Marokko er ikke perfekt

Marokko er et land i rivende udvikling. En række reformer har sat landet på en ny kurs, men det halter stadig efter på mange punkter

Kun godt halvdelen af Marokkos befolkning bor indtil videre i byerne, hvilket gør det til et af de mindst urbaniserede lande i verden. Men industri, handel og turisme vokser hurtigt og trækker mennesker til byerne, som her i medinaen i Marrakech. Det er håbet, at landets økonomiske vækst kan løse op for den omfattende fattigdom, der stadig findes i Marokko. –
Kun godt halvdelen af Marokkos befolkning bor indtil videre i byerne, hvilket gør det til et af de mindst urbaniserede lande i verden. Men industri, handel og turisme vokser hurtigt og trækker mennesker til byerne, som her i medinaen i Marrakech. Det er håbet, at landets økonomiske vækst kan løse op for den omfattende fattigdom, der stadig findes i Marokko. –. Foto: Mikkel Larsen.

Det første indtryk overrasker, når man lander i Marokko. Der er nye motorveje, kraner og nybyggerier overalt og internationale modebutikker og banker langs boulevarderne i de store byer. Umiddelbart ser det ud til at gå godt for landet.

Vi har aldrig før haft en periode med så stor og varig vækst, siger landets premierminister Driss Jettou, da han tager imod i palæet ved siden af det kongelige palads i hovedstaden Rabat.

Den økonomiuddannede premierminister, der har ledet landet siden 2002, fortæller smilende, at landets økonomiske vækst de seneste fire år har ligget på over fem procent i gennemsnit. I 2006 var den på 8,1 procent.

Marokko har formået at åbne sin økonomi med frihandels- og støtteaftaler med EU, USA og Tyrkiet. Den økonomiske fremdrift har de senere år placeret Marokko øverst på de lister, som de internationale investeringsbanker og Den Internationale Valutafond, IMF, laver over de mest attraktive steder at investere i i Afrika.

Landbruget er stadig motoren i den marokkanske økonomi, men manglende regn i foråret har endnu engang vist, hvor skrøbeligt det er. Et af regeringens hovedprojekter er derfor en professionalisering af sektoren, så de marokkanske bønder for alvor kan gøre sig gældende på det europæiske marked.

Men regeringen søger også nye veje for ikke at være for afhængig af landbruget. Sidste år efterlod 6,6 millioner turister små 38 milliarder kroner i landet. Antallet af besøgende var en stigning på 12 procent i forhold til 2005, og tallet ventes at øges med en lignende procentdel i år. Der satses også på bil- og tekstilindustri samt minedrift og fiskeri. Arbejdsløsheden ligger i dag officielt på kun 9,7 procent.

Pengene fra opsvinget er for en stor del også blevet brugt til at sætte en række sociale reformer i gang. Et træk, der af mange tilskrives Kong Mohammed VI, som kom til magten i juli 1999, og som ikke bare er landets statsoverhoved af navn, men i allerhøjeste grad også af gavn.

Et af kongens personlige projekter er den familielov, der blev vedtaget i 2004. Trods modstand fra traditionalister og islamister gav loven de marokkanske kvinder formel ligestilling.

Den har ikke været så let at udmønte i praksis, men nu er loven der. Den viser vejen for udviklingen, og den er milevidt foran lignende tiltag i området, siger Miguel Hernando de Larramendi, der underviser i forholdene i det muslimske Nordafrika på regionsuniversitetet i Castilla La Mancha i Spanien.

Ifølge premierministeren er der også sket en lang række andre reformer: Sundhedsvæsenet er blevet reformeret, og regeringen er i gang med at udbrede sundhedssikringen til selv de allerfattigste.

I dag er der forsyning af rent vand til næsten alle landområder. For fem år siden havde mindre end 70 procent af befolkningen elektricitet. I år regner regeringen med at nå fuld dækning. Og i dag går 94 procent af børnene i skole. Regeringen håber at nå 100 procent i løbet af de kommende år.

Selvom regeringen arbejder hårdt på at bekæmpe analfabetismen, er det fortsat næsten halvdelen af marokkanere, der hverken kan læse eller skrive.

Man skal ikke langt ud på landet for at få øje på andre problemer. Mange af de fattigste marokkanere bor i slumkvarterer i udkanten af de store byer.

Myndighederne har arbejdet på at fjerne dem og genhuse beboerne i sociale boligbyggerier. I Casablanca, den største by med 5,5 millioner indbyggere, går det dog langtfra efter planen,da nye så bare kommer til i håbet om også at få en bolig.

Marokko er et af de mindst urbaniserede lande i regionen med kun 55 procent af den 30 millioner store befolkning bosiddende i byer.

11 procent af befolkningen lever fortsat under fattigdomsgrænsen. Det er en forbedring fra 19 procent i 1998, men ikke godt nok, erkender premierministeren.

Regeringen har gjort en stor indsats. Chokket efter bombeattentatet i Casablanca i 2003 har fået dens øjne op for, hvor marginaliserede mange i de områder er. Og hvor lette ofre, de er for fundamentalisternes retorik, siger Hernando de Larramendi.

Terrortruslen er en af Marokkos helt store bekymringer i disse år. Grupper knyttet til al-Qaeda opererer forholdsvis uhindret i landene syd for Marokko. Ifølge den spanske undersøgelsesdommer Baltasar Garzon findes omkring 100 af den slags grupper med små 1000 medlemmer tilsammen i dag i selve Marokko. At de også er aktive, kan ses på de seks selvmordsattentater, politiet fik delvist afværget i Casablanca i marts og april i år. Hernando de Larramendi er dog skeptisk over for det billede, de marokkanske myndigheder giver af problemet.

Der er ingen tvivl om, at truslen er der, men helt hvor stor den er, er svært at gennemskue. Noget tyder på, at regeringen bruger den lidt i forsøget på at nærme sig USA og til at stå stærkere i forhandlingerne om Vest-sahara, siger han.

I første omgang førte attentaterne, der i 2003 kostede 45 mennesker livet, til en stramning af terrorlovgivningen. Den har givet anledning til en del kritik. Det er nemlig tilsyneladende ikke kun terrorister, der får den nye lov at føle. Tilhængere for Vestsaharas selvstændighed har gentagne gange stiftet bekendtskab med politiets hårdhændede metoder, når de har demonstreret.

Fuld religionsfrihed kniber det også med. I dag er det kun muslimer, der kan opnå marokkansk statsborgerskab. Det går ud over det kristne mindretal i Marokko, selvom mindretallet er forsigtig med sin kritik.

En marokkaner kan ikke være kristen, fordi islam er statens religion. Men kirkerne er åbne, og vi kan mødes uden problemer, så længe vi ikke missionerer, siger Vincent Landel, ærkebiskoppen i Rabat, der har 30.000 troende i sit bispedømme.

Kommunikationsminister Nabil Benabdallah, der også er talsmand for den marokkanske regering, henviser blot til lovgivningen, når han skal forklare forholdet.

Ifølge grundloven kan man ikke være andet end muslim, siger han.

Benabdallah opfordrer til, at man ikke ser Marokko som sort eller hvidt.

Det er som livet selv. Vi er et land i udvikling, siger han.

Premierminister Driss Jettou er enig.

Marokko er ikke et perfekt land. Vi er i gang med en lang proces, hvor vi skal bygge og befæste et bedre samfund.

Og fremskridtene er umiddelbart vurderet så store, at han kan se frem til parlamentsvalget i næste måned med fortrøstning.

mlarsen@kristeligt-dagblad.dk