Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Min datter var børnesoldat i otte år

Angelina Atyam er jordemoder i byen Lira i det nordlige Uganda. I 1996 blev hendes datter bortført fra en katolsk kostskole i det nordlige Uganda. Siden har hun engageret sig i arbejdet for at løsladt de flere tusind børnesoldater, der holdes fanget af oprørshæren LRA. Hun har mødtes med Pave Johannes Paul II og flere statsoverhoveder og blev i 1998 tildelt FN´s Menneskerettighedspris. -- Foto. Leif Tuxen.

BORTFØRT TIL KRIG: Angelina Atyams datter, Charlotte, er et af de 30.000 børn, der blev bortført af den frygtede oprørsbevægelse, Herrens Modstandsbevægelse. Siden kidnapningen har hun forsøgt at råbe verden op, så den glemte krig kan få en ende

Den 21. juli 2004 er en dag Angelina Atyam aldrig vil glemme. Klokken er lidt over et, og hun sidder i møde i græsrodsorganisationen Concerned Parents' Association (De Bekymrede Forældres Organisation), da telefonen ringer:

"Dit barn er blevet fundet," lyder en stemme i den anden ende af røret.

Som forkvinde for en organisation, der i otte år har kæmpet for at få konflikten i det nordlige Uganda sat på den internationale dagsorden, tror hun i første omgang, det drejer sig om en af de mange kidnappede børnesoldater, som er flygtet fra oprørsbevægelsen Lord's Resistance Army (Herrens Modstandsbevægelse, forkortet LRA).

Først et par minutter efter går det op for hende, at der er tale om hendes egen datter, Charlotte, som i oktober 1996 blev bortført fra en katolsk pigekostskole i det nordlige Uganda sammen med 138 andre elever. Dengang var hun en glad skolepige på 14 år. Da hun flygtede ud af bushen, var hun 22 år og mor til to drenge på to og fire år.

Charlotte er et af de mere end 30.000 børn, der de seneste 19 år er blevet bortført af den kristne, fanatiske oprørsbevægelse Herrens Modstandsbevægelse (LRA). LRA opstod på resterne af et par andre oprørsgrupper, som siden 1986 har kæmpet mod Ugandas præsident, Yoweri Museveni. Bevægelsens leder, Joseph Kony, siger, at han vil regere Uganda efter De Ti Bud. Det skønnes, at 50-70 procent af hærens soldater er kidnappede børn. Drengene bruges som soldater. Mange af pigerne udsættes for voldtægt og hiv-smitte, fordi de tvinges til at være de højtstående kommandanters "koner". Den tidligere alterdreng og healer Joseph Kony menes selv at have mere end 70 "koner".

Krigen har sat sine spor overalt i det nordlige Uganda. Mindst 1,4 millioner mennesker bor i dag under kummerlige forhold i lejre for internt fordrevne. Hver aften vandrer tusindvis af børn og unge ind til byerne for at sove i sikkerhed.

Angelina Atyam fortæller på et hotel i København om genforeningen med sin datter. Angelina Atyam opholder sig i den danske hovedstad i forbindelse med en konference om børn i krig, arrangeret af Red Barnet. Hun er en mager kvinde i midten af 50'erne og mor til seks voksne børn. Til daglig arbejder hun som jordemoder i byen Lira i det nordlige Uganda. Hun fortæller engageret om sit arbejde, og indimellem griner hun højt og hjerteligt. Angelina Atyam mener, at datterens flugt skyldes Guds indgriben.

– Dagen inden hendes flugt bad jeg til Gud. Samme nat hørte min datter en stemme, der sagde: "I morgen vil du se dit folk." I otte år har jeg været involveret i arbejdet for at få børnene frigivet. Oprørsbevægelsen kendte mig og betragtede mig som en fjende. De vidste, at Charlotte var mit barn, og hun var bevogtet døgnet rundt. Jeg har bedt og bedt i alle disse år. På et tidspunkt sagde jeg til Gud: "Du sagde til mig, at når syv år var gået, ville min datter blive befriet. Men nu er det ottende år begyndt."

LRA er i dag en hær, der består af mange guerillagrupper på vandring. Den dag, Charlotte ser sit snit til at flygte, befinder hun sig i bushen sammen med en lille gruppe oprørere.

Forholdene er kaotiske. Gruppen angribes med jævne mellemrum af regeringshæren, og kort forinden er hendes ældste søn på fire år blevet væk fra hende under en skudveksling.

Da gruppen bryder op klokken seks om morgenen, tager Charlotte sit yngste barn på armen og begynder at gå. Hun plejer at være omgivet af vagter. Men af en eller anden grund passer de ikke deres arbejde denne morgen.

Mens de andre går til højre, sakker Charlotte lige så stille bagud og beslutter at dreje mod venstre. Hun er for svag til at løbe. På vejen møder hun en gruppe soldater fra oprørshæren, men de ænser hende ikke.

Efter seks timers vandring når hun til en landsby. Det er midt på formiddagen, og bønderne arbejder i marken. De bliver rædselsslagne ved synet af den undvegne oprørssoldat. Hun forklarer, at hun er flygtet fra Herrens Modstandsbevægelse og har brug for hjælp. Senere bliver hun afhentet af regeringshæren og transporteret til en lokal kaserne. Dagen efter genforenes hun med sin familie.

– Det var det øjeblik, jeg havde ventet på i otte år. Jeg løb min datter i møde. Hun havde sin lille dreng i armene. Hun skreg, og jeg skreg. I lang tid kunne vi ikke sige noget. Vi kunne kun græde. Det var den bedste gråd i mit liv. Hun var meget tynd og havde en garvet hud. Hun så ud som et menneske, der havde lidt meget, fortæller Angelina Atyam.

Et par uger senere bliver den ældste søn fundet, da han tumler alene omkring på en mark efter et slag mellem oprørerne og regeringshæren.

Genforeningen af Charlotte og hendes familie er afslutningen på et langt mareridt, der begyndte i efteråret 1996.

De fleste af de bortførte børnesoldater kommer fra fattige bondesamfund. Men den 9. oktober 1996 gik oprørshæren bevidst efter at kidnappe en gruppe veluddannede piger fra den katolske kostskole Skt. Mary i byen Aboke i det nordlige Uganda.

Joseph Konys ide var efter sigende, at de veluddannede kostskolepiger skulle udgøre en intellektuel elite, som kunne undervise oprørshærens børn.

En af skolens lærere – den italienske søster Rachele – havde hørt rygter om, at oprørerne nærmede sig. Hun havde derfor bedt den lokale kommandant om regeringshærens beskyttelse, men forgæves. LRA dukkede op efter mørkets frembrud. De fleste af soldaterne var jævnaldrende med de kostskolepiger, som de tvang ud af sovesalen på en lang og udmattende march mod Sudan.

Da søster Rachele fandt ud af, hvad der var sket, besluttede hun sig for selv at tage affære. Sammen med en af skolens lærere fulgte hun gruppens fodspor. Efter tre timers vandring fandt de pigerne i et bakket landskab i bushen. Søster Racheles timelange forhandlinger med en af oprørshærens kommandanter resulterede i, at 109 af pigerne blev frigivet. Men 30 måtte blive tilbage. Blandt dem Charlotte.

Da de chokerede forældre mødtes på kostskolen for at høre nyt om Søster Racheles redningsaktion, opstod ideen om at starte bevægelsen, Concerned Parents' Association.

I årevis var bortførelserne af børn i det nordlige Uganda blevet mødt med tavshed. De lokale var bange. Mange huskede historien om manden, hvis ben var blevet hugget af til skræk og advarsel, fordi han vovede at melde bortførelsen af sine børn til politiet. Men kostskolepigernes forældre kom fra den bedre middelklasse. De var vant til at ytre sig og nægtede at holde mund.

De skrev breve til LRA-lederen, Joseph Kony. De kontaktede de vestlige ambassader, og Angelina Atyam og søster Rachele mødtes med pave Johannes Paul II, FN's generalsekretær, Kofi Annan, og Ugandas og Sudans præsidenter for at få dem til at gribe ind. På et tidspunkt tog Angelina Atyam til Sudan sammen med søster Rachele for at få pigerne fri, men det lykkedes ikke. I 1998 modtog Angelina Atyam FN's menneskerettighedspris på grund af sin indsats.

Sideløbende med det internationale lobbyarbejde udviklede De Bekymrede Forældres Forening et banebrydende lokalt forsoningsarbejde. I dag findes der flere hundrede lokalafdelinger af organisationen.

– Mange familier vil ikke vide af de tidligere børnesoldater, når de kommer hjem, på grund af de uhyrligheder, de har begået. En af grundpillerne i organisationens arbejde er derfor at hjælpe familier og børn, så de igen kan leve sammen, fortæller Angelina Atyam.

Med støtte fra humanitære organisationer som Red Barnet organiseres projekter, så de hjemvendte børnesoldater kan få uddannelse og arbejde. For eksempel landbrugsprojekter, små systuer eller værksteder. Lige så vigtigt er rådgivningen af familierne. Socialarbejdere taler med forældre og børn om de lidelser, børnesoldaterne har været igennem, og hvad der kan gøres for, at de igen bliver en integreret del af familien og lokalsamfundet. I nogle tilfælde gennemgår børnene traditionelle ritualer for på den måde at blive renset. Arbejdet foregår på tværs af de stammeskel, der ellers præger det nordlige Uganda.

Er oprettelsen af lokalkomiteerne en succes, så er Angelina Atyam til gengæld frustreret over, hvor svært det er at råbe verden op om børnebortførelserne i det nordlige Uganda. Hun konstaterer med en vis resignation, at børnene er ofre for en glemt krig, hvor der ikke står stormagtsinteresser på spil.

– Der er krige, som slet ikke nyder verdens opmærksomhed som for eksempel konflikten i Østtimor eller konflikten i Sudan. Sådan en krig står vi også midt i. Men jeg er utålmodig. Nu har denne krig varet i 19 år. Jeg ønsker, at mareridtet skal få en ende. Oprørerne i Uganda er blevet stækket de senere år, men de opererer stadig. 30.000 børn er blevet bortført, og vi ved stadig ikke, hvad der er sket med 10.000 af dem, siger Angelina Atyam.

Hvad angår de 30 bortførte piger fra Skt. Mary's College, så er de fire døde. En af dem blev dræbt efter ordre fra oprørslederen, Joseph Kony. Det lykkedes 24 af pigerne at flygte, og to er stadig hos oprørshæren.

Angelina Atyams egen datter Charlotte går i dag på kostskole i hovedstaden, Kampala. Det er svært at komme videre efter otte år i bushen, men Angelina Atyam understreger, at pigerne fra Skt. Mary faktisk har klaret sig godt trods de traumatiske oplevelser. Flere er i gang med universitetsstudier, og en arbejder som jurist.

Angelina Atyam står i samme dilemma som mange af familierne til de tidligere børnesoldater. De løsladte piger har ofte fået børn med voldtægtsmænd og krigsforbrydere. Bedsteforældrene skal lære at elske deres børnebørn.

– I dag bor mine to børnebørn på seks og fire år hos mig. Jeg har taget dem til mig som mine egne børn. I vores forening arbejder vi på, at lokalsamfundet og familierne skal acceptere disse børn. Vi svigtede alle, da oprørerne kom og kidnappede vores børn. Hverken regeringen, hæren eller vi som forældre kunne beskytte dem. Vi får aldrig fred, hvis ikke vi accepterer vores børnebørn, siger Angelina Atyam og fortæller om et konkret et eksempel på en familie, hun har rådgivet:

– Forældrene mistede deres datter, der var blevet bortført af oprørshæren. Hun blev fundet dræbt, men hendes lille baby overlevede kampene. Bedsteforældrene ønskede i begyndelsen ikke at tage sig af barnet. Men vi overbeviste dem om, at barnebarnet ikke skulle ende på børnehjem.

Siden 2002 har Ugandas regering intensiveret indsatsen for at knuse LRA rent militært. Det er en strategi, der rummer et uhyggeligt skisma. Hver gang regeringshæren slår til, rammes uskyldige børn. Eller som Angelina Atyam udtrykker det:

– Når regeringshæren skyder, risikerer den at ramme børn, der er blevet tvunget i krig. Konflikten kan ikke løses af soldater, men kun ved mægling og forsoning. Præsident Museweni har selv talt om, at der burde oprettes en sandheds- og forsoningskomite efter sydafrikansk forbillede. Jeg håber, det forslag kan blive gennemført, siger Angelina Atyam.

Hun mener samtidig, at den øverste LRA-ledelse må stilles til ansvar for deres handlinger og betragter det derfor som et fremskridt, at Den Internationale Straffedomstol i Haag har udstedt arrestordre mod Joseph Kony og den øvrige topledelse i LRA.

– Vi håber selvfølgelig, at det kan lykkes at fange ledelsen af LRA, så konflikten får en ende. For mig personligt er kampen ikke forbi, før alle børnesoldater er blevet frigivet.

soendergaard@kristeligt-dagblad.dk

Krigen i det Nordlige uganda

Uganda har 21 millioner indbyggere og er fem gange større end Danmark.

Den nordlige del af landet hærges på 20. år af en konflikt mellem regeringshæren og Lord's Resistance Army (Herrens Modstandsbevægelse – LRA). LRA ledes af den fanatiske folkeforfører Joseph Kony, som i 1988 forsvandt ind i bushen efter en karriere som alterdreng og healer. Han siger, at han vil regere Uganda efter De Ti Bud. Ironisk nok har han i årevis fået støtte til sin "kristne" kamp fra det islamisk-fundamentalistiske styre i Sudan.

Styret bruger Kony og hans børnesoldater som en slags bufferzone mellem Uganda og Sudan. På den måde forsøger Sudan at forhindre, at Uganda støtter de kristne sudanesere i syd i deres oprør mod det muslimske styre. Den sikkerhedsmæssige og humanitære situation i det nordlige Uganda er kritisk, og det anslås, at over 1,4 millioner mennesker i dag lever i lejre for internt fordrevne.

Den Internationale Straffedomstol i Haag har tiltalt LRA for at være skyldig i krigsforbrydelser.

Børnesoldater

FN's Børnefond Unicef skønner, at der på verdensplan findes 300.000 børnesoldater i alderen 7-17 år. Brugen af børnesoldater er steget markant de seneste 20 år. Det skyldes blandt andet, at konflikterne har ændret karakter. Krige udspiller sig i stadig større omfang som interne stridigheder mellem forskellige etniske grupper, der er tæt på civilbefolkningen. Med udviklingen af nye letvægtsvåben er det blevet lettere at bevæbne børn med mindre træning end tidligere. Militære ledere opfatter børn som autoritetstro og nemme at kommandere med. Lederne kan få børn til at udføre opgaver, som voksne soldater aldrig vil give sig i kast med. Samtidig forlanger børnesoldaterne normalt ikke betaling. Endelig er børnesoldaterne heller ikke så tilbøjelige til at desertere som deres voksne kollegaer.

Kilde: Unicef og Red Barnet