Når drømme ikke kan slås ihjel

14-årige Michael Mthusi og hans familie hører til den del af Kenyas befolkning, der lever fra dag til dag. Men når weekenden kommer, må spekulationerne om i morgen vige. Her lever en helt anden drøm

Klokken 13 skal Michael spille fodboldkamp på marken bag sin gamle skole. De andre er allerede kommet. Der bliver givet skulderklap og hilst på hinanden, mens søndagstøjet bliver skiftet ud med en fodboldtrøje. -
Klokken 13 skal Michael spille fodboldkamp på marken bag sin gamle skole. De andre er allerede kommet. Der bliver givet skulderklap og hilst på hinanden, mens søndagstøjet bliver skiftet ud med en fodboldtrøje. -. Foto: Janni Thuesen.

Lærerne har fri om lørdagen på Kiliku Skole. Der er kun en enkelt der til at se efter alle klasserne. Men med de åbne døre ud til skolegården bliver den mindste pjank hurtigt opdaget. Michael og hans klassekammerater går i skole om lørdagen fra klokken syv til et. De bliver ikke undervist, men læser op på ugens lektier. De ved alle godt, hvad det egentlige formål er med dagen. Nemlig at holde dem fra at omgås de unge, der allerede er droppet ud af skolen.

Michael og Muendo sidder bagerst i den 70 mand store klasse. Muendo peger i matematikbogen, mens han prøver på at hjælpe Michael med noget algebra, han ikke helt har forstået.

Da Michael skulle begynde i Kiliku Skole et par måneder tidligere efter at have gået de første par år i skolen inde i Emali, sad han alene bagerst i lokalet. Det var indtil, lærerinden bad Muendo sætte sig ved siden af ham. Hun vidste ikke, at de to drenge var gode venner, så ordningen passer dem fint. Men de ved også begge, at de kun får lov til at sidde sammen, så længe det sker uden alt for meget pjank.

Efter skole går Muendo med Michael hjem for at låne lærerens undervisningsbog, som Michael har lånt. De går sammen forbi Njeri, der er en gammel dame på mindst 100 år, mener Michael. Hun bor ikke langt fra ham, og han kan godt lide at gå forbi hendes hus for at sige hej. Hans tro har lært ham, at de gode gerninger vil komme tilbage til ham på et tidspunkt.

Njeri ser ikke så godt og kan ikke gå, derfor sidder hun i kørestol. Men hun kan sagtens genkende Muendo og Michael, når de træder ind ad døren. De bliver og snakker lidt med hende, mens de gør hendes kørestol ren for mudder og støv.

Der er et godt sammenhold blandt familierne, der bor tæt op og ned ad hinanden i den del af Emali, hvor Michael bor med sin familie. De hjælper hinanden, hvis de kan. Michaels mor går til en ven, der skylder hende lidt penge, da skålen med mad er tom.

Inde i hovedstaden, godt 130 kilometer fra Michael og hans familie, svirrer rygterne om landbrugsminister Rutos rolle i majsskandalen. Landbrugsministeren har lovet at trække sig fra sit job, hvis der er nogen, der kan bevise, at han har solgt ud af majsreserven og dermed er skyld i, at mange millioner kenyanere sulter. Ministeren undgår et mistillidsvotum, mens en meningsmåling blandt befolkningen viser, at 56 procent ønsker, at han skal overlade posten til en anden.

Michaels mor får en skål majs i stedet for pengene. Her er mad nok til de næste to dage til dem alle tre.

Michael går ned på marken bag Emali Skole. Der er fodboldtræning i dag og kamp i morgen. Fodbold er hans store passion. Han glæder sig til, at idrætsundervisningen på skolen, som lige nu er atletik, snart bliver skiftet ud med fodbold, for så kan han spille hver dag.

De har ikke fjernsyn hjemme hos familien Mthusi, men engang imellem kan han få lov til at se fodbold hos en af naboerne. Yndlingsholdet er Manchester United, og hans store idol er holdets målmand, Edwin van der Sar. Han glæder sig til i morgen, for da skal de spille kamp.

Solen er på vej op søndag morgen, mens Michael gør kirken klar til dagens første gudstjeneste klokken otte. Gulvet bliver vasket, og alteret bliver støvet af. Han skal også nå at hente Njeri, inden gudstjenesten går i gang.

Michael ringer med klokken under gudstjenesten, han er alterdreng, og han leder også koret og spiller tromme. Der går ikke en søndag, uden at Michael går i kirke. Det har han fra sin far, mener hans mor.

Familien går sammen tilbage til hjemmet. Michaels lillebror, Musyoka på fem år, får besøg af nogle legekammerater. Michaels mor giver Mary på tre måneder et bad, mens Michael gør sig klar til dagens begivenhed. Drømmen om at få en uddannelse, gå på universitetet og blive nyhedsoplæser på radio eller tv får konkurrence af endnu en drøm.

Klokken 13 skal han spille fodboldkamp på marken bag sin gamle skole. De andre er allerede kommet. Der bliver givet skulderklap og hilst på hinanden, mens søndagstøjet bliver skiftet ud med en fodboldtrøje. Nogle af landsbyens børn stimler sammen i skyggen og følger nysgerrigt med i, hvad der skal ske. En gruppe piger har beholdt deres bedste tøj på fra turen i kirken og har taget plads langs den usynlige sidelinje.

Michael løber ind på sin plads i målet. De kan lige nå at skyde lidt på mål, inden kampen går i gang. Han er anfører på holdet, og med ham i målet er der ikke nogen bolde, der passerer træstolperne. De har det bedste hold, synes Michael. Dommeren fløjter, selvtilliden er i top, og kampen kan gå i gang.

Støvet hvirvles op i luften, mens et lokomotiv af fodboldspillere stormer mod målet og Michael. Men ikke et eneste mål når bag hans hurtige krop. Kampen ender 3-0 til Emali, og der bliver udvekslet kram og klap på holdet.

Michael slentrer hjemad gennem landsbyen, boderne og de små huse. Det røde støv har sat sig i bukserne.

"Hey van der Sar. Godt spillet," bliver der råbt. Michael har ikke noget imod at blive sammenlignet med sit store idol, målmanden fra Manchester United. At blive professionel fodboldspiller er en hemmelig drøm, som han beholder for sig selv. Et smil sniger sig frem, mens han begiver sig hjem til dagens sidste gøremål. De brune bukser og den hvide skjorte skal vaskes og gøres klar. I morgen begynder en ny uge.

udland@kristeligt-dagblad.dk