Der er kun godt 300 kilometer fra Sri Lankas hovedstad, Colombo, i syd til Jaffna i nord. Alligevel tager turen over 12 timer, for et er de tjek, soldaterne i byen Omantai gennemfører af alle, der rejser til eller fra de nordlige områder, noget andet er vejarbejdet.
Langs Elephant Pass og i området The Vanni bliver ny asfalt lagt ud som for at udglatte fortidens krigshandlinger, og maling og mørtel smøres som make-up på husenes facader længere inde mod byen.
LÆS OGSÅ: Krigen er slut men uroen ulmer fortsat
Alligevel kan skaderne fra borgerkrigen, der sluttede for tre år siden, ikke udviskes helt, for flere huse ligger endnu som spredte brokker, og mange stadig stående mure er arrede af huller. Hver vidner de om den brutalitet, som begge sider under den næsten 30 år lange konflikt udsatte civilbefolkningen for.
En af kimene til Sri Lankas borgerkrig blev lagt, da regeringen i Colombo i 1956 indførte singalesisk som eneste officielle sprog, og nationalistiske partier kom til magten. Da andre politikere i 1972 gjorde buddhismen til hovedreligion i landet samt ændrede navnet fra Ceylon til Sri Lanka, følte de hinduistiske tamiler sig stadig mere presset, da de talte tamilsk og engelsk. Tamilerne var af de tidligere koloniherrer fra Storbritannien set som bedst til sproget, og derfor havde de fået et uforholdsmæssigt stort antal pladser på universiteterne og i administrationen. Favoriseringen skabte modstand hos det store singalesiske flertal, så da uafhængigheden fra englænderne kom, og tiden var moden, skulle regnskabet gøres op.
Voldshandlingerne eskalerede i løbet af 1980erne med massakrer på op mod 4000 civile tamiler samt ødelæggelsen af et helt tamilsk kvarter i Colombo. Op gennem 1990erne tilspidsedes situationen yderligere, og ingen af siderne i krigen sparede menneskeliv. Fra regeringens side blev hæren sat ind for at nedkæmpe oprørsbevægelsen Liberation Tigers of Tamil Eelam, LTTE også kaldet De Tamilske Tigre i nord, og fra deres side blev terrorangreb et flittigt brugt våben. Det gik ud over indbyggerne så langt væk som i Colombo, men også den tidligere indiske premierminister Rajiv Gandhi måtte lade livet i 1991. Det skete, da en kvindelig tiger sprængte sig selv i luften under et valgmøde, fordi Indien havde blandet sig i borgerkrigen og sendt fredsbevarende styrker.
Båndet mellem Indien og Sri Lanka er lige så indviklet, som det er langt. Religiøst fletter de to landes fortid sig ind i hinanden, for i Ramayana, en af de vigtigste hinduistiske legender, spiller Sri Lanka en væsentlig rolle, og øen mod syd fik buddhismen fra Indien. Sprogligt er der også nære bånd mellem delstaten Tamil Nadu i det sydlige Indien og Sri Lanka, for det var herfra, briterne indførte mange af de såkaldte plantage-tamilier, da teen for alvor blev en væsentlig økonomisk faktor for Sri Lanka. Men alligevel føler tamilerne i nord sig ikke som indere, siger Chris, der er præst og forretningsmand i Jaffna.
Et af de mere nationalistiske partier talte på et tidspunkt om at sende tamilerne tilbage til Indien, men det fik regeringen heldigvis ikke held med. Vi er jo alle indbyggere her på øen. Men der er dyb splittelse fra kolonitiden, og den har været svær at hele. Især med al den vold, der har været de seneste næsten 30 år. I dag er her fred, og det er godt. Borgerkrigen var forfærdelig, der var soldater og oprørsgrupper i min baghave, og man vidste aldrig, hvad de ville finde på.
Chris vil som mange andre gerne tale om fortiden, men ikke om nutiden. Tilstedeværelsen af regeringens soldater rundt om i Jaffna i dag har fået folk til at tie, og derfor hviler der en sælsom stilhed over byen. Ingen ved mere, hvem der er ven eller fjende, og usikkerheden har lagt sig som en dyne over byen og området. Alle passer deres, genopbygger husene, maler templerne og lapper vejene, men holder samtidig minder og meninger for sig selv.
Dog skal man ikke gå langt fra hovedvejene, før udbombede huse stadig står som monumenter over den gru, indbyggerne oplevede i begyndelsen af 2009. Langs havet ligger hele gader af nedrivningsklare huse fra kolonitiden, og ind imellem vokser store planter. Grønt findes også igen på markerne uden for byen, men langs dem står med få meters mellemrum røde skilte med dødningehoveder på, for selvom jordens overflade spirer med buske, ligger minerne fra krigen der endnu. Bag visirer og med metaldetektorer går en ny hær af mænd derinde og forsøger at lokalisere bomberne, men området er flere kilometer langt, så det kommer til at tage tid at slette de sidste spor hvis ellers freden holder.
Endnu er der ingen udsigt til, at militæret, som så hårdt blev sat ind i 2008 og 2009, rykker sydpå igen, for præsident Mahinda Rajapaksa ser det som en nødvendighed for freden, at det bliver. Kun hvis soldater, som nu, holder øje fra hvert gadehjørne og fra kamouflerede bunkere langs de mere befærdede veje, vil De Tamilske Tigre ikke igen få fodfæste, og hverdagen kan måske endelig vende tilbage mod nord. Hvad indbyggerne mener om soldaternes tilstedeværelse, vidner de blikke og den frygt om, som ingen rigtig vil tale om, siger Pratibha, der har familie i Jaffna.
Selv i vores familie taler vi ikke om politik, freden eller krigen. Vi spørger om, hvordan vi hver især har det, men vi snakker ikke om vores angst for fremtiden, om soldaterne i gaderne nu eller sårene fra dengang. Det er forfærdeligt, men vi ved ikke, hvem vi kan stole på, hvad der kommer til at ske, og hvem der lytter med.
Selv er Pratibha bange. Ikke så meget for, at krigen igen skal bryde ud lige nu, men for at rejse rundt i det sydlige Sri Lanka af frygt for repressalier eller for at snakke om gruen. Hun ved godt, det er usundt ikke at få talt om traumerne og oplevelserne fra dengang, men ingen kan overskue det, og de fleste vil bare gerne have hverdagen og en form for normalitet tilbage. Dog bliver hun som alle andre indbyggere hele tiden mindet om krigen af de sønderbombede huse og af soldaterne med maskinpistolerne langs vejene, og det er derfor svært helt at slappe af og nyde den ro, der trods alt er kommet til byen.
Med den er der også kommet lidt mere gang i forretningslivet igen, siger Chris. Ngoerne er rykket ind på hoteller og pensioner, og med de mange byggerier er der igen kommet penge til byen. På markedet bag busstationen summer det af liv, og skolebørn tager igen bussen i deres fine uniformer til og fra uddannelsesstederne. Selv på det imponerende gamle bibliotek, der blev brændt af vrede singalesere i 1981 og derved antændte gnisten til borgerkrigens voldhandlinger, er skaderne udbedret, og nye bøger kommet på hylderne. Ikke de gamle, uvurderlige tamilske værker, men nye, som er med til at trække folk hertil og give stedet en atmosfære af hverdag.
Og måske er det de små ting, der skal være med til at bringe freden endeligt til Jaffna, siger Chris og ikke mindst holde frygten væk. Ikke at volden, massakrerne og eller den tidligere diskrimination af tamiler er glemt eller bliver det lige foreløbig, men med små skridt samt mørtel og maling kan dagligdagen måske alligevel få lov at vende tilbage og en form for accept af status quo indfinde sig. Kun tiden og processen med at bearbejde traumerne og mistilliden fra dengang både i familierne i nord og i militæret og regeringen i syd vil vise det. Men i stilheden i Jaffna ligger der dog et spinkelt håb, mener han.
Navnene i artiklen er ændret af hensyn til de medvirkendes sikkerhed.
