En spændende tysk valgkamp er i gang lige nu. Mange danskere har fulgt kampen med ganske stor opmærksomhed og ved mere om landet end før. Aldrig har den danske interesse for det nye Tysklands demokratiske processer været større; selvfølgelig med undtagelse af Murens fald og de historiske begivenheder i 1989. Det er gradvist blevet mere naturligt for os at interessere os for vores eneste nabo, og mange danskere kender navnene på de tre kanslerkandidater og deres partier, der skal overtage styringen af Tyskland efter Angela Merkel.
I de næste dage og uger kan alle følge den komplicerede politiske regeringsdannelsesproces og blive endnu mere bekendte med den tyske politiske debat og dens indhold. Måske kender vi før jul navnet på både den nye kansler og alle ministre. Allervigtigst: Vi vil vide meget mere om, hvor Tyskland er på vej hen efter de 16 år med Merkels politik.
Det er alt godt og meget naturligt. I hvert fald når man som Danmark i den grad er blevet afhængig af globaliseringen og internationalt samarbejde, som vi som land jo heldigvis er lykkedes at blive.
Danmark har i den udvikling kunnet støtte sig på at have et af verdens mest stabile demokratier og mest indflydelsesrige lande som nabo.
Men der er nok nogle, der sidder tilbage og undrer sig. Vi følger jo den amerikanske valgkamp endnu mere intenst. De danske medier bruger mange flere ressourcer på amerikanske præsidentvalg, end vi gør på tyske forbundsdagsvalg. Hvad er forklaringen?
Mit svar vil være, at der ikke er to vestlige samfund, der har større betydning for Danmark samlet set end netop USA og Tyskland. Stadigvæk i den rækkefølge, fordi sikkerhed kommer før økonomi. Det er samtidig, som om vi i virkeligheden kun formår at koncentrere os i dybden for disse to lande. Ganske vist interesserer vi os som et nysgerrigt folk levende for næsten alle andre lande i verden. Bare ikke i dybden.
De to andre skandinaviske lande, Sverige og Norge, vil altid være de lande, vi ligner mest på samfundsindretning, politik og økonomi. Det er de lande, vi deler flest fælles politiske og kulturelle opfattelser med på de største spørgsmål i verden. Det er paradoksalt nok ikke ret meget, vi følger deres løbende politiske debat og valg. Hvem opdagede, at der netop har været stortingsvalg i Norge med et systemskifte? Og hvad debatternes hovedpunkter handlede om?
I 1949 redigerede Alf Ross og Hal Koch en fantastisk bog om nordisk demokrati. Den daværende svenske statsminister, Tage Erlander, skrev i forordet, at det nordiske samarbejde i fremtiden ikke ville kunne bære frugt ” om icke grunden ständigt förbättrades, främför allt genom förmerad och fördjupad inbördas kunskap ”. Nu har samarbejdet i Skandinavien og Norden i de forgangne 70 år båret frugt som i få andre regioner i verden, men det er vel sket uden det fordybende indbyrdes kendskab? Det samme er i virkeligheden sket i vores forhold til Tyskland. Hvordan er dette lykkedes uden den dybe, gensidige forståelse?
Meget af svaret ligger i det internationale samarbejde, der siden krigen har reddet Europas fred og stabilitet. EU har siden 1972 været rammen om det danske forhold til Tyskland. Vi har i den grad kunnet udvikle vores bilaterale forhold til Tyskland indenfor de fælles europæiske rammer. Både økonomisk, kulturelt og politisk. Tyskland er i dag Danmarks allervigtigste samhandelspartner i verden. Den årlige samhandel, eksport og import, varer og tjenesteydelser, var i 2019 på 342 milliarder kroner. USA ligger på 245 milliarder kroner. Det er også højt, men Tyskland er blevet den største og vigtigste forudsætning for dansk økonomisk fremgang og stabilitet. Politisk er vi næsten altid enige med Tyskland eller i hvert fald meget tæt på hinandens holdninger.
Derfor er den nye forbundsregerings planer og politik i forhold til EU og i forhold til Tysklands egen nationale udvikling og økonomi oplagt vigtige for os. Vi kan se frem til en ny tysk vilje til reformer på en række områder, ikke mindst på energi, klima og miljø.
Også den tyske offentlige sektors modernisering og digitalisering vil blive central. Det er alle områder, der klart vil støtte et intensiveret samarbejde mellem vore to lande økonomisk og politisk.
På udenrigshandel har de tyske regeringer siden 1949 været handelsliberale og åbne, som de danske regeringer har været.
Det vil i de kommende år blive vigtigt at forfølge denne grundlæggende tilgang og ikke forfalde til ny protektionisme. Vores to lande er sammen med de øvrige nordeuropæiske lande blevet globaliserede og har udviklet global konkurrencekraft i de seneste årtier. Fortsætter det i et internt styrket EU, vil vi kunne fortsætte den økonomiske udvikling i en endnu mere bæredygtig retning.
Friis Arne Petersen har været Danmarks ambassadør i USA, Kina og Tyskland. Han analyserer internationale forhold i Kristeligt Dagblad.