Når der er én jordemoder til 5000 kvinder

Der mangler flere end fire millioner læger og sygeplejersker i verden. Det rammer u-landene hårdest, fordi lægerne rejser til Vesten for at arbejde, advarer Verdenssundhedsorganisationen WHO og flere u-landseksperter

Gravide kvinder venter tålmodigt på at komme til konsultation hos en jordemoder i Aweil-regionen i Sydsudan. Mangel på sundhedspersonale er et stort problem i de fleste u-lande.
Gravide kvinder venter tålmodigt på at komme til konsultation hos en jordemoder i Aweil-regionen i Sydsudan. Mangel på sundhedspersonale er et stort problem i de fleste u-lande. Foto: Phil MooreAFP.

I regionen Aweil West County i Sydsudan går kvinden Angelina rundt og deler medicin ud. I sin hjemby sørger hun for at diagnosticere og behandle tilfælde af malaria, diarré, underernæring og lungebetændelse. Angelina er en ud af omkring 2000 sydsudanere, som er uddannet af det internationale Malaria Konsortium til at være kommunal medicinuddeler i områder, hvor folk dør af mangel på læge- og sundhedshjælp. Som i mange andre tredjeverdenslande lider mange patienter i Sydsudan under, at de ikke har adgang til hospitaler og sundhedsklinikker. Særligt i landområderne er manglen på læger så stor, at folk som Angelina kan betyde forskellen mellem liv og død.

Historien om Angelina blev forleden præsenteret på en konference i Bangkok, der blev arrangeret af Verdenssundhedsorganisationen WHO og andre globale sundhedsorganisationer. Det var anden gang, de mødtes for at sætte fokus på konsekvenserne af manglen på sundhedsarbejdere – og for at finde løsninger på, hvordan verden skal imødekomme den globale efterspørgsel.

Og budskabet var, at der på verdensplan er brug for 4,2 millioner ekstra læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale for at dække behovet for sundhedshjælp. Det er især i de afrikanske lande, at adgangen til lægehjælp er lille. I et land som Malawi i det sydlige Afrika er der eksempelvis kun omkring 250 læger til at tage sig af de 12 millioner indbyggere.

Siden den første konference om emnet blev holdt i 2008, har der fra verdenssamfundet været en stigende anerkendelse af, at antallet af sundhedsarbejdere er afgørende for at nå de otte 2015-mål, som FN's medlemslande vedtog i 2000. Manglen på sundhedsarbejdere er ifølge WHO en af de væsentligste bremseklodser for udviklingen i sundhed i tredjeverdenslandene.

Det er Christian Lund, professor ved Internationale Udviklingsstudier på Roskilde Universitet, enig i. Han forsker i u-landenes udvikling og ser tilmed en klar sammenhæng mellem sundhed og den generelle situation i u-landene.

"Sundhed er ekstremt afgørende for et lands udviklingsdynamik. Et dårligt sundhedsvæsen er et enormt indirekte dræn på u-landenes ressourcer. Alt for mange mennesker har kun hypotetisk adgang til lægehjælp. Der er rigtig mange, der dør af sygdomme, som sagtens kunne være blevet behandlet," siger han.

De fleste afrikanske lande blev uafhængige af kolonimagterne i løbet af 1960'erne og forsøgte at opbygge universelle offentlige sundhedsvæsener efter europæisk forbillede. Men mange af landene løb ind i store finansielle vanskeligheder, og det efterlod dem i dyb gæld. Siden 1980'erne har man i stedet skåret ned i de offentlige stillinger som sundhedspersonalet, og det betyder, at den offentlige sektor er nedslidt i en lang række tredjeverdenslande, fortæller Christian Lund.

WHO anslår, at kun tre procent af verdens sundhedspersonale arbejder i de afrikanske lande syd for Sahara, selvom befolkningen bærer en fjerdedel af verdens sygdomsbyrde. De store dræbere er malaria, hiv/aids og tuberkulose, og derfor er der hårdt brug for, at flere ligesom Angelina fra Sydsudan får undervisning i sundhed, lyder det fra Global Health Workforce Alliance (GHWA), der har samlet en række eksempler på vellykkede initiativer, der forsøger at komme sundhedsefterspørgslen til livs. Selvom der fra det internationale samfund bliver doneret et millionbeløb til bekæmpelse af livstruende sygdomme, er det ikke nok, at der er medicin. Der skal også være nogen, der kan give behandlingen.

"Uanset hvor mange penge, der postes i global sundhed, og hvor mange vacciner, der bliver doneret, vil det i stor udtrækning være utilstrækkeligt, medmindre der er sundhedsarbejdere til at yde hjælp til befolkningen og samfundet," siger formanden for Health Workforce Advocacy Initiative, Eric Williams, til den britiske avis The Guardian.

Også Læger Uden Grænsers danske formand, Jesper H.L. Jørgensen, er bekymret for sundhedssituationen i de fattigste lande.

"Den manglende adgang til sundhedshjælp ser vi alle de steder, vi kommer ud. Selvom det er hele verden, der rammes af lægemanglen, er der markant forskel fra de rigeste til de fattigste lande. Det er et stort problem, som vi er nødt til at gøre noget ved," understreger han.

En af de befolkningsgrupper, som lider hårdest under, at der ikke er nok bemanding på sundhedsområdet, er børn og gravide, påpeger professor Christian Lund. Mere end en halv million kvinder i udviklingslandene dør hvert år i forbindelse med fødsel og svangerskab, og det går værst ud over kvinder i landområderne. I mange tilfælde af årsager, som let kan behandles, men manglen på fødselshjælp er stor.

Collette Botchomoli fra Congo er en af mange kvinder, som har modtaget undervisning fra den medicinske hjælpeorganisation Merlin. Før det arbejdede hun i 33 år som ulønnet jordemoder. Hun var tilmed den eneste jordemoder til at tage sig af 5000 kvinder. Uden elektricitet og med minimalt udstyr hjalp hun 20 gravide kvinder om ugen.

Det trods alt stigende fokus på verdens sundhedssituation har medført, at flere initiativer er sat i værk for at øge bemandingen på sundhedsområdet i de fattigste lande. På konferencen i Bangkok var budskabet, at der skal arbejdes i to spor for at nedbringe manglen på sundhedspersonale. For det første skal der uddannes flere læger og sygeplejersker, og for det andet skal tredjeverdens-landene gøre, hvad de kan, for at lægerne ikke rejser fra deres hjemlande for at arbejde i vestlige lande.

Hvad angår det første, udgør Saloum fra Tanzania et godt eksempel: Hver dag cykler han fra hus til hus i den lille landsby Mtwara for at hjælpe familier, der er syge af malaria. En sygdom, der hvert år koster flere end 125.000 tanzaniere livet, fordi de ikke har adgang til sundhedshjælp. Saloum gør, hvad han kan, for at bringe det tal ned. Han er hverken uddannet læge eller sygeplejerske, men har været på et sundhedskursus arrangeret af Afrikansk Medicinal- og Forskningsfond (Amref), og det gør ham i stand til at redde liv.

Amref er en af de organisationer, som tilbyder undervisning i basal sundhedspleje til lokalbefolkningen. Det er en international afrikansk organisation, som arbejder for at opbygge sundhedssystemer over hele Afrika.

Også Læger Uden Grænser uddanner lokalbefolkningen i at blive sundhedshjælpere, så de kan varetage nogle af sygeplejerskernes opgaver. Dernæst skal sygeplejerskerne varetage flere af lægernes områder. Målet er, at lægerne i sidste ende kun skal tage sig af de alvorligste sygdomstilfælde.På den måde undgår man blandt andet, at folk i landområderne skal gå i dagevis for at få hjælp på en sundhedsklinik eller et hospital. Konceptet hedder Task Shift.

"Mange af sygdommene kræver forholdsvis simple behandlinger, og det kan sundhedshjælpere sagtens klare. På den måde kan opgaverne uddelegeres, selvom det selvfølgelig ikke er en løsning i sig selv," siger Jesper H.L. Jørgensen, formand for Læger uden Grænser.

Hvad angår den anden udfordring – at sikre, at de læger, der bliver uddannet, ikke flytter til Vesten for at arbejde – har det i flere år været en omdiskuteret problematik herhjemme, at et stort antal indiske læger har fået arbejde på danske sygehuse og hospitaler. Det kaldes brain drain (hjerneflugt), som i alvorligste konsekvens betyder, at lande som Indien tørlægges for læger, fordi de arbejder i andre lande.

I de afrikanske landområder er fænomenet brain drain også velkendt. Dårlige arbejdsforhold, lave lønninger og manglende karrieremuligheder gør det mere attraktivt for en afrikansk læge at arbejde i eksempelvis Storbritannien frem for i hjemlandet.

Iris Rogers startede med at arbejde som læge i Sierra Leone. Lønnen var lav, og ofte var hun nødt til selv at betale for patienternes medicin. For 10 år siden rejste hun til London i håbet om en bedre karriere. Og det fik hun, selvom hun ikke kun rejste for lønnens skyld.

"Jeg føler en meget større tilfredshed ved arbejdet i Storbritannien, fordi jeg kan opnå mere. Vi har alt det udstyr, vi har brug for, og patienterne kan få al den behandling, de behøver, uden at de skal betale. Men jeg var mere afslappet og glad i Sierra Leone. Vi havde ikke så meget bureaukrati, og patienterne værdsatte mig mere," siger hun i et interview til The Guardian.

Ifølge tal fra WHO vælger op imod 60 procent af lægerne, som er uddannet i Sierra Leone, at emigrere. Men hvis lægerne flytter til vestlige lande, går regeringernes investeringer i sundhedsuddannelserne tabt, og det er det helt store dilemma, mener Frands Dolberg, ekstern lektor i u-landslære ved Aarhus Universitet. Hjælpen er dog under alle omstændigheder nødt til at komme fra u-landene selv, påpeger han.

"Det er op til de enkelte landes regeringer at skabe bedre arbejds- og lønmæssige forhold inden for sundhedssystemet, så flere bliver uddannet og bagefter bliver i hjemlandet i stedet for at flytte til de vestlige lande. Det gælder særligt i de lande, hvor der er politisk uro og dårlig regeringsførelse. Det er i lande som for eksempel Somalia, Afghanistan og dele af Indien," siger han.

Professor Christian Lund mener derimod, at de vestlige lande bærer en stor del af ansvaret for at hjælpe de fattigste lande på dette punkt:

"Hvis man ikke vil acceptere, at folk lever et sygdomsplaget liv, må man overføre mere bistand til sundhedssektorerne i u- landene. Der er faste mantraer om, at man ikke må gøre folk afhængige af bistand, men uddannelse og sundhed er meget langsigtede investeringer, som de fattigste u-lande ikke er i stand til at foretage alene ved egen kraft," siger han.

marianne.knudsen@k.dk

Læs mere på

@Webhenv k.dk:k.dk/3verden