Flere og flere mennesker, som ikke er lutherske kristne, er kommet til Danmark. Flere og flere forældre har valgt, at deres børn ikke skal døbes som helt små, men at de i stedet selv skal bestemme senere i livet, hvad de vil tro. Samtidig fylder kritik af religion mere og mere i det danske samfund.

Indvandring. Individualisering. Og ideologisk modstand. Det er tre af de vigtigste grunde til, at folkekirken igen i 2017 er gået tilbage, når det gælder andelen af medlemmer.

75,3 procent af befolkningen er ifølge de nye tal, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort, medlemmer af folkekirken.

Det er den laveste andel af medlemmer, siden kirkestatistikken og al dens væsen blev sat grundigt i system på landsplan i 1974. Dengang var 93,6 procent af befolkningen med i folkekirken. I 1993 var medlemsandelen faldet til 87,7 procent - og er altså faldet nærmest uafbrudt lige siden.

Tilbage i 1974 blev hele 91,1 procent af børnene døbt. Nu er dåbsandelen ifølge Danmarks Statistik på 66,7 procent. Og ifølge Kirkeministeriets seneste beregninger er andelen af børn, der bliver døbt, inden de bliver 1 år, endnu lavere, nemlig 60,5 procent. pr. 1. januar 2018.

Andelen af konfirmerede var i 1974 på 90,9 procent - og har siden 2008 ligget og svinget omkring de 70 procent.

57,2 procent af vielserne blev i 1974 indgået i en kirkelig sammenhæng. I dag er det lidt over hvert trejde par, som bliver gift i kirken.

Også andelen af kirkeligt begravede er faldet, fra tårnhøje 98,1 procent tilbage i 1974 over godt 90 procent i 2008 til nu omkring 85 procent.

Udviklingen er med andre ord markant. Tilbagegangen er størst for folkekirken i hovedstaden. I flere jyske landsogne er den såkaldte medlemsflugt sværere at få øje på.

Tallene taler ikke desto mindre deres eget nøgterne sprog. Om et gennemgående kulturskifte fra 1970’erne til i dag. Om et tiltagende problem for kirken med at rekruttere nye medlemmer. Og om nogle udfordringer, der bare har bidt sig fast.

Kirkestatistik med konsekvenser

Selvom folkekirken er skrevet ind i Grundloven og har staten i ryggen, så er den evangelisk-lutherske kirke i Danmark i praksis også en af verdens mest decentrale kirker. Der er ikke nogen enkeltperson, der udtaler sig på hele kirkens vegne. Der er ikke nogen central eller magtfuld kommunikationsenhed. Kirkens struktur med lokale sogne som fundamentet blev skabt, længe før internet, tv og flyrejser satte en ny dagsorden.

Også derfor peger de kirkelige forklaringer på tal som dem, Danmarks Statistik har lagt frem i dag, også ofte i flere retninger.

Stop nu den krisesnak, det går jo godt i vores sogn eller i vores stift, siger nogle, gerne til P4 eller et andet regionalt medie. Journalisterne overdriver og tager fejl, siger andre måske på sociale medier. Det går over, vi har i øvrigt stigende kirkegang hos os, og konfirmanderne er mere nysgerrige end nogensinde før, siger atter andre.

Kirkeminister Mette Bock (LA) har til dagens anledning skrevet en kronik i Politiken med budskabet om, at rygterne om folkekirkens krise er stærkt overdrevne.

Folkekirken minder på mange stræk meget om folkeskolen. Det er en stor institution, som borgerne som oftest bruger lokalt. Samtidig er det en organisation, der er udfordret af indvandring, integration og kulturmøder. Folkeskolen mærker ligesom folkekirken også konsekvenserne af forældrenes frie valg og af ideologiske kampe, der spidser til.

Lokale skolefolk kan sagtens - ligesom de lokale kirkefolk - opleve, at her går det godt. At skoleklokker og kirkeklokker lyder helt, som de plejer. Alt imens udviklingen på landsplan alligevel kan få nogle alarmklokker til at ringe.

Befolkningen vokser, folkekirken bliver mindre

Netop på landsplan er Danmarks befolkning siden 1990 vokset med 645.782 mennesker, hvoraf en stor del er indvandrere eller efterkommere af indvandrere, som står uden for folkekirken. Det er et faktum, som i sig selv får folkekirkens andel i den samlede befolkning til at blive mindre.

Befolkningen vokser. Folkekirken står ikke bare stille; over tid bliver den også mindre. Siden 1990 er det faktiske antal medlemmer faldet med 231.943 personer.

En del af det fald skyldes de ideologiske debatter, der har været især i 2012 i forbindelse med homoseksuelle vielser og i 2016 med den ateistiske modstand mod gudstro. Der er også nogle få, især velhavende mænd, som melder sig ud for at spare penge på kirkeskatten.

Men nedgangen skyldes først og fremmest, at flere og flere børn igennem flere årtier nu ikke er blevet døbt. Hvert år er der flere medlemmer af folkekirken, som dør, end nye, der kommer til, hvilket normalt sker ved dåb. For de gamle, som faldt, er der med andre ord ikke bare nye overalt.

Børnene skal selv kunne vælge, lyder en udbredt forklaring fra forældrene. Det er individualiseringen, som sætter sig igennem.

Mens folkeskolen trods alt kan trøste sig med, at alle børn uanset etnisk oprindelse eller forældrenes ideologi skal gå i skole og modtage undervisning, så er der for folkekirken ingen nemme veje frem.

Uden egentlig at have en klar struktur til det, skal kirkens forskellige dele finde svar på nogle af de helt store forandringer i den nyere danmarkshistorie. Fra indvandringen og kulturmødet over borgernes frie og individuelle valg til kritikken af autoriteter, herunder de religiøse og kirkelige autoriteter.

Morten Thomsen Højsgaard er ph.d. i religionssociologi og udviklingschef ved Kristeligt Dagblad.