For lidt over 20 år siden bragte to timers vandring i bushen Amie Kandeh og hendes søster til en stråtækt hytte gemt mellem store træer. Udenfor sad 12 unge piger, alle med hvidkalket hud, traditionelt stof bundet om maven og træperler hængt hen over brysterne. De så bedrøvede ud, og det forvirrede Amie og hendes søster. Pigerne var i skoven for at blive indviet til Bondo-samfundet, det vil sige til at blive voksne kvinder, og efter hvad de havde forstået på deres mor, skulle det være en festlig begivenhed.
LÆS OGSÅ: Det nytter at give pigerne chancen
Amie havde set frem til dagen, lige siden moderen havde fortalt hende om det, for endelig kunne hun deltage i de andre kvinders diskussioner og forlade barndommen. Alligevel vidste hun ikke, hvad ritualet indebar, blot at det var noget glædeligt. Men da hun blev lagt på ryggen på gulvet i hytten og holdt fast, fik spredt benene og mærkede kniven fjerne hendes klitoris, var det kun intens smerte, hun følte.
Amie Kandeh var 16 år, da overgrebet skete. I de år, der er gået siden, har hendes hjemland lagt jord til en brutal borgerkrig og arbejder i dag på at rejse sig fra ødelæggelserne. Dog er meget lidt blevet gjort for den kvindelige halvdel af Sierra Leones ekstremt fattige befolkning. I et land med mange problemer er sexchikane, vold, voldtægter og omskæring af piger ikke de emner, der står først på politikernes liste, men det burde det være, mener Amie Kandeh. Selv kommer hun fra en familie, hvor vold ikke var en del af dagligdagen i hjemmet, men alligevel giftede hun sig med en mand, der slog.
Min far havde flere hustruer, og vi var altid mange hjemme. Vi var fire piger til én seng, til ét håndklæde. For at slippe ud af trængslen giftede jeg mig som 17-årig, men min mand var voldelig, på trods af at han havde en lang uddannelse. Og det blev bare værre og værre, fortæller hun.
I 1992 lykkedes det hende at flygte fra volden hjemme og borgerkrigen sammen med sine to børn, da de fik ophold i USA som flygtninge. Her studerede og arbejdede Amie i døgndrift for at kunne sende penge hjem til sin mand, og da krigen endte i 2002, besluttede hun sig for at tage tilbage. I mellemtiden havde ægtemanden købt en grund og bygget et hus for pengene, men på trods af de nye rammer var intet forandret.
Et job som projektleder for den amerikansk baserede flygtningeorganisation International Rescue Committee, IRC, ændrede Amie Kandehs syn på volden. Det samme gjorde de mange historier, som hun hørte fra veninder, der var blevet voldtaget under krigen. Hun indså, at ikke blot var hendes egen situation ødelæggende, men at rigtig mange i det iturevne samfund havde brug for hjælp.
Lige siden har Amie Kandeh arbejdet med voldsramte kvinder og talt mod omskæring. I et land, hvor op mod 90 procent af den kvindelige del af befolkningen har været og stadig er udsat for indgrebet, og vold for mange er en naturlig del af hverdagen, har det været et hårdt og farligt arbejde. Trusler er fulgt i kølvandet på de tre Regnbue-centre, som hun med IRCs hjælp siden 2002 har åbnet i tre af landets større byer, og endnu er det ikke lykkedes at få en lov igennem parlamentet, som forbyder omskæring eller vold mod kvinder.
Der er ingen politisk vilje til at sikre kvindernes rettigheder. Heller ikke hos kvindelige politikere og ledere. Men kvinderne skal vide, at det ikke er i orden, hvis deres mænd slår. Mange tror i dag, at det er deres egen skyld, ligesom mødre føler et stort pres for at lade deres døtre omskære. Men den mentalitet skal laves om, for kvinder har også rettigheder, og uden deres ressourcer vil Sierra Leone ikke komme videre, siger hun.
Hun rejser rundt i landet og oplyser om de sundhedsfarer, der er forbundet med omskæring, og taler med både mænd og kvinder om brugen af vold.
En af de helt store udfordringer ved arbejdet er, at det indtil for 20 år siden ikke var normalt for kvinder at gå i skole i Sierra Leone. Derfor kan mange hverken læse, skrive eller regne. Amie Kandeh var heldig, fordi begge hendes forældre insisterede, og det på trods af at hendes mor aldrig selv havde været i skole.
Min mor kom med til USA, og hun gav ikke op, før jeg begyndte på college. I begyndelsen ville jeg hellere arbejde, men pludselig indså jeg, hvor meget en uddannelse betød. Desværre døde min mor året inden, jeg blev færdig, men det er til hende, jeg retter min tak for de muligheder, jeg har fået i livet, siger hun.
Mulighederne fik i første omgang Amie Kandeh til at indse, at hun skulle separeres. Hun følte sig som en kujon i arbejdet med de voldsramte kvinder i hverdagen, for hvordan skulle hun vejlede og hjælpe dem, når hun ikke kunne hjælpe sig selv? Skilsmissen gik igennem i 2005, men lige siden 2002 har hun og Regnbue-centrene hjulpet over 10.000 kvinder, der er blevet voldtaget. Desuden har hun rendt politikerne på dørene for at få dem til at indføre love, der beskytter landets kvinder mod overgreb.
Megen forståelse har hun dog ikke mødt, for traditionen er så dybt indgroet i samfundet, at mange mænd ikke vil giftes med en kvinde, der ikke er omskåret. Det er heller ikke kun mændene, der er mod forandring. Amie Kandeh møder også modstand fra mødrene. Presset på kvinderne fra resten af Bondo-samfundet er nemlig stort, og de, der ikke er omskåret, bliver betragtet som piger, ikke kvinder. De mister også deres venner, og derfor frygter mange isola-tionen ved at lade være, forklarer Amie Kandeh.
Bondo-samfundet er magtfuldt. På plussiden er det det eneste sted, hvor kvinder kan mødes og tale sammen, uden at mændene blander sig. Men omvendt er det mest emner om, hvordan man tilfredsstiller manden og holder ham tilknyttet familien, der bliver diskuteret. Polygami og affærer er almindeligt her og accepteret, men kun hvis det er manden, der har flere kvinder.
Amie Kandeh er dog optimist på trods af modstanden. For i dag er det ikke længere et tabu at tale om omskæring, som det var blot få år tilbage. Det har bragt traditionen ud af bushen, men også betydet, at overgrebet i stadig stigende grad sker på babyer.
Vi ser nu pigebørn ned til et par måneder gamle, der har været gennem indgrebet. Samtidig er det bekymrende, at læger også er begyndt at gøre det. Det er mere hygiejnisk, men det er stadig et overgreb, og ingen spørger pigerne, om de har lyst til det.
Det tidlige tidspunkt, hvor indgrebet sker i dag, får Amie Kandeh til at se rødt. For det viser netop, siger hun, at det ikke handler om at blive kvinde, men om kvindeundertrykkelse.
Selv konfronterede Amie Kandeh sin mor med volden et par uger efter, at hun selv var blevet kvinde.
Moderen var ked af det, men følte sig presset til at gøre det fra omverdenen. Det samme pres nægter Amie at lade sig diktere af. Hendes datter er ikke omskåret, for smerten fra dengang sidder stadig i hende. Efter indgrebet hældte sowien, der førte kniven, nemlig en desinficerende væske i såret, og Amie Kandeh troede, at hun ville brænde op. Også de første toiletbesøg var svidende, og smerten kom igen, da hun skulle føde sine to børn. Selv i dag har hun bivirkninger fra den dag, men også fra de mange bank, som hendes mand nåede at give hende, inden hun søgte skilsmisse. Det er den smerte, der hver dag får hende til at kæmpe for at stoppe volden mod Sierra Leones andre hårdt prøvede kvinder. For selvom krigen er slut, har freden endnu ikke indfundet sig i mange af de fattige hjem.