I mandags forsvandt Vitalij Sjisjov, leder af en ngo, der hjælper belarusiske dissidenter, sporløst i Ukraines hovedstad, Kijev. I går blev Sjisjov fundet død, hængt i en park nær sit hjem. Ukrainsk politi har indledt en drabsefterforskning, men hos ngo’en Det Hviderussiske Hus, som Sjisjov arbejdede for, er motivet indlysende:
”Der er ingen tvivl om, at det her er en operation planlagt af tjekister (begreb, som bruges om medlemmer af det hemmelige politi i tidligere sovjetstater, red.) for at dræbe en belaruser, der udgjorde en reel fare for regimet.”
Foreløbig er omstændighederne omkring Vitalij Sjisjovs død uafklarede, men ifølge britiske BBC havde den belarusiske ngo-leder fortalt venner, at han følte sig overvåget. Og sagen, som flere iagttagere nu kæder sammen med det seneste års protester i Belarus, kommer efter en række episoder, hvor landet og ikke mindst præsident Aleksandr Lukasjenko har været genstand for international fordømmelse.
”I den aktuelle sag ved vi ikke præcist, hvad der er sket – men det er bestemt ikke utænkeligt, at belarusisk KGB udfører den slags opgaver i nabolandene. Og det seneste år har Lukasjenko vist, hvor kynisk han er. Når demonstranter siden valget sidste sommer har lavet fællessang for demokrati, er de blevet mødt med tortur og likvideringer. Men samtidig har præsidenten en karisma og imødekommenhed, som betyder, at han stadig nyder sympati i dele af samfundet. Han har magten, fordi han har snydt med valg, men ikke desto mindre er der mange, som frygter, hvad der vil ske, hvis han en dag forsvinder,” siger Flemming Splidsboel, ekspert i postsovjetiske forhold ved Dansk Institut for Internationale Studier.
”Det store spørgsmål er nu, om de seneste måneders episoder er udtryk for et desperat og panisk regime, som ser fjender overalt, eller om det tværtimod illustrerer, at Lukasjenko siden valget i august sidste år er sluppet af sted med så meget, at han føler sig usårlig – ikke mindst, fordi han regner med den russiske præsident, Vladimir Putins, hjælp, hvis det for alvor brænder på,” siger han.
Sikkert er det, at den 66-årige Lukasjenko, præsident siden 1994 og ofte betegnet som ”Europas sidste diktator”, siden det omdiskuterede valg i 2020 er blevet en stadig større torn i øjet på Vesten.
I slutningen af maj tvang belarusiske myndigheder et passagerfly fra Ryanair på vej fra Grækenland til Litauen til at nødlande i Minsk, hvor man anholdt den regimekritiske journalist Roman Protasevitj, som nu risikerer dødsstraf for at have opildnet til protester.
Og under det igangværende OL kom det i mandags frem, at den belarusiske atletikudøver Kristina Timanovskaja efter kontroverser med sin hjemlige olympiske komité havde opsøgt den polske ambassade i værtslandet Japan, hvor hun nu er blevet tildelt humanitært visum.
”De gjorde det klart, at ved min hjemkomst ville jeg blive straffet,” fortalte den 24-årige Timanovskaja i går til nyhedsbureauet AP.
Lederen af den belarusiske OL-komité er Aleksandr Lukasjenkos søn, Viktor, og forud for OL udtalte præsidenten ifølge den belarusiske journalist Hanna Liubakova, at det var bedst ikke at vende tilbage til Belarus, hvis de sportslige resultater udeblev ved legene.
”Lukasjenkos styre er nu baseret på frygt og repressalier,” skriver Liubakova, der er fellow ved tænketanken Atlantic Council, på Twitter, hvor Katia Glod, analytiker ved tænketanken Center for European Policy Analysis, konkluderede følgende:
”Den ydmygende behandling af Timanovskaja viser, at regimet ikke forstår, at den nye generation af belarusere er vokset fra sovjettidens underdanige attitude. De vil have værdighed og respekt om deres rettigheder, og den længsel er irreversibel.”
Oven i det hele har FN’s særlige udsending for menneskerettigheder i Belarus, Anaïs Marin, kritiseret landets myndigheder for ”omfattende angreb på civilsamfund, indskrænkning af frihedsrettigheder og systematisk forfølgelse af menneskerettighedsaktivister, journalister og advokater” i en nylig rapport, mens den belarusiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaja, i sidste uge blev budt velkommen af Joe Biden i Det Hvide Hus.
”USA står side om side med det belarusiske folk i dets søgen efter demokrati og basale menneskerettigheder,” skrev den amerikanske præsident efterfølgende på Twitter.
I går blev Tikhanovskaja modtaget af den britiske premierminister, Boris Johnson, i London, hvor hun efterlyste hårdere sanktioner mod det belarusiske regime.
”Det er bekymrende, at end ikke dem, som flygter fra Belarus, kan føle sig sikre,” sagde oppositionslederen, der selv er flygtet til Litauen, til BBC om ngo-lederens død.
Spørgsmålet er, om Aleksandr Lukasjenko kan fortsætte med at sætte hårdt ind over for sin egen befolkning og samtidig ignorere omverdenens kritik.
”I løbet af efteråret regnede jeg faktisk med, at demonstranterne ville få held med deres foretagende. Og da videoklippet med fabriksarbejderne, som buhede ad Lukasjenko under et besøg, gik verden rundt, var jeg overbevist om, at han så Ceausescus endeligt i Rumænien for sit indre blik. Men det var nok naivt, og demonstranternes forsøg på at slide ham op gennem endeløse demonstrationer har hidtil vist sig utilstrækkelig. Ikke mindst, fordi præsidenten er både garvet og villig til at gå enormt langt for at forsvare det, han har,” siger Flemming Splidsboel.
”Lukasjenkos store udfordring er derfor at undgå at genere russerne – ikke hvorvidt han får Vesten yderligere på nakken. I øjeblikket foregår en debat i Rusland om, hvorvidt Putin har givet Lukasjenko for lang snor, og belaruseren har bragt Putin i forlegenhed flere gange. Det gør man ikke ustraffet, og fortsætter han med at lave for meget støj, er det ikke givet, at russerne fortsætter med at holde hånden over ham.”