Prøv avisen

Udviklingshjælp er ren dødvægt

Hvorfor er debatten om Afrika præget af så få afrikanere? Hvor er de afrikanske politikere, de afrikanske akademikere, de afrikanske bankfolk? Hvorfor bliver de ikke spurgt om, hvad der skal til for at udvikle Afrika? spørger zambiske Dambisa Moyo, som i en bog gør op med vestlig udviklingshjælp. – Foto: Helen Jones.

Ifølge den zambiske økonom og forfatter Dambisa Moyo er udviklingshjælp vanedannende, og de mange penge, der er postet i Afrika over de seneste 60 år, har ikke skabt vækst, men har virket som en sovepude

Død bistand. Det er titlen på en provokerende bog af den zambisk fødte økonom Dambisa Moyo.

Bogen er et opgør med traditionel vestlig bistand til de afrikanske lande.

Jeg har skrevet bogen, fordi jeg var oprørt over det faktum, at landene i Afrika stadig flyder rundt i en situation af fattigdom og manglende udvikling, mens resten af verden har haft fuld fart på de seneste 30-40 år, fortæller Dambisa Moyo i et interview med Kristeligt Dagblad.

Hun er født i Zambia, men er uddannet på universiteter i Storbritannien og USA. Hun har arbejdet som økonom i Verdensbanken og var indtil sidste år i investeringsbanken Goldman Sachs.

Udviklingshjælp er som narkoafhængighed, og det gælder på begge sider.

Donorerne har brug for, at deres virksomhed fortsætter, fordi det hjælper med at skabe beskæftigelse, og der er stemmer blandt vælgere, som hælder mod venstre, forklarer hun.

Men det største problem er i Afrika, hvor den konstante udviklingshjælp betyder, at regeringer ikke behøver at bekymre sig om at opkræve skatter, og lederne ikke står til ansvar over for deres vælgere.

Dambisa Moyo mener, at den hjælp derfor er alt for passiviserende og skaber korruption. Pengene bliver i for høj grad brugt på militæret og et oppustet embedsværk men leverer ikke vækst og velstand til befolkningen.

Hun hilser derfor den nuværende finansielle krise velkommen, fordi den kan føre til den nødvendige nedtrapning af udviklingshjælpen. Helst ser hun den helt afviklet. Løsningen er i stedet en mere markedsorienteret tilgang, hvor de afrikanske lande skal ud på kapitalmarkederne for at hente penge.

I økonomi taler vi om et gentaget spil. Med udviklingshjælp har vi et gentaget spil, hvor du får penge, selvom du ikke leverer varen. Du kan have myrdet og stjålet. Det betyder ikke noget. Der kommer flere penge. På kapitalmarkeder er forskellen, at de forventer at få deres penge tilbage, og at du bruger dem på det, du har lovet. Det kan kun ske, hvis der er vækst, og du kan beskatte befolkningen, siger hun.

Dambisa Moyo mener, at væksten i lande i Sydamerika og Asien blandt andet er kommet, fordi de har tilpasset sig kapitalmarkederne og har været i stand til at udstede statsobligationer og dermed være aktive i den globale økonomi.

Som den amerikanske præsident, Barack Obama, sagde, så er det klart, at den kapitalistiske model har virket bedst. Der er ikke et land i verden, som har udviklet sig udelukkende ved udviklingshjælp, understeger Dambisa Moyo.

Hvor Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) ofte bliver beskyldt for at stille for strenge krav til modtagerlandene, så mener hun ikke, at de været aggressive nok i deres krav. Hun peger også på, at de få succeshistorier i Afrika netop er lande som Sydafrika og Botswana, der ikke har været afhængige af udviklingshjælp.

Hendes tanke går også igen på mikroplanet. Det er alt for svært at starte virksomheder i de afrikanske lande. Et omfattende bureaukrati og korruption virker hæmmende.

Hun er selv aktiv i initiativer, som skal hjælpe almindelige afrikanske borgere til et bedre liv. Via internettet kan alle yde mikrolån på blot få hundrede kroner, som er nok til at hjælpe folk i gang med et mere bæredygtigt liv. Det afgørende er, at der er tale om lån.

Hvis du giver nogen noget gratis, så får du aldrig noget tilbage, det virker aldrig, siger Dambisa Moyo.

Hun kommer efter planen til Danmark i april for at præsentere sine tanker i Dansk Institut for Internationale Studier. Hun har tidligere været i Danmark som en del af sit arbejde i Goldman Sachs.

Kristeligt Dagblad møder hende i den udenrigspolitiske tænketank Chatham House, før hun skal præsentere sin bog i et foredrag. Selvom hun er bosat i London, mener hun, at de afrikanske lande i højere grad skal flytte orienteringen fra de vestlige lande til vækstøkonomierne i Kina og Indien.

Vi kan se, hvad der lykkes andre steder. Det er handel. Vi kan ikke sælge afrikanske produkter i USA, så hvorfor ikke fokusere på samhandel og alliancer med de lande, der har vækst? spørger Dambisa Moyo.

Eksempelvis investerer kineserne allerede direkte i mange afrikanske lande. Men Dambisa Moyo deler ikke den kritik, der er af nogle afrikanske staters samarbejde med Kina og ikke mindst af menneskerettighederne i Kina.

Sjovt nok har nogle af de værste afrikanske diktatorer gennem tiden modtaget vestlig udviklingshjælp til deres styre. Så at sige, at det nu er forfærdeligt med Kina, er en joke. Vi kan se veje, job og broer. Det kan vi ikke sige med megen vestlig hjælp. Vi så i stedet mange hvide firehjulstrækkere, fastslår Dambisa Moyo.

Hun understreger, at de afrikanske lande skal være stærke nok til at stille modkrav om blandt andet beskæftigelse, når lande som Kina og Indien investerer på det afrikanske kontinent.

Afrika og afrikanerne skal være ligeværdige parter på verdensscenen. Vi vil ikke have, at der er to lag. Et, hvor der er vækst og velstand, og så Afrika, som resten af verden føler medlidenhed med, og som er afhængig af hjælp, siger Dambisa Moyo.

norum@kristeligt-dagblad.dk