Prøv avisen

Når ethvert riskorn efterspørges

Raymond er 28 måneder. Ifølge hans vægt burde han blot være ni måneder. Han er indelukket og bange. Men det kan solide måltider og omsorg lave om på, fortæller personalet på underernæringsklinikken i Manila. -- Foto: Ole Hall.

Global krise spreder sult og modløshed og udstiller årtiers fejlslagen fødevarepolitik i Filippinerne. Uden mere bæredygtige tiltag vil befolkningens fejlernæring vare ved, regeringens desperate opkøb af rislagre fortsætte og landets fremtid langsomt smuldre

Raymond Zoleta er den sidste til at forlade middagsbordet. Med store øjne og små fingre undersøger han pertentligt, om et af de andre børn har sløset og efterladt et riskorn eller to under tallerkenen. Langsomt og lydløst spiser han det.

Betagelsen af mad kendetegner knægten på 28 måneder. Hans hoved ser unaturligt stort ud. Men det er kroppen, som er for lille. For en uge siden blev han afleveret på underernæringsklinikken i Leto Christian Center i Manila i Filippinerne. Raymond vejede 7,2 kilo, hvilket er normalvægten for et ni måneder gammelt barn. Hans vægt var dermed "meget under normalvægten", noterede sygeplejersken i hans journal. Omkring 12 kilo burde en dreng på 28 måneder veje.

– Med Raymonds enorme lyst til mad bliver det let at tage kiloene på, og han når det allerede inden for én til to måneder, forsikrer Bernadette Megano dog, der leder teamet af sygeplejersker på klinikken, der er et af Skandinavisk Børnemissions forsøg på at hjælpe filippinske børn.

Raymonds sociale udvikling bekymrer hende mere. Han kommunikerer så lidt som muligt. Leger ikke med andre børn. Er rastløs og græder meget. Det håber hun vil ændre sig, som maden giver ham flere kræfter.

Afkræftede og desillusionerede børn som Raymond findes der mange af i Filippinerne. Hvert fjerde barn under fem år er underernæret. Det viser den seneste undersøgelse fra FN, som bygger på data fra før, den verdensomspændende fødevarekrise satte ind. Set fra klinikken i Manila, der i et kvart århundrede har behandlet undernærede børn, er der grund til bekymring.

– Det seneste år har der været langt større efterspørgsel på vores hjælp end tidligere, og selvom vi har fundet plads til flere, har vi også måtte afvise flere, end vi plejer, siger Bernadatte Megano.

Den dystre udvikling i Filippinerne har mange årsager. En massiv og ukontrollabel befolkningstilvækst, alt for få job med ordentlige lønninger, risprisernes himmelflugt, landets elendige fødevaresikkerhed og befolkningens stadig dårligere spisevaner er alle væsentlige forklaringer. Ændres der ikke tilstrækkeligt på forholdene, kan de ødelægge opvæksten for den nye generation af filippinere og dermed fundamentet for landet fremtid.

Raymond blev fejl- og underernæret af sine forældre. Sammen med en af sine otte søskende og sin mor bragte en lokal humanitær organisation ham til klinikken. De følgende tre dage blev moderen på klinikken med sine to sønner for at blødgøre overgangen til de næste tre til seks måneders adskillelse. I de dage observerede personalet, at den fattige kvinde ikke var i stand til basale ting som at tilberede maden korrekt, vaske op og sikre børnenes hygiejne.

Et nyere projekt med tilknytning til klinikken forsøger at få mange forældre til undervisning, hvor de lærer om hygiejne, rengøring, madlavning og sund ernæring. Viser Raymonds mor ikke tegn på forbedring, vil klinikken efter seks måneder overføre Raymond og hans bror til en institution, hvor de kan være i længere tid. Personalet på klinikken ved ikke, hvordan Raymonds syv andre søskende har det.

Forældrene skal blive bedre til at give deres børn gode kostvaner, mener Zeny Ablang. Hun er uddannet socialrådgiver og har i årtier beskæftiget sig med fattige børns kår i flere asiatiske lande. I dag leder hun en række forskellige projekter for Skandinavisk Børnemission i Filippinerne. Til efteråret er hun med til at stable et nyt projekt på benene, der skal lære fattige forældre i Manila, hvad der er god kost.

– Måske på grund af Vestens indflydelse og reklamer står det slemt til med kostvanerne i storbyen. Forældre tror, at pulvermad og minutnudler er godt. Det er nemt at forberede, og den massive efterspørgsel har gjort det billigt. Men få tænker på, hvordan næringen er i det, siger Zenny Ablang.

Fra den tætpakkede og kaotiske storby virker Filippinernes tidligere så stolte landbrugstraditioner fjerne. Før var Filippinerne verdens største eksportør af ris og havde en stor viden om, hvordan man producerer effektivt. Men landbrugslandet er blevet industrialiseret, og meget har ændret sig på 20 år.

– Nu er vi blevet verdens største importør af ris og må købe ris fra lande, som har lært teknikkerne af os. Når jeg rejser i udlandet, spørger mange forundret: Hvad er der sket? Jeg finder udviklingen pinlig, siger Zenny Ablang.

Kvinder med børn på armene og mænd med rissække på hovederne køber, sælger, snakker og smiler. En fyr synger karaoke i en udendørs kiosk, så højtalerne skratter. Det er formiddag, og morgenens travle han-delstimer er stilnet af. Stanken af fisk og rådne grøntsager, som er blevet smidt og trampet ned på stierne mellem boderne, er tyk. Luften går i tomgang.

På markedet i Balintawak i Quezon City køber tusindvis af filippinere deres æg, kød, fisk og grøntsager. I dag slipper de cirka 3,75 kroner for et kilo ris af en rimelig kvalitet. For to år siden betalte de 2,50 kroner. Sådan er priserne i hele hovedstadsområdet, hvor ti millioner filippinere lever. Den økonomiske forskel syner ikke af meget, men når ris er filippinernes mest anvendte ingrediens og en af de tungeste poster på budgettet, er en prisstigning på 50 procent udslaggivende for, om fremtidsudsigten er lys eller mørk.

En ud af tre filippinere lever under FNs fattigdomsgrænse og har under en dollar om dagen at gøre med. Når priserne stiger, står de i et valg mellem mindre mad, lægebehandling, uddannelse eller transport.

På klinikken for underernærede børn får Raymond ris dagligt. I dag står menuen også på kylling og grøntsager. Han er blandt de store børn, der kan sidde selv ved bordet og spise. Dog under kyndigt opsyn af en sygeplejerske. De mindre børn sidder på en lige række i hver sin barnestol med ryggen mod en klinikhvid væg. De indtager måltidet i tæt samarbejde med hver sin sygeplejerske, der sidder på en række over for børnene. Nænsomt styrer sygeplejerskerne gaflerne fra tallerken til mund.

Hvis børnene var ældre, ville de tale om rispriserne. Prisen på ris er hyppigt samtalestof blandt filippinere, og regeringens evne til at skaffe ris er sommetider forsidestof på landsdækkende aviser. I begyndelsen af juli kom regeringen ud i en mediestorm. Ifølge eksperter havde regeringen i ren desperation ladet sig overtale til at betale 4,3 milliarder kroner, hvilket var 30 procent for meget, for 1,5 millioner ton ris fra Vietnam. Ifølge regeringen gjorde den blot, hvad den skulle for at sikre befolkningen fødevarer og holde private leverandørers priser nede. Men manøvren udstillede, at landets fødeforsyning er dybt afhængig af andre lande, og det kritiseres af økonomer.

Flere økonomer opfordrer regeringen til at poste langt større summer, end den gør, i moderniseringen af landbrugssektoren i Filippinerne. Det er nødvendigt for at minimere afhængigheden af andre landes samarbejdsvillighed og et ustyrligt globalt fødevaremarked.

Endvidere skal der laves effektive reformer for at stoppe den stigende befolkningstæthed og urbanisering, hvis fødevaremanglen skal undgås, påpeger økonomer. Hvert år bliver der cirka to millioner flere munde at mætte i Filippinerne, og befolkningstallet rundede 92,7 millioner i 2008. Der sker en massiv tilflytning til hovedstaden og andre storbyer i håbet om at finde job. Resultatet er, at der i dag mangler hænder til at dyrke landbrugsjorden i provisen.

Også FNs børneorganisation, Unicef, kræver handling for at sikre befolkningen nærende mad på bordet. Alt for mange får for lidt eller forkert næring, fortæller Vanesa Tobin, Unicefs repræsentant i Filippinerne. Gøres der ikke op med problemet, trækker det dybe spor i mange år fremover. For fejlernæring har ødelæggende dominoeffekter.

– Fejlernærede børn får lettere diare og er mere udsatte over for infektioner. Deres helbred bliver dårligere og dårligere, og det får indflydelse på deres opvækst og præstationer i skolen, siger Vanesa Tobin til Kristeligt Dagblad og pointerer:

– Ungdommens styrke er afgørende for landets muligheder for at udvikle sig, så fejlernæring er et enormt stort problem.

Den filippinske regering har erkendt, at vejen ud af fødevarekrisen skal findes af landet selv. Den lover reformer, der skal modernisere landbrugssektoren, og at landet vil blive selvforsynende med ris. Hvornår det sker, er mange usikre på. I 2008 lovede landbrugsministeren, at det vil ske i 2010. Det er siden blevet justeret til år 2013. Også hans forgænger lovede selvforsyning, men kunne ikke leve op til det. Så mange af regeringens udmeldinger mødes med et skuldertræk af filippinerne.

En uge efter Kristeligt Dagblads besøg på underernæringsklinikken har Raymond Zoleta rundet 8,5 kilo. Han er begyndt at tale lege med nogle af de andre børn på klinikken, og enkelte udvalgte blandt personalet smiler han til. Den seneste udvikling tyder på, at Raymond vil komme til kræfter og endda kan blive en stærk og velfungerende dreng. Men mens det lysner for Raymond, ser det stadig sort ud for hundredtusindvis af filippinske børn.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Roen sænker sig over underernæringsklinikken i Manila ved frokosttid. Ris, grøntsager og kylling kan ændre fremtiden for børnene, der er i alderen fra tre måneder til seks år. -- Foto: Ole Hall.