Prøv avisen

Ond cirkel svær at bryde i Madagaskar

9 ud af 10 madagaskere lever i dag ifølge Verdensbanken under den internationalt definerede fattigdomsgrænse på to dollar om dagen. Noget, som dagens valg ikke ventes at ændre ved. – Foto: Morten Bonde Pedersen.

Siden 1960erne er folk i Madagaskar bare blevet fattigere og fattigere. Kun de færreste tror, at dagens valg for alvor kan ændre på det

På verdens fjerdestørste ø er udviklingen gennem årtier gået baglæns. I hvert fald hvis man måler befolkningens velstand. Mens mange lande på det afrikanske kontinent er på vej ud af skyggerne fra fortidens fattigdom og diktatur, er virkeligheden en anden her 400 kilometer ude i Det Indiske Ocean.

På den frodige ø, hvor undergrunden er rig på mineraler, er befolkningen siden 1960erne kun blevet fattigere og fattigere. To ud af tre madagaskere lever ifølge Verdensbanken under den internationalt definerede fattigdomsgrænse, og flere og flere børn er underernærede. Politiske reformer, som har skabt forandringer i mange lande på det afrikanske kontinent, er ikke nået til Madagaskar. Her er magten stadig koncentreret på få hænder.

LÆS OGSÅ: Krisen ødelægger traditionelle værdier

Madagaskar er så stort og ligger så isoleret, at det næsten er et kontinent i sig selv. Påvirkningen udefra er begrænset. Det gør det nemmere for de kræfter, som ikke ønsker forandringer. Landet har de seneste 20 år været regeret af den samme gruppe mennesker, som ikke er særligt indstillet på at dele magten og goderne med andre, siger EUs ambassadør i Madagaskar, Leonidas Tezapsidis, til Kristeligt Dagblad.

En lignende analyse lyder fra Amadou Sy, der forsker ved institutionen Africa Growth Initiative. Hans vurdering er, at Madagaskar siden 1980 har været fanget i en ond spiral, hvor to stridende fløje på skift har ødelagt det for hinanden og for landet.

Når en fløj har taget magten og fået økonomien på sporet, har den anden fløj gjort oprør, fordi den ikke får del i væksten. Nedturen er kortvarigt blevet vendt til opgang hver gang, en ny regering er kommet til. Men hurtigt er opgangen vendt til ny nedgang på grund af politisk uro, siger han.

Den nuværende politiske krise i Madagaskar begyndte i 2009, da den daværende præsident Marc Ravalomanana måtte flygte i eksil til Sydafrika. Det var lykkedes hans rival, den 34-årige borgmester Andry Rajoelina, at alliere sig med militæret og tage magten ved et kup.

I dag ses brandtomter fra tiden omkring kuppet flere steder i hovedstaden, Antananarivo. De nedbrændte bygninger tilhørte den flygtede Ravalomanana, der ejede flere supermarkeder og landets eneste moderne mejerikæde. Brandtomterne er bevaret som mindesmærker, mens madagaskerne drikker importeret langtidsholdbar mælk.

Efter kuppet i 2009 indførte det internationale samfund sanktioner mod regeringen. Den massive bistand, som landet tidligere nød godt af, blev indefrosset. På den måde forsvandt hele 40 procent af statens budget med ét.

USA gik skridtet længere og indførte handelssanktioner. Sanktionerne ramte samtidig med den globale økonomiske krise. Tilsammen har det medført, at mange har mis-tet deres arbejde i landets tekstilvirksomheder.

Mange af de fyrede er søgt uden for det organiserede arbejdsmarked, hvor fire ud af fem madagaskere i dag anslås at arbejde, eksempelvis som daglejere i landets miner, som gadesælgere eller hushjælpere uden kontrakt.

Som 25-årige Muaka Tasmo siger, siddende ved en række mobiltelefoner, han har lagt til rette på en mur som en salgsudstilling langs en af hovedstadens mest trafikerede veje:

Det her er Madagaskar. Jeg regner ikke med at kunne finde et andet job. Jeg har været gadesælger, siden jeg gik ud af skolen.

Alle, der betragter problemerne udefra, er tilsyneladende enige om, at den bitre strid om magten skal løses gennem demokratiske reformer. En af dem er danske Annika Bach, der bor i Madagaskar og er landerepræsentant for den kirkelige organisation Danmission.

I den tid, krisen har varet, er fattigdommen bare vokset. Ikke mindst fordi donorerne har trukket deres støtte til regeringen. Der er behov for at få opbygget en demokratisk kultur, og det er helt nødvendigt, at retsstaten bliver genetableret, siger hun.

I et forsøg på at bringe Madagaskar ud af krisen har det internationale samfund presset den siddende kup-præsident Rajoelina til at få skrevet et valg ind i kalenderen.

Valgdatoen har været udskudt flere gange, og der har været strid om, hvorvidt Rajoelina og den flygtede Ravalomanana skulle have lov at stille op. Efter retssager, internationalt pres og flere runder af lukkede forhandlinger lykkedes det i oktober at holde valg uden de to.

Begge er dog åbenlyst repræsenteret gennem hver sin kandidat. Eksempelvis ses Ravalomanana og hans hustru i baggrunden på flere valgplakater rundt omkring i Antananarivo.

Første runde af præsidentvalget i oktober forløb fredeligt og uden en endelig afgørelse. I dag afgøres det ved en anden runde, hvem af de to tidligere præsidenters kandidater, der vinder valget.

Vi håber, at valget vil blive begyndelsen på en demokratiseringsproces, siger EU- ambassadør Leonidas Tezapsidis.

Et valg er dog kun første skridt på en lang vej mod politisk stabilitet på øen, tilføjer han.

Hvis Madagaskar skal udvikle sig politisk og økonomisk, er det nødvendigt, at den politiske magt også fordeles på flere hænder. Der mangler rigtige partier med rigtige partiprogrammer. De grupperinger, vi ser nu på den politiske arena, er bevægelser, der er koncentreret om enkelte klaner eller familier. Derfor prøver vi fra EUs side at styrke de statslige institutioner. Blandt andet skal parlamentet styrkes, så al magten ikke ligger hos præsidenten. Og så er det nødvendigt, at de folkelige foreninger bliver bedre organiseret og mere professionelle, siger han.

Amandou Sy, der forsker ved Africa Growth Institute, har svært ved at tro, at det vil ske foreløbig.

Han siger:

Der er ikke sket nogen væsentlige politiske reformer, som tyder på, at den onde cirkel vil blive brudt denne gang. Tværtimod er risikoen for konflikt øget, fordi præsidenten har fået mere magt. Derfor er det ikke særlig sandsynligt, at den part, der taber, vil få del i væksten og goderne.