Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Prins Joachim: Jeg kan ikke gå ud med pisk og diktere danskerne at hjælpe Afrika

"Danskerne er måske skeptiske over for, om Afrika kan lykkes, men vi skal bevare drømmen om, at Afrika kan lykkes," mener prins Joachim. Her er han på besøg på den danskejede Shangri-la kaffefarm, som fra Tanzania leverer kaffe til blandt andet Baresso-kæden i Danmark. Foto: Jon Bøge Gehlert.

Hvis ikke den vestlige verden tager ansvar for udviklingen i Afrika, kan det få fatale globale konsekvenser, mener prins Joachim. I to uger har han besøgt danske udviklingsprojekter i Tanzania og Kenya med Care Danmark

Prins Joachim læner sig frem i plasticstolen og ser ud over forsamlingen. Han løfter hænderne fra den hvide dug på det lille bord og siger roligt:

Bistandshjælp i form af kontanter er meget, meget farligt. Der er altid en risiko for, at kontanter bliver misbrugt, og kontanter vil ikke gøre jeres land rigt. I vil stadig være sultne efter at have tygget på mønter. Derfor er menneskelige ressourcer den vigtigste ressource, I har, for ingen kan profitere økonomisk på, at I uddanner jeres folk.

LÆS OGSÅ: Hjælpearbejde er en skov af forhindringer

Tilhørerne nikker anerkendende. Prinsen er på hjemmebane, selvom han er langt fra sit nordiske rige. Iført grøn safariskjorte med opsmøgede ærmer har han i en time holdt oplæg for og svaret på spørgsmål fra en sal fyldt med afrikanske ngo-medarbejdere. På et skolecenter uden for den tanzaniske millionby Arusha undervises medarbejderne i, hvordan de bedst forvalter udenlandsk bistandshjælp og etablerer udviklingsprojekter.

Som protektor for den danske hjælpeorganisation Care Danmark er prinsen rejst til Tanzania og Kenya for at bese en række af Cares projekter. Han pointerer flere gange vigtigheden af at inspirere sit folk.

I må have drømme og visioner for jeres lande og for jeres folk. I visionerne skal være en mission, og den mission skal folket være en del af. Så støt dem, hjælp dem og lær dem deres rettigheder, siger han.

Omtrent en uge senere sidder prinsen på en hotelterrasse med udsigt til giraffer på den kenyanske savanne i udkanten af hovedstaden, Nairobi. Endnu en gang falder talen på drømme. Men denne gang set fra dansk perspektiv.

Vi skal blive ved med at drømme om et Afrika, hvor hvert land hviler i sig selv. Missionen skal vi hjælpe dem på vej med. Vi kan ikke sige, hvad morgendagen vil bringe, og vi må konstatere, at mangt en leder og land, som vi troede var frelsen, ikke var det. Derfor er vi måske skeptiske over for, om Afrika kan lykkes, men vi skal bevare drømmen om, at Afrika kan lykkes, siger prins Joachim.

Siden 1989 har han været protektor for Care Danmark, og undervejs på sin to ugers projektrejse i Tanzania og Kenya har han ved selvsyn konstateret, at der er fremgang på det store kontinent. Blandt andet da han besøgte et samarbejdsprojekt mellem Care og FDB, hvor små landmænd i det kenyanske højland har arbejdet sig så langt væk fra fattigdom og sult, at de ikke kun producerer fødevarer til eget forbrug. De afsætter nu bønner, babymajs og sukkerærter til de danske supermarkeder.

Set i det perspektiv har mange danskerne en forkert opfattelse af udviklingen i Afrika, mener han. For sultkatastrofer og håbløshed er bestemt ikke hele sandheden om kontinentet, pointerer prinsen.

Langt størstedelen af de danskere, der rejser til Afrika, rejser som turister efter safari og strande. Der har jeg det utrolige privilegium at rejse i landene med Care med det formål at komme væk fra turismen. De mennesker, jeg møder, er klar over deres elendighed, men giver man dem en lille hjælpende hånd, bliver de dygtigere. De får ikke en verdslig gave, de får hjælp til selvhjælp, hvor vi siger kom så drenge og piger!. Ud af den selvhjælp kan man se direkte, målbare resultater.

På den baggrund og af flere følgende årsager bør danskerne engagere sig i og interesse sig for u-landsproblematikker, mener prins Joachim.

Der er 10 milliarder gode grunde til at hjælpe Afrika. Jeg kan ikke gå ud med pisk og diktere danskerne at hjælpe Afrika, men altså, vi kan dog alle gøre en lille smule. Om ikke andet så for at sove lidt roligere om natten.

Den rolige søvn bør også ses i et globalt perspektiv, uddyber han. For hvis ikke vi støtter skrøbelige u-lands-nationer, vil det før eller siden ramme os selv. Prinsen fremhæver pirateriet ud for Somalias kyst som eksempel. Den vestlige verden var efterhånden nået til et opgivende punkt over for Somalia, men:

Så begyndte de jo at sejle tømmerflåder ud i Adenbugten, og uha, uha, skulle vi så pludselig til at sejle vores varer syd om Afrika? Det er et eksempel på, hvordan andres armod kan ramme os selv, så vi må have en interesse i, at det ikke går helt skidt disse steder.

På terrassen med udsigten til den kenyanske savanne fastholder prins Joachim øjenkontakten og rynker brynene. Han er engageret i u-landsproblematikken og fortsætter sin årsagsargumentation af nødvendigheden i at støtte fattige nationer.

Vi har set lande, hvor armod fører til kulturel og religiøs modvilje, som igen fører til had mod det, vi i Danmark står for. I sidste ende er det os, der bliver gjort skyldige i deres armod. Terrorisme sker uventet og hvor som helst, og jo flere der lever så skrøbelig en tilværelse, at de kunne være til fals for den slags, jo mere usikre skal vi desværre værre.

Tiden for et er ved at rinde ud. Prinsen skal videre til et middagsselskab på den danske ambassade i Nairobi. På den front er hans rundrejse i Tanzania og Kenya et frontalt sammenstød mellem to poler: fra bonede ambassadegulve og luksuriøse strandhoteller til rødstøvede lerhytter og fattige kvægbønder.

Hjælpen til sidstnævnte har prinsen en klar holdning til: De skal støttes med midler, der rækker frem i tiden. De skal hjælpes, før katastrofen rammer.

Jeg synes, det er helt fint med et show som Danmarks-indsamlingen, hvor man giver hr. og fru Danmark en god oplevelse. Det er fint, fint, fint med rekordbeløb år efter år, som gives til lande, som behøver hjælp nu og her. Men vi må huske på, at nødhjælp er ufatteligt dyrt, og at det er betragteligt billigere at forebygge. Med forebyggelse sørger vi også for at hjælpe, inden katastrofen rammer, og det er rettidig omsorg.