Klinikdamen uddeler slik til de gravide kvinder. Lægen modtager de gravide med en religiøs hinduistisk hilsen. Det ligner en uskyldig tilkendegivelse af, at der ikke er tegn på misdannelser hos fostret. Men på privatklinikkerne i Indien kan et stykke slik eller en religiøs hilsen betyde forskel på liv og død. De søde sager og de henkastede hilsner er nemlig eksempler på kodesprog, som fortæller om et fosters køn.
Det er forbudt at videregive oplysningerne, men kvinder fra middel- og overklassen er parate til at betale for dem – og for siden at få foretaget en abort, hvis de venter en pige. Det er ikke noget, kvinderne taler højt om. Men statistikkerne taler deres eget tydelige sprog: I 1981 var antallet af piger blandt de nul- til seksårige 962 for hver 1000 drenge. I 2001 var antallet faldet til 927 på landsplan. Tallet dækker over store udsving. I et enkelt distrikt i delstaten Punjab i det nordlige Indien er antallet af pigebørn for hver 1000 drenge nede på 766, og selv i hovedstaden Delhi findes kvarterer, hvor tallet er under 800.
Biologisk set er piger fra fødslen stærkere end drenge, så i et miljø, hvor piger og drenge har lige vilkår, vil der være lidt flere piger end drenge. I Indien har kvinders forhold i århundreder imidlertid været præget af undertrykkelse, vold og diskrimination. Drenge er blevet foretrukket for piger, fordi drengene kan forsørge forældrene, mens en pige repræsenterer en udgift på grund af traditionen for medgift. Traditionen har været forbudt ved lov siden 1961, men fungerer stadig. I rige familier forventes en medgift på op til to millioner kroner, og er svigerfamilien ikke tilfreds med medgiftens størrelse, risikerer bruden at blive dræbt. Ifølge officielle statistikker dræbes 7000 brude hvert år i Indien, men ngo'er vurderer, at tallet er mindst det dobbelte.
Pigernes lave status betyder, at de fra fødslen bliver prioriteret lavest. Næsten halvdelen af alle børn under fem år er underernærede, og i fattige familier er det ofte pigerne, der får den dårligste mad, ligesom mange fattige forældre hellere bruger penge på lægehjælp og medicin til en søn end en datter. I nogle tilfælde bliver døtrene dræbt kort efter fødslen, ved kvælning eller ved hjælp af saften fra giftige bær.
Politikere og samfundsforskere havde forventet, at de forbedrede økonomiske vilkår for store dele af befolkningen og et stigende uddannelsesniveau ville medføre større respekt for menneskerettigheder og bedre forhold for kvinder. Men detaljerede opgørelser over befolkningsudviklingen viser et andet billede. Ikke bare er andelen af piger for 1000 drenge faldet til 927 på landsplan. Skævheden er tilmed størst i de mest velhavende delstater og i rige storbykvarterer.
En af årsagerne er ifølge Dr. Preet Rustagi, leder af Centre for Women's Development Studies i New Delhi, at middel- og overklassekvinderne har råd til at få foretaget illegale kønstest og aborter. I miljøer, hvor drab på pigebørn ville være socialt uacceptabelt, er kønsselektive aborter – at fjerne en uønsket pige, før hun er født – nu en accepteret praksis.
"Den stigende velfærd ser ud til at have gjort det muligt at bruge avanceret teknologisk-videnskabelig kønsbestemmelse til at skille sig af med piger, før de overhovedet bliver født", konstaterer Rustagi i rapporten "Gender biases and discrimination against women", som blev offentliggjort i 2003.
Indien bliver i internationalt perspektiv fremhævet som et af de forholdsvis få lande, som har formået at reducere antallet af fattige betydeligt, og som gør det sandsynligt, at FN når sit mål om at halvere antallet af fattige i verden fra 1990 til 2015. Den økonomiske vækst har de seneste år ligget på mellem fem og syv procent, og andelen af indere, der lever for under en dollar om dagen, er ifølge Verdensbanken reduceret fra 42,1 procent i 1990 til 34,7 procent i 2001. Også hvad angår befolkningstilvæksten, har de indiske myndigheder opnået mærkbare resultater. Regeringens såkaldte to-barns-politik har medført, at en indisk kvinde i dag i gennemsnit føder under tre børn mod næsten seks for 40 år siden.
Men to-barns-politikken har ifølge flere kvindeorganisationer også fremmet den ulovlige praksis med kønstest og abort af pigefostre. En undersøgelse foretaget af ngo'en Action India i Delhi afslørede, at selv højtuddannede kvinder havde fået op til otte aborter for at sikre sig mod at føde piger. De ønskede i overensstemmelse med regeringens politik kun at føde få børn, men fandt det så meget desto vigtigere, at mindst et af disse børn blev en dreng. Derfor var de parat til at få foretaget adskillige aborter af pigefostre.
Kvindeorganisationer omtalte problemet med kønsselektive aborter allerede i slutningen af 1980'erne, og i 1994 vedtog parlamentet en lov, som forbyder læger at oplyse om barnets køn i forbindelse med fostervandsprøver. Men antallet af læger, der udfører ulovlige test, stiger fortsat, og ifølge myndighederne i den sydlige delstat Tamil Nadu har kønsselektive aborter også bredt sig til kasteløse og stammefolk, hvor pigebørn ellers har haft højere status end i den øvrige befolkning.
Også i Rajasthan, hvor en stor del af befolkningen udgøres af stammefolk, rasler andelen af pigebørn ned. Stammelederen Kalunath Kalbelia hævder ganske vist, at tidligere tiders praksis med at dræbe pigebørn kort efter fødslen er på retur: "Kan du set det træ der", siger han og peger ud i vejkanten ved siden af sit hus. "Før i tiden udvandt vi saft fra grenene og stammen og dræbte pigebørnene med det. Det sker næsten aldrig mere", siger han. Men han undviger spørgsmålet om, hvorvidt nye metoder er trådt i stedet. Ifølge lokale kvindeorganisationer er svaret imidlertid et klart ja. Der er rapporteret om illegale mobile klinikker i stammeområderne, som tilbyder fostervandsprøver og efterfølgende abort.
Fravalget af piger er ifølge kvindeorganisationen Jagori udtryk for et dybt problematisk kvindesyn, som præger hele samfundet. På en konference i december organiseret af Centre for Advocacy Research and Centre for Women's Development Studies opsummerede en deltager fra Jagori problemet på denne måde:
"Vi kan ikke lægge skylden på de fattige, uvidende og analfabetiske. Hjemmet er blevet det farligste sted for en kvinde at opholde sig; det er der, hun ikke får lov at blive født, der, hun bliver slået, brændt ihjel eller udsat for seksuel vold. Vi er et kvindehadende samfund."
Og en mandlig sundhedsarbejder gav hende ret: "Det er ikke nok, at pigebørn ikke bliver aborteret, hvis de bliver diskrimineret resten af deres liv. Der skal ske forandringer på samfundsniveau."
Men forandringerne kan være svære at få øje på i et land, hvor reklamer for ulovlige fostervandsprøver formuleres som et spørgsmål om økonomisk rationalitet: "Betal 1000 rupees i dag, og spar to millioner om 20 år."