Mere rigdom giver flere gadebørn i Indien

håbløst En halv million gadebørn lever ifølge indiske hjælpeorganisationer i Delhis gader. Den stigende velstand har bragt dem dertil med drømme om et bedre liv end på landet

Gadebørn er blandt de mest udsatte i Indien, og mange må forsøge at overleve ved at sortere affald som her i Delhi.
Gadebørn er blandt de mest udsatte i Indien, og mange må forsøge at overleve ved at sortere affald som her i Delhi. . Foto: Anna Klitgaard.

Stanken fylder den varme, stille luft. Madrester, plastik og skidt flyder rundt om containerne, og fluerne sværmer. Gårsdagens regn har vædet jorden, men i stedet for at forfriske luften har den gjort grunden under genbrugspladsen til en glat, klistret suppedas.

Midt i bunkerne med skidt står tre teenagedrenge. Deres skjorter er indsmurt i madrester. Sveden løber af dem, men med en grov rive fortsætter de arbejdet. En række af vogne og stakke af sække med kvarterets affald skal nemlig tømmes og sorteres, inden dagen er omme.

LÆS OGSÅ: Børnearbejde skal udryddes i Indien

Arbejdet på genbrugspladsen er ikke, hvad de fleste børn forbinder med storbyen. I stedet viser fjernsynet og reklamerne det glamourøse liv blandt hovedstaden, Delhis, elite – glade børn og lykkelige familier. Billederne har givet børnene fra Indiens fattige landområder drømmen om et bedre liv langt fra de familier, der ofte ikke kan tage sig af dem.

Hver dag får det en del til at springe på det første og bedste tog. Som landets hovedstad er Delhi ofte destinationen, men frem for at leve op til drømmene og billederne ender mange børn på gaden. Alene i skidtet og snavset er de lette ofre for skruppelløse arbejdsgivere, alfonser og narkohandlere, og mange kommer aldrig videre derfra.

Shahadutt var en af dem for atten år siden. Han kom til Delhi fra delstaten Bihar med sin far og bror efter flere dage i et tog. I begyndelsen arbejdede han i en fabrik sammen med dem, men en dag blev han væk, da han ledte efter sin bror i området rundt om New Delhi Railway Station. Tiden derefter husker han som skræmmende.

"Da jeg var alene i Delhi, var der bare fattigdom omkring mig. Jeg var alene, og de eneste venner, jeg havde, lærte mig at stjæle og sælge stoffer. Det var en bande af drenge og unge, og jeg følte mig sikker hos dem, men jeg vidste, at det, vi lavede, var forkert. Jeg var altid bange, og stofferne var det eneste, der tog smerten," fortæller han.

Angsten blev dog hurtigt en del af hverdagen for Shahadutt eller Mr. B, som han også kalder sig. Og var det ikke for organisationen Salam Balaak Trust (SBT), var han sikkert endt i fængsel, siger han i dag.

Organisationen blev dannet i 1988, da Praveen Nair besluttede sig for at gøre noget for det voksende antal af hjemløse børn og unge, som Indiens hurtige økonomiske udvikling førte med sig som uønsket afkast.

I takt med at byerne blev mere moderne, indbyggerne rigere og fjernsynet mere udbredt, gav billederne børnene på landet et indblik i, hvordan livet også kunne være, og det drev stadig flere ind til byerne, siger Poonam Sharma, der er kommunikationsansvarlig i SBT.

"På landet er livet stadig fattigt. Ikke alle får to måltider om dagen, og mange børn kommer aldrig i skole. På fjernsynet kunne de nu se, at det gjorde andre, og hvis der tilmed var vold og måske seksuelt misbrug i familien, kunne en flugt være en udvej," siger han.

For Shahadutt var det nær endt helt galt, siger han i dag. Stofferne og kriminaliteten var ved at tage overhånd, og fremtiden syntes mere og mere håbløs. Var det ikke for to medarbejdere fra SBT, tror den nu 24-årige mand ikke, at han ville stå i Paharganj i live i dag.

"Jeg havde intet. Min familie vidste jeg ikke hvor var, og jeg havde ikke været i skole endnu. Hvor var fremtiden? Jeg levede fra dag til dag, men uden håb, så det var svært at bevare optimismen."

En af de to SBT-medarbejdere var grundlæggeren Praveen Nair, og i dag sørger hun og SBT for et hjem til 3500 drenge og piger, alene i hovedstaden. De giver også børnene mulighed for at gå i skole eller for at komme hjem til deres familier. Men kun hvis de ikke er på stoffer.

Et af kravene til børnene til gengæld for husly er nemlig, at de ikke sniffer lim eller bruger andre stoffer. Op mod 60 procent af dem er afhængige, så jobbet med at få afvænnet blot dem, der er villige til at prøve, er enormt. Men alligevel lykkes det for nogen, siger Poonam Sharma.

De unge får tilbudt psykologisk hjælp, når de flytter ind på SBT's centre, men for nogen er det for sent. Hvis de har været udsat for seksuelle overgreb hjemme eller er kommet ind i prostitution i Delhi, kan skaderne være så store, at de ikke kan finde sig til rette i trygge omgivelser og derfor søger tilbage til gaden igen. Også selvom det betyder op til 25 kunder om dagen og et liv uden fremtid.

For Sharadutt er rejsen til Delhi dog kun ét stop i livet. Gennem SBT har han fået mulighed for at rejse til USA på et stipendium, og det håber han at kunne gøre næste år. Dog har han endnu ikke givet slip i Delhi eller SBT, for som rollemodel for de yngre drenge kan han være med til at få nogen af dem ud af misbruget og tilbage til deres familier. Eller væk fra genbrugspladsen overfor og ind på skolebænken, hvor børn og unge hører hjemme.

udland@k.dk