Mama Susi er en lille kvinde med en robust krop. Hun er i slutningen af 30erne. Mama Susi er gift med Simon. Hun har født tre drenge, som i dag er 21, 17 og 12 år. Der er ikke planer om flere.
Hun har også nok at se til. I løbet af en almindelig dag har mama Susi mange ting, hun skal gøre.
Tidlig morgen, lige før daggry, rumsterer hun med en lommelygte under hagen ude i gården lige foran mit vindue. Der skal tændes op med kviste og trækul. Der skal koges vand til te og laves morgenmad til familien.
LÆS OGSÅ: En afrikansk lørdag, hvor alt så lidt lysere ud
Om morgenen skal der som regel steges ris fra i går. Maden er som regel den samme dag efter dag for de fleste fattige mennesker i Tanzania. Morgen, middag og aften. En stor portion ris eller ugali en dejagtig klump lavet af knust kassava og majsmel. Som regel suppleret med kogte brune bønner eller hvad der kaldes green (grøn), en kogt salat jævnet med majsmel, eventuelt banankompot og stegt fisk i en tynd sovs, hvis der er råd. Der drikkes vand til maden.
Tanzania er sådan set et heldigt land set i forhold til mange andre afrikanske lande. Efter selvstændigheden i 1964 har der ikke været voldsomme, voldelige opgør, hverken af religiøs, etnisk eller nationalistisk karakter.
De religiøse bevægelser tæller både kristne, muslimer og naturreligiøse. De har påvirket hinandens anskuelser og ritualer. De troende ser med respekt på de andre religioner og føler sig selv respekterede. Tillige har der udviklet sig et demokratisk system, der fredeligt overdrager magten fra den afgående præsident til en ny præsident. Der er opstået et liberalt civilsamfund, og der er sikkert i gaderne. Der er høj økonomisk vækst.
Men mod en lysende fremtid tæller traditionen, der hæmmer kvindernes og de unges udviklingsmuligheder. Da infrastrukturen på landet og uddannelsessystemet er dårligt eller dyrt, introduceres moderne tankegang kun langsomt.
Når maden er færdig, serveres der således først for mænd og drenge. Mange steder sidder hustruen på gulvet (med pigerne). I det mindste, hvis pladsen er trang, eller hvis der er mandlige gæster. Som det sidste stiller hun varmt vand frem til sin mand, der skal have sit morgenbad.
Mama Susi skal sørge for sin forretning, inden hun sætter sig med en kop te, et stykke brød eller en skål stegte ris. Mama Susi koger en dejlig suppe lavet på kofødder. Hun sælger suppen på markedet i Kisesa en halv times gang væk.
Det er hendes business. Det er ikke noget, jeg blander mig i, siger hendes mand.
Underforstået: Manden er økonomisk ansvarlig, og han råder over kvindens indtjening, hvis han vil!
Mama Susie arbejder hårdt, 14-16 timer om dagen, og hendes fortjeneste danner grundlag for familiens daglige indkøb. Hendes mand tjener også penge og bygger på deres hus. De forbereder en butik.
Mama Susi lavede suppen i går, og den simrer nu uden for huset. Der dufter dejligt på terrassen, mens suppen trækker den sidste kraft ud af de fedtholdige ko-underben og knoglemarv.
Mama Susi læsser suppegryden med 15-20 liter varm suppe på hovedet. Med plastiktasken og andre remedier i den ene hånd og den anden som let støtte for den tunge last vandrer hun de tre kilometer til fiskemarkedet i Kisesa.
Solen er oppe, men det kan også være regnvejr. Undervejs slår hun følge med andre kvinder. Der er mange kvinder, der er lastet på lignende vis og ude i samme ærinde: at lave forretning på et eller andet.
Straks på markedet varmer Mama Susi suppen op hos en veninde, der har en lille, bitte cafe med ris og bønner. Den varme suppe fordeles til en mellemstor termoskål med hank, som hun kan bære.
Med termoskålen, tallerkener, skeer og krydderier i tasken går hun sydpå til nogle faste kunder nede ved den store hovedvej, der fører til Mwanza. Kvinderne her åbner deres små boder.
Mama Susi vimser rundt og øser op til de mange sultne. Hun venter, kasserer penge ind, skyller tallerkener og sælger mere suppe.
Her er hun i sit es, snakker til højre og venstre og driver sin suppehandel med legende lethed. Glad og dansende valser hun igennem et par timer, til der er helt udsolgt.
10-15 liter suppe indbringer 32.000 tanzaniske shilling svarende til små 120 kroner. Det er sorte penge. Hun køber ind til næste dags suppe. Otte underben og grønsager.Hun køber også ind til familiens måltider, fisk for små titusind, samt ris, grønt og frugt for cirka det samme. Der skal helst være lidt penge til opsparing, når hun kommer hjem.
Mænd ser man ikke mange af på dette tidspunkt af dagen.
Mama Susi har kostet penge. Hendes mand har kendt Susi altid fra sin landsby og betalt 12 køer for hende. Han talte med sin mor om det, og så faldt det på plads. Familien hjalp til. Først fire køer, så to køer og siden penge for resten. Omkring hvad der i dag svarer til næsten 70.000 kroner. En formidabel sum i Tanzania, men nødvendigt, siges det, for døtrenes fædre skal jo også betale for deres sønners hustruer.
Ingen kan undvære den omsætning, kvindehandel giver. Brudens familie betaler for den arbejdskraft, brudgommen repræsenterer, og de børn, der kan komme, og som også repræsenterer en økonomi.
Denne historisk kulturelle tilsidesættelse af kvinderne gør det svært for dem at udvikle de egenskaber, de har brug for i et moderne samfund: selvstændighed og beslutsomhed for eksempel. Mange kvinder efterlades uden selvtillid.
Når traditionelle dogmer konfronteres med moderniteten, parret med eksempelvis økonomisk tilbagegang og social nedtur, slår intimsfæren gnister. Der er en voldsomt stigende kønsbaseret vold i Tanzania. Specielt i storbyen Dar es Salaams forstæder og slumkvarterer. Det er frustrerede ægtemænd, der er de værste overtrædere. Mange kvinder lever i angst for en voldelig mand og permanent graviditet. Disse kvinder kommer fra landsbyerne. Med deres kultur og tit uden uddannelse og viden må de i sagens natur lade sig sælge til en ægtemand for at overleve.
Det ser mændene ikke som et problem, men over for de mere robuste og moderne kvinder fra byen står mændene svagt. Man skal aldrig gifte sig med en pige fra byen, siges det. Det giver kun problemer.
De henter derfor deres koner i landsbyen.
Mama Susi skal i gang med næste dags suppe. Opgaven består i at få tændt op og brænde oksens underben fri for hår over ilden og derefter skrabe den sodede hud ren og klar til kogning.
Hårdt arbejde, skal jeg hilse og sige! Klovene skal bankes fri af de kødfyldte underben med en håndstor sten. De otte knogler skal deles, så de giver op til 32 stykker, et stykke pr. portion. Rengjorte og i orden sættes det hele i kog over trækullene, hvor det står i mange timer.
Om eftermiddagen kan der være et par timers fred, hvor Mama Susi sludrer med nabokvinderne, besøger familien eller deltager i møder i kvindernes forening. Her diskuterer seks-syv kvinder, hvad der foregår i området. De fører bog og sparer penge op. Hverken strøm- eller vandforsyning er endnu gennemført, og for tiden er der mange udbrud af malaria.
Herefter står aftensmaden for forberedelse. Efter aftensmaden følger opvasken og køkkenet generelt. Lokummet skal vaskes. Tøj skal tages af snoren. Terrassen skal fejes, og suppen passes.
Mama Susis mand og drenge spiser deres tallerken mad foran fjernsynet. Efter nyhedsudsendelserne slukker de generatoren og snakker det sidste færdigt, inden de går til ro.
Med lommelygten mellem skulderen og øret rumsterer Mama Susi færdig ude i gården efter mørkets frembrud.
Jeg selv falder udmattet i søvn.