængere, som netop denne morgen udspiller sig i Abidjans gader, siger Eddie, der ikke vil stå frem ved sit fulde navn, men som arbejder i sundhedssektoren.
Jeg er tilhænger af Gbagbo og hans linje, og der er stadig mange af os. Men ingen vil sige det højt mere, for selvom der ikke er mere uro i gaderne, er de politiske uenigheder eller blodsudgydelserne ikke glemt.
Elfenbenskysten var stort set fri for politiske uenigheder fra selvstændigheden i 1960 frem til 1993. Grunden var Félix Houphouët-Boigny, en tidligere fagforeningsmand, der blev præsident og siden havde svært ved at give slip på magten. Han døde 88 år gammel i 1993 og forsøgte at efterlade landet til en udvalgt efterfølger. Denne blev dog fjernet ved et kup i 1999, og på trods af et valg i 2000, hvor Laurent Gbagbo kom til magten, begyndte en borgerkrig i 2002. På det tidspunkt var Alassane Ouattara allerede en stærk mand i nord, men han blev afholdt fra at stille op til præsidentvalget, da hans far var fra Burkina Faso. Nationalitetskortet var dog et farligt kort at spille for Laurent Gbagbo, for op mod 25 procent af Elfenbenskystens indbyggere har rødder uden for landets grænser. Det var derfor med til at skabe endnu mere uro i landet, og derfor kunne en skrøbelig fredsaftale først underskrives i 2004. Men med den kom ikke det lovede præsidentvalg i 2005.
Laurent Gbagbo var ellers set af mange i Vesten som demokratiets fortaler. Han er professor i historie, uddannet i Frankrig og havde i mange år talt imod Félix Houphouët-Boignys mangeårige styre. Men da han selv sad på magten, holdt han fast, og det blev helt tydeligt ved valget i november 2010, hvor han nægtede at gå af, selvom han havde tabt. Men mens der i nord er lettelse over regimeskiftet, er stemningen i Abi-djan en anden, siger Eddie.
Dog er detikke alle i Abi-djans gader, der er kede af Laurent Gbagbos exit. Ben Tagro er en ældre herre, der handler med kakao. Også han er ude denne morgen, fordi han skal på forretningstur til Ghana, og fra busstationen skuler han til rækken af tanks, der kører forbi. Under urolighederne var det svært at handle, og derfor har han i længere tid opholdt sig uden for landet, men freden har bragt nye muligheder.
I dag er livet ved at være normalt igen. Tingene er begyndt at fungere, og der er fred. Det er det vigtigste. Landet har ikke råd til mere uro, for vi skal tjene penge. Vi var engang et rigt land, men i dag se dig omkring der er slum og fattige alle steder, siger han.
Store slumkvarterer skyder da også op mellem Abidjans skyskrabere. Fra havnefronten er de svære at se for de fine facader, men kører man en halv time væk fra bankerne og de mange dyre restauranter i forretningskvarteret Le Plateau, dukker de op. Her er gaderne ikke asfalterede, de fleste indbyggere har ikke adgang til rent vand og toiletter, og i regntiden gør manglen på kloakker gaderne ufremkommelige og sygdomsfyldte. Det og de mange internt fordrevne er en af grundene til, at sygdommen polio igen er begyndt at sprede sig i Elfenbenskysten, og landet har i år alene set 35 nye tilfælde af den farlige type tre virus, forklarer kommunikationschef for Unicef Louis Vigneault.
Der er stadig rigtig mange flygtninge både inden for og uden for landets grænser. Mange er bange for at tage tilbage, fordi de har stemt på den tabende kandidat ved sidste års præsidentvalg, og naboerne ved det. Mange steder lever flygtningene spredt på kanten af samfundet ikke i lejre, og det gør det svært at nå dem med sundhed, vaccinationskampagner og hjælp, siger Louis Vig-neault.
Dog håber han, at Elfenbenskysten igen vil finde vejen mod en stabil og varig fred, men meget kommer an på det nye regimes præstationer, siger han.
I det er Ben Tagro enig, for kun hvis Alassane Ouattara indfrier nogen af de løfter til folket, som han gav under valget, vil freden vare. Derfor gælder det om at bekæmpe den omfattende korruption, som landet i mange år har oplevet, samt at komme den voksende fattigdom til livs. Arbejdspladser skal genetableres, så landets store ungdomsgeneration har mulighed for at tjene penge, og skole- og sundhedssystemet skal moderniseres. Vigtigst af alt, siger Ben Tagro, er dog at holde soldaterne ude af Abi-djans gader, for med dem bringer de minder og ikke mindst uro i befolkningen og risiko for, at gnisten bliver genantændt.