Prøv avisen

Rwandas usynlige ar

Rejsebrev

Som jeg betragter det forbipasserende liv i Rwanda fra mit bilsæde, virker det paradoksalt, at et folkemord fandt sted her for blot otte år siden.

Solen skinner denne fredfyldte dag, mens jeg krydser Kagera-floden og vandfaldet, der er grænse mellem Tanzania og Rwanda. Skønheden falmer, da min sidemand oplyser, at de rivende vandmasser bar tusindvis af lig fra Rwandas højland ud til Victoriasøen under krigen i 1994. Dele af Rwandas hutu-befolkning forsøgte at udslette tutsi-befolkningen i landet. Forud for min rejse har jeg forberedt mig på synet af massegrave og huse fyldt med skudhuller. Til min forbløffelse synes verden uden for Land Roveren dog ganske normal; kulørte kvindeskikkelser suser forbi mig med kurve balancerende på hovedet, og glimt af hvide smil når mig.

Men efter et stykke tid går krigens sande ansigt op for mig; Rwandas usynlige ar. Jeg møder tre kvinder på min vej, alle ofre for krigen, men med meget forskelligt syn på fremtiden. Jaqueline er leder af et rådgivningscenter for kvinder, der blev mishandlet under krigen. Jaquelines mål med centeret er at opbygge fred og forsoning. Ifølge hende findes der ikke noget andet alternativ. For at opnå dette er det første skridt sandheden. Jaqueline introducerer mig til Winifrida, en af hendes klienter.

Sagte betror Winifrida mig, hvordan hendes seks børn blev slagtet for øjnene af hende for at få hende til at røbe sin mands gemmested. Hun blev derefter bundet til et træ gennem seks uger, hvor hun dagligt blev voldtaget af soldaterne. Nu har hun aids, og hun vil ikke tale om tilgivelse

Jeg spørger mig selv, hvordan dette samfund kan virke så afbalanceret, når hver ottende indbygger er blev dræbt i borgerkrigen. Måske fordi vejen frem er den eneste, de har.

På mit besøg til et mindesmærke en times kørsel uden for Rwandas hovedstad, Kigali, krakelerer den afbalancerede facade. I landsbyen Ntarama står en kirke delvist urørt tilbage fra krigen for at mindes krigens ofre. Ved kirken møder jeg Damceta, som ublufærdigt præsenterer sig som en af de overlevende fra massakren. Sammen træder vi ind i kirken. I rummet er der en kvalm lugt, og jeg ser ned på gulvet, som er et virvar af grå knogler og kranier, henkastede børnesko, identifikationskort og bibler svøbet ind i mug og størknet blod.

Da rygterne om forfølgelser af tutsier nåede hendes landsby, søgte hun beskyttelse i kirken sammen med sin mand og sine tre børn. Det samme gjorde tusindvis af andre tutsier, som alle mente, at Guds eget hus var et sikkert sted. Men den 15. april 1994 omringede 15 soldater kirken og indledte angrebet ved at kaste granater ind ad et vindue. Derefter brød soldaterne kirkedøren op og slagtede de overlevende. Damceta flygtede ud ad bagdøren og undslap, men jeg spekulerer på, om hun er taknemmelig for det i dag. Med et tomt blik peger hun på en sæk i hjørnet fyldt med knogler. Hele hendes familie, som blev udslettet den skæbnesvangre dag, ligger her. Efter angrebet var hun selv med til at rydde de massakrerede lig til side.

Forude for Rwandas befolkning venter en historisk rettergang, som skal dømme de skyldige. Otte år efter folkemordet tager landet med regeringen i spidsen sagen i egen hånd. Hidtil har FN's krigstribunal i Arusha i Tanzania dømt otte mennesker skyldige og frifundet en. Det ordinære retsvæsen i Rwanda har afsagt over 6000 domme. Men i fængslerne sidder stadig 120.000 mistænkte, som ikke har været for retten.

Da jeg forlader kirken i Ntarama, føler jeg mig som en kynisk turist. På mig virker det makabert, at lidelserne skal udstilles på så grusom vis. Jaqueline forklarer mig hvorfor: Det er et budskab til de næste generationer om, at det aldrig må ske igen, siger hun.

Mødet med de tre kvinder overbeviser mig om, at retsopgøret - selvom det forventes at vare mange år - er et vigtigt opgør med fortidens rædsler og den eneste måde at opnå forsoning på blandt Rwandas befolkning.

Gitte Dyrhagen har været i Rwanda som frivillig for Folkekirkens Nødhjælp.