Prøv avisen

Rwandas kvinder kæmper med skammen

De grusomheder, som Rwandas kvinder har været igennem, påvirker generationer, fordi de ikke kan elske de børn, der er kommet ud af voldtægterne. Samtidig er det ikke noget, der tales om i småbyerne på landet, og ofte må kvinderne nøjes med at skubbe deres mørke minder væk. -- Foto: Maria Fonfara.

Folkedrabet i Rwanda efterlod landets kvinder voldtagne, hiv-positive og fulde af voldsomme minder. I dag slås kvinderne stadig med fortidens spøgelser

Gaudence spæner af sted. Den eneste lyd omkring hende er hendes fødders afsæt mod jorden og det hivende åndedræt. Pigen på hendes ryg klynker stille. Ligesom Gaudence er hun sulten og tørstig efter hverken at have fået vådt eller tørt i tre dage. Men de kan ikke standse op, ikke nu. Frygten har farvet Gaudence sort indeni, og i hendes 18-årige krop er et eneste mål vokset frem: Hun vil leve.

Gaudence satte i løb torsdag den 7. april 1994. Og imens hendes fødder slog mod det knoldede underlag, vidste hun, at størstedelen af hendes familie allerede var død. At hendes forældre, søskende, nevøer og niecer var blevet hugget ned med macheter og nu lå i en blodig bunke sammen med ligene af andre tutsier.

Da Gaudence forlod familiens hytte i byen Bhutare om morgenen tre dage tidligere, var det sammen med hendes forældre, fem brødre, to søstre og deres børn. De havde travlt, for naboerne var begyndt at brænde hytter af, og inden længe ville de nå deres. Gaudences søster surrede sin treårige datter fast på Gaudence, inden de forlod landsbyen.

Nu løb Gaudence af sted alene. For hele familien var blevet stoppet af en flok soldater efter få timers vandring. Som den eneste spænede Gaudence fra dem.

Derfor snubler hun sig nu frem gennem skoven med lydene fra dybe skrig og lugten af bål hængende omkring sig. Hun ved ikke, hvor hun befinder sig, eller hvad tid på døgnet det er.

Den 6. april 1994 blev et fly med Rwandas daværende præsident, Juvenal Habyarimana, skudt ned. Imens flydelene susede nedad, rejste den vrede sig, som omdannede Rwanda til en krigsscene, hvor naboer, venner og familiemedlemmer slog hinanden ihjel. Efter flere år med spændinger mellem landets to befolkningsgrupper, hutuer og tutsier, resulterede det eksploderede fly i et folkemord, hvor op mod en million tutsier og tutsi-venlige hutuer blev hugget ned med macheter, skudt på klos hold eller brændt ihjel.

"Gravene er ikke fyldt op endnu - hjælp os med at fylde dem", råbte værterne i radioen, så det skrattede i højttalerne.

De tre måneder, hvor landet var i blodig undtagelsestilstand, skabte statistikker, som viser, at 99,9 procent af den rwandiske befolkning, der boede i landet under borgerkrigen, har set mennesker blive dræbt. Og 79 procent har mistet nære familiemedlemmer. Imens Gaudence og mange andre løb for deres liv, skændtes verdenssamfundet om, hvorvidt krigen kunne kaldes et folkemord, og om der skulle sættes hjælpestyrker ind. De havde svært ved at blive enige. Og fordi Det Hvide Hus i Washington nægtede at bruge ordet "folkedrab" om massakrerne, blev de internationale styrker hjemme.

"Kom så!", brøler officeren ved siden af Gaudence, og hun slæber den varme, blodindsmurte krop af sted, hen imod de dybe huller, der er gravet i jorden, som massakrens mange ofre skal kastes ned i. Der kommer hule lyde fra manden i hendes arme, da hun skubber ham ned i ligbunken.

"Videre!", brøler soldaterne. Og Gaudence hiver fat i næste krop. Barnet er ikke længere på hendes ryg, soldaterne tog pigen fra hende. Nu sidder den lille i en kvalmt lugtende latringrav sammen med andre småbørn. Hvad der skal ske, aner Gaudence ikke. Men i det mindste overlevede de begge nedslagtningen ved at gemme sig under ligene omkring dem.

Tre dage senere lader Gaudence sig slæbe af sted ved armen. Det er en soldat, der holder fast i hende, og han hiver hende hele vejen hjem til sin landsby, hvor han låser hende inde i et lille hus uden vinduer. Barnet ved Gaudence ikke længere hvor er. Alt er blevet en stor, indre plamage af blod, flugt og uvished. Hun venter på husets nøgne gulv, men ved ikke på hvad. Det eneste møbel i værelset er en seng, og da soldaten kommer tilbage, voldtager han Gaudence i den.

- Jeg var ikke bange, jeg tænkte ikke engang på voldtægten, jeg tænkte kun på at dø, konstaterer Gaudence i dag.

Hver eneste dag kom soldaten ind gennem den lave dør med en tallerken mad til Gaudence. Og hver gang han kom, voldtog han hende i den knirkende seng. Hun kom aldrig udenfor, men lå med lukkede sanser og lukkede øjne inde i hytten.

Efter fem måneder lod soldaten Gaudence gå. Og da hun langt om længe fandt sine to overlevende brødre, var hun højgravid med voldtægtsmandens barn.

Gaudence er langtfra den eneste rwandiske kvinde med sorte hjørner i hukommelsen, som hun helst vil lukke af for. Langt de fleste overlevende fra krigen er kvinder. Mange af dem blev voldtaget og efterladt gravide og hiv-smittede. Hvor mange det reelt drejer sig om, findes der ingen tal på. For mange af kvinderne befinder sig i små landsbyer, og det, de blev udsat for under folkemordet, er tabu.

- Kvinderne har fået deres liv og indre ødelagt, fortæller Beatrice Karengera, der arbejder som psykolog i Rwandas hovedstad, Kigali.

- Det er ting, der ikke kan repareres, og som de ikke taler om. Et stort problem er, at det omgivende samfund ofte har svært ved at acceptere kvinderne. Nogle mener, at de har begået en synd. På den måde kommer kvinderne aldrig til at blive forstået eller helet.

Da Gaudence fødte sin datter, kunne hun ikke lide barnet. Igennem hele graviditeten havde hun undgået at møde mennesker, hun kendte. Hun skammede sig over, hvad der var sket.

- Da jeg fik min datter, elskede jeg hende ikke, fordi jeg ikke ville have hende. Jeg følte mig hverken lykkelig eller ulykkelig, jeg tænkte kun på fremtiden. Allerhelst ville jeg efterlade pigen på et børnehjem, så jeg kunne være fri.

Hendes brødre brød sig ikke om den lille pige, som Gaudence kaldte Grace. De ville ikke have noget med hende at gøre. Og Gaudence fortalte ikke andre om, hvordan hun var blevet enlig mor. Dem var der så mange andre af i forvejen.

Imens Rwandas regering havde travlt med at bygge nye huse, begrave lig og genoprette landet, var Gaudence alene med sin datter. Hun fik lidt penge af en tante, så de kunne overleve.

Men først da Gaudence i 1996 mødte Beatrice Mukansinga, leder af et center kaldet Speak I'm Listening, begyndte hun igen at kunne trække vejret. For på centret blev der for første gang lyttet til hende. Hun mødte andre kvinder, der ligesom hun selv havde fået uønskede børn. Og som kæmpede lige så indædt som hun for at få livet til at hænge sammen.

- Det var som at have fået livet tilbage, fortæller Gaudence.

- Jeg kunne tale med andre om alt det, jeg ikke havde nævnt med et ord siden fødslen.

Som det første sted i landet gav centret de rwandiske kvinder mulighed for at tale sig ud af traumerne.

Siden Beatrice Mukansinga startede centret i 1996, har flere end 700 kvinder og forældreløse piger været igennem. Men det er stadig kun en brøkdel af de mange, som har brug for hjælp.

- Hvad kvinderne har været igennem, påvirker generationer, fordi de ikke kan elske de børn, der er kommet ud af voldtægterne, konstaterer psykolog Beatrice Karengera.

- Mange børn vokser op med forældre, der er skadede og syge af krigen. Men de kan ingen behandling få, for der er alt for lidt hjælp at hente, og hvad de har været udsat for, tales der ikke om. Det skal vi have ændret, før Rwanda kan blive helt.

Mens Rwandas hovedstad, Kigali, er blevet et sikkert, renskuret sted med trafiklys, fartbegrænsninger og så godt som ingen hjemløse i gaderne, er småbyerne på landet stadig primitive og fattige. Derude må kvinderne nøjes med at skubbe deres mørke minder væk.

- Regeringen er langt om længe begyndt at indse, at kvinderne har brug for hjælp, siger psykolog Beatrice Karengera.

- Igennem de seneste to år er indsatsen blevet bedre, men helt grundlæggende mangler vi stadig at få rwanderne til at forstå, at det, der skete, ikke er skamfuldt. At det ikke er kvindernes skyld.

At Rwandas kvinder skal være mere med, er regeringen klar over. I landets parlament findes en regel om, at mindst 30 procent af medlemmerne skal være kvinder. Og stadigt flere unge piger får uddannelse. Men sårene er der stadig.

- Det tog mig lang tid at acceptere barnet, fortæller Gaudence.

- Men til sidst indså jeg, at jeg blev nødt til at elske hende. For det er der ingen andre, som vil. Jeg lærte, at livet går videre, og at mit barn ikke er skyld i, hvad der skete.

Men selvom livet bumler af sted, er det stadig hårdt. Gaudence og Grace, som nu er 14 år, har ikke mange penge at leve for. En ngo betaler for pigens skolegang, resten må Gaudence tjene ved at reparere tøj. Og Grace er begyndt at spørge efter sin far: Hvem han er, og hvorfor hun aldrig har set ham.

- Jeg siger, at jeg vil fortælle hende det en dag, siger Gaudence.

- Det er ikke let. Jeg kan ikke glemme, hvad der er blevet gjort mod mig, selv ikke nu. Jeg fortæller ikke min historie til nogen. For jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde, eller hvorfor jeg skammer mig.

Folkemordet sluttede efter tre måneder, i juli 1994, da tutsi-rebeller overtog regeringsmagten. I dag, 14 år efter folkedrabet, kalder alle indbyggerne i Rwanda sig rwandere. Gaudence ved, at hendes voldtægtsmand stadig lever. Men han ved ikke, hvor hun er.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Gaudence håber stadig på engang at finde en mand, og hun er bange for at blive udstødt af det område, hun bor i. Derfor tør hun ikke have sit efternavn i medierne.