Der forventes flere smittede til jul, praksisser i Jehovas Vidner bekymrer nordmænd, og sportsfolk hyldes af paven

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Coronasmitten forventes at stige til det dobbelte i december på grund af manglende restriktioner, forudsiger ECDC. Det er et problem, at unge kvinder ikke bliver beskyttet af menneskerettighedskonventionen, når de udsættes for ekstreme praksisser i Jehovas Vidner, mener nordmænd. Basketball spillere mødes med paven for at diskutere deres ansvar i social og racemæssig uretfærdighed.
Coronasmitten forventes at stige til det dobbelte i december på grund af manglende restriktioner, forudsiger ECDC. Det er et problem, at unge kvinder ikke bliver beskyttet af menneskerettighedskonventionen, når de udsættes for ekstreme praksisser i Jehovas Vidner, mener nordmænd. Basketball spillere mødes med paven for at diskutere deres ansvar i social og racemæssig uretfærdighed. . Foto: Henning Bagger/Mads Claus Rasmussen/Yara Nardi/Reuters/Ritzau Scanpix.

Vi starter dagens morgensamling med coronanyt, der kaster en skygge over den kommende julemåned. Danskerne må forvente flere smittede i december ifølge en ny prognose fra det europæiske smitteagentur ECDC. Hvor vi i dag ligger omkring 1.000 nye smittede hver dag, vil der hen mod slutningen af december være tæt på det dobbelte, skriver DR.

”ECDC lægger stor vægt på vores restriktioner. Hvis de kigger lidt overfladisk på, hvordan vores restriktioner ser ud i forhold til så mange andre lande, så lever vi relativt frit,” siger Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk biologi og epidemiforsker ved Roskilde Universitet.

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, vil ikke afvise, at der kan komme nye restriktioner frem mod jul, men det er endnu for tidligt at sige noget om, udtaler han til DR.

Danmarks vaccinestrategi er ikke lige så gennemførlig som strategier i andre europæiske lande

Selvom julemåneden kan se en anelse mørk ud, så er der dog lyse udsigter til en snarlig coronavaccine. Tirsdag eftermiddag fremlagde Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) en vaccinestrategi for folketingets partier. Som en del af strategien skal de hvide testtelte, der lige nu tester danskerne for coronavirus, også vaccinere danskerne, når vaccinen engang er godkendt og klar. Men strategien er hullet, lyder kritikken. Det mangler blandt andet at blive besluttet, hvem der skal have vaccinen først. Men der mangler data om den kommende vaccine, inden sådan en beslutning kan træffes, begrunder Heunicke. Op mod 20 EU-lande har dog allerede fremlagt mere detaljerede planer for de kommende coronavacciner, skriver Berlingske.

Pårørende til selvmordstruede får ikke nok støtte

Der er også andre huller i det danske sundhedssystem, ifølge et nyt dansk studie, der er det første af sin slags i verden. Studiet viser, at næsten hver fjerde dansker kender én, som har overlevet et selvmordsforsøg, skriver Kristeligt Dagblad. Mange af de pårørende oplever desuden, at de ikke får støtte. Undersøgelsens respondenter svarer blandt andet, at de selvmordstruede bliver udskrevet i pårørendes varetægt uden nogen former for opfølgning. Studiet viser også, at nære pårørende til selvmordsforsøg selv har en højere grad af mistrivsel og selvmordstanker. Derfor skal der nu være støttetilbud til pårørende, mener bekymrede fagfolk.

Er praksisser i Jehovas Vidner i strid med menneskerettighedskonventionen?

Spørgsmålet diskuteres lige nu i vores norske naboland. Nordmændene er bekymrede, efter en dokumentar om Jehovas Vidner i sidste uge satte fokus på trossamfundets ekstreme praksisser, skriver mediet Vårt Land. Det drejer sig blandt andet om kvinder, der bliver krydsforhørt af ældre mænd om deres seksuelle liv i en intern domstol, og som mister kontakten med familien, når de udelukkes. Det har vakt spørgsmålet om, hvorvidt retten til familie- og privatliv i den europæiske menneskerettighedskonvention bør beskytte disse kvinder. Men det religiøse samfund har ret til at praktisere interne regler og retningslinjer, der har en religiøs begrundelse, mener Kjell Ingolf Ropstad, norsk partileder for Kristelig Folkeparti. Norske politikere er dog enige om, at det kan være problematisk, hvis interne domstole afgør sager, som bør håndteres af myndighederne.

Ny lov sikrer gratis hygiejneprodukter til skotske kvinder

Vi bliver i udlandet, hvor Skotland som det første land i verden har besluttet, at menstruationsprodukter skal være gratis. Lovforslaget, som blev enstemmigt godkendt i det skotske parlament, gør det til de lokale myndigheders pligt at sørge for, at produkterne er tilgængelig for enhver, skriver The Guardian.

Loven skal gøre op med såkaldt ”menstruationsfattigdom”, hvor piger og kvinder fra lavindkomstgrupper har svært ved at betale for basale hygiejneprodukter på månedlige basis. Det er blevet estimeret, at kvinder gennemsnitligt bruger over 150.000 kr. på menstruationsprodukter gennem en livstid.

Sportsfolk bliver hyldet af paven for at kræve retfærdighed

Der er også nyt fra Vatikanet, hvor fem basketballspillere fra den professionelle basket liga NBA tidligere på ugen mødtes med paven. Til mødet roste Pave Frans spillerne for deres indsats i kampen for social og racemæssige retfærdighed, skriver mediet Religion News Service. Særligt efter Georg Floyds og Breonna Taylors død, der fik opmærksomhed gennem Black Lives Matter bevægelsen, har flere atleter brugt deres platform til at demonstrere mod racisme og diskrimination.

”Pavens åbenhed og iver efter at diskutere disse problemer var inspirerende, og det var en påmindelse om, at vores arbejde har haft global indflydelse, som må forsætte med at rykke fremad,” siger Kyle Korver, der var en af de fem spillere, som besøgte paven.