Under Første Verdenskrig, fra 1915 til 1918 mistede op mod 1,5 millioner armeniere livet i det daværende Osmanniske Rige – i den del af riget, som i dag udgør den centrale og østlige del af Tyrkiet. Der fandt også massedrab og forfølgelser sted både før og efter denne periode, om end i mindre omfang og mindre systematisk. Derfor mener historikere undertiden, at der var tale om et folkedrab i alle årene fra 1894 til 1923.
Historisk dokumentation sandsynliggør, at magthaverne i Det Osmanniske Rige bevidst forsøgte at udrydde armeniere, som på det tidspunkt var et kristent mindretal i landet. Det forhold, at der efter alt at dømme var tale om en systematisk og nøje planlagt udryddelse af en bestemt befolkningsgruppe, har fået både den senere dannede nation Armenien og en lang række internationale historikere til anvende ordet ”folkedrab” om de begivenheder, der fandt sted for cirka 100 år siden.
1) Hvad er et folkedrab?
Udtrykket ”folkedrab” blev dannet af den polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin, der selv måtte flygte fra Polen i 1938 for at undgå nazisternes overgreb. I 1944 kombinerede Lemkin i bogen ”Axis Rule in Occupied Europe” (Aksemagt i det besatte Europa) det græske ord for stamme eller race ”genos” med det latinske ord for at dræbe eller slå ihjel ”cide” – og fik dermed ordet ”genocide”. På dansk oversættes det til ”folkedrab”.
Lemkin brugte ordet til at beskrive ”en koordineret plan af forskellige handlinger rettet mod ødelæggelsen af livsvigtige grundlag hos nationale grupper, med den hensigt at udrydde selve gruppen”. FN vedtog i 1948 en konvention om folkedrab, der ligeledes definerer folkedrab som handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe. Det vil sige, at der skal være tale om en planlagt, bevidst udryddelse af en konkret defineret gruppe borgere i et samfund for, at noget kan betegnes som et folkedrab.
Ordet ”folkedrab” vækker ofte stærke følelser og kan være meget politisk kontroversielt.
2) Hvorfor blev armenierne slået ihjel?
Der skete allerede drab og forfølgelser af armenierne i slutningen af 1800-tallet, men de havde en mere tilfældig karakter. Det var først i årene op til og under Første Verdenskrig, at magthaverne i Det Osmanniske Rige begyndte at opfatte armenierne som en samlet trussel.
Forud for verdenskrigen var gået en periode med opbrud og oprør på Balkan, hvor de etniske befolkninger i Bulgarien, Serbien, Grækenland og Montenegro havde revet sig løs fra Det Osmanniske Rige. Det førte til frygt for, at andre etniske befolkningsgrupper i det vidtforgrenede og multietniske rige også ville kræve selvstændighed. Blandt andet armenierne.
Mistroen mod armenierne blev forstærket, da Første Verdenskrig brød. Det Osmanniske Rige var på centralmagternes side, det vil sige Tyskland og Østrig-Ungarn. På den anden side stod først og fremmest Storbritannien, Frankrig og Rusland. Der levede også armenske mindretal i Rusland, og efter at osmannerne havde tabt et stort slag til russerne i begyndelsen af krigen, begyndte den osmanniske regering for alvor at opfatte de armenske indbyggere som en ”femte kolonne”. Regeringen frygtede, at de kristne armeniere ville samarbejde med fjenden (Rusland) i håbet om at opnå et uafhængigt Armenien. Beslutningen blev derfor, at man skulle skaffe sig af med den armenske befolkningsgruppe.
3) Hvem stod bag folkedrabet?
I 1908 gennemførte en gruppe af yngre, veluddannede tyrkere fra partiet ”Komitéen for Forening og Fremskridt”, de blev kaldt ”ungtyrkere”, et fredeligt kup mod sultanen. Et flertal af ungtyrkerne ønskede at gennemføre en række demokratiske reformer, og de ville også give mindretallene bedre vilkår. Derfor var mange indbyggere, også armeniere, begejstrede, da de kom til magten. Der gik dog kun få år, før den dominerende holdning blandt ungtyrkerne skiftede på grund af selvstændighedsbevægelserne på Balkan og andre steder. De mere nationalistisk indstillede ungtyrkere frygtede, at riget ville gå i opløsning, hvis mindretallene fik for meget magt, og de var overbevist om, at nationen kun kunne overleve, hvis de styrkede tyrkernes magt og skabte et land kun for tyrkere. De ønskede at opbygge et nyt tyrkisk imperium med ét sprog, én kultur og én religion.
I efteråret 1913 gennemførte denne nationalistiske fraktion af ungtyrkerne et militærkup, og det bragte et triumvirat, kaldet ”de tre pashaer” til magten. (En pasha var den højeste militære og civile embedstitel i Det Osmanniske Rige). Triumviratet bestod af Mehmet Talat Pasha (indenrigsminister og leder af triumviratet), Ismail Enver Pasha (krigsminister) og Ahmed Djemal Pasha (flådeminister). De tre mænd kontrollerede hæren, politiet og flåden.
Det blev indenrigsminister Mehmet Talat Pasha, der kom til at stå for planlægningen og gennemførslen af det armenske folkedrab. Han udpegede de områder, hvor det var strategisk vigtigt at få fjernet armenierne og han oprettede den ”hemmelige organisation”, Teskilat-i Mahsusa, som kom til at stå for udførelsen.
4) Hvordan foregik folkedrabet?
De værste udryddelser skete i 1915. Den 24. april udstedte indenrigsminister Talat Pasha en ordre om udrensning af armenierne til alle landets provinsguvernører. I første omgang blev omkring 300 armenske politikere, gejstlige og intellektuelle fra Istanbul arresteret natten mellem den 24. og 25. april. De blev fængslet, tortureret og efterfølgende hængt eller skudt. Derefter fulgte massearrestationer over hele landet, først og fremmest i det område, der i dag udgør det centrale og østlige Tyrkiet. De allerfleste endte ligeledes med at blive dræbt.
Det var også Talat Pasha, der gav ordren om Tehcir-loven i juni 1915, der gjorde det muligt at massedeportere armeniere. Deportationer, der var så nådesløse, at de bliver anset for at være hovedårsagen til de op mod 1,5 millioner dræbte armeniere. Ti tusinder af mennesker blev i store kolonner fordrevet fra deres hjem og drevet mod øst, først og fremmest til de landområder, der i dag udgør Armenien, Syrien og Irak. Nogle forskere anslår, at i alt 2-3 millioner mennesker blev deporteret, oftest var det kvinderne og børnene, der blev sendt afsted under løfte om, at de skulle hjælpes til mere sikre områder, mens mændene blev henrettet med det samme.
De deporterede kom ofte afsted uden videre mad og drikke, og de blev undervejs udsat for massakrer, voldtægter og bortførelser. Mange blev drevet gennem ørkenområder, hvor det var umuligt at overleve i den brændende sol. Tusinder af armeniere blev også deporteret med tog, hvor de blev stuvet sammen i kvægvogne på samme måde, som det senere skete for jøderne og andre forfulgte under holocaust i det nazistiske Tyskland.
5) Fik armenierne hjælp udefra?
De skandinaviske lande fik en særlig rolle under folkedrabet, fordi de var neutrale under Første Verdenskrig, hvilket gjorde det muligt for en række skandinaver at være i Anatolien, da forfølgelserne kulminerede i 1915. Flere skandinaviske missionærer, hjælpearbejdere og diplomater blev på den måde vidne til folkedrabet og hjalp til med redningsarbejdet blandt de armeniere, der havde overlevet henrettelserne og deportationerne. Officielt afstod de skandinaviske lande derimod fra at tage stilling til det ”armenske spørgsmål”, som det ofte blev kaldt.
Blandt de personer, der befandt sig i Anatolien under folkedrabet og engagerede kraftigt i hjælpearbejdet blandt armenierne, var de to danske kvinder, Karen Jeppe og Maria Jacobsen. Karen Jeppe var lærerinde og siden forstander på et børnehjem for forældreløse armenske børn i byen Urfa på grænsen til det nuværende Syrien. Maria Jacobsen var sygeplejerske og missionær og arbejdede i byen Harput i det nuværende østlige Tyrkiet. Begge kvinder satte deres liv på spil for at hjælpe tusindvis af flygtende armeniere, så meget det nu var muligt under de helt katastrofale forhold.
Karen Jeppe er blevet kaldt ”Danmarks første hjælpearbejder”. Hun blev senere kommissær for Folkeforbundet.
6) Hvem er armenierne?
Armenierne har gennem 3000 år været bosat i højlandet mellem Sortehavet, det Kaspiske hav og Middelhavet – det område, der i dag udgøres af det østlige Tyrkiet og landet Armenien. Armenierne blev et af de første kristne folkeslag, da den daværende armenske hersker, kong Tiridates den Tredje, i år 301 indførte kristendommen som statsreligion.
Armenierne har kun undtagelsesvist haft deres egen stat. Dog har de i lange epoker levet i forholdsvis selvstyrende områder, under forudsætning af loyalitet over for større magter som perserne eller øst-romerne. Fra omkring år 1300 begyndte tyrkiske stammer at erobre armenske områder, og i 1500-tallet faldt det sidste armenske kongedømme. Derefter indgik armenierne som et kristent mindretal på cirka to millioner mennesker i Det Osmanniske Rige.
Efter Første Verdenskrig, hvor Det Osmanniske Rige blev delt mellem vinderne af krigen, fik armenierne tildelt deres eget område, men som en republik under det daværende Sovjetunionen, USSR. Først i 1991, efter Sovjetunionens sammenbrud, blev Armenien reelt en selvstændig stat.
Armenien er på størrelse med Jylland. Landet er på 29.800 kvadratkilometer. Der bor cirka 3,2 millioner indbyggere i selve Armenien, men mindst dobbelt så mange armeniere, omkring syv millioner, bor i andre steder i verden. En stor del af disse er efterkommere af armeniere, som det lykkedes at flygte fra folkedrabet. Desuden er flere millioner armeniere rejst ud af landet, siden dets selvstændighed for at finde arbejde og bedre levemuligheder andre steder. Særligt Rusland trækker, da russisk sprog og kultur stadig er en integreret del af mange armenieres baggrund.
7) Hvordan er forholdet mellem Armenien og Tyrkiet i dag?
Der er ingen diplomatiske forbindelser mellem Armenien og Tyrkiet, og grænsen mellem de to lande er lukket. Det er det sidste stykke lukkede grænse i Europa. Den sidste rest af ”jerntæppe”, mener nogle armeniere.
Det er spørgsmålet om det historiske efterspil efter begivenhederne omkring 1915 og den kendsgerning, at op mod 1,5 million armeniere mistede livet i det daværende Osmanniske Rige, der skiller de to lande. Armenien ønsker, at Tyrkiet – som er grundlagt på kernen i det oprindelige Osmanniske Rige – anerkender forfølgelserne som folkedrab. Tyrkiet afviser på sin side, at der var tale om folkedrab. Skiftende tyrkiske regeringer har henholdt sig til, at drabene skete i en krigsperiode, som også havde karakter af borgerkrig, og at de dræbte døde som følge af krigshandlinger, ikke som led i et bevidst ønske om at udslette en bestemt befolkningsgruppe.
Der har været tilløb til forhandlinger om at åbne grænsen og normalisere forholdet, blandt andet i 2008, men de er foreløbig løbet ud i sandet. Det synes som om, at Armenien satser på, at verdensopinionen og også en voksende kritik af den officielle holdning internt i Tyrkiet, vil presse Tyrkiet til en anerkendelse i sidste ende. Modsat virker det som om, at Tyrkiet forlader sig på, at tiden arbejder for, at glemslen vil opsluge spørgsmålet. Mange unge armeniere er ikke så optaget af folkedrabet som deres forældre og bedsteforældre, og der er ikke meget, der tyder på, at der er en bølge på vej af lande, der er parate til at anerkende folkedrabet.
8) Hvorfor har Danmark ikke anerkendt begivenhederne omkring 1915 som folkedrab?
Danmark har endnu ikke anerkendt ”begivenhederne i 1915”, som det udtrykkes, som et folkedrab. Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) siger, at den danske regering ikke fortier omfanget af de tragiske begivenheder i 1915, men at den ikke officielt ønsker at anerkende begivenhederne som et folkemord.
”Regeringens holdning er, at det bør overlades til historikerne at besvare spørgsmålet om, hvad der faktisk skete, og hvorvidt begivenhederne i 1915 med rette kan betegnes som folkemord. Historiefortolkningen bør ikke styres politisk eller lovgivningsmæssigt, men overlades til den frie forskning og den offentlige debat. En politisering af historien vil ikke fremme en forsoning og normalisering af forholdet mellem Armenien og Tyrkiet,” mener Martin Lidegaard.
Synspunktet er det samme, som blev fremført af udenrigsminister Per Stig Møller (K) under den tidligere VK-regering. Han pegede også på, at det var en sag for historikere, ikke politikere.
Andre lande har anerkendt overgrebene som folkedrab. Det gælder blandt andet Frankrig og Uruguay, der i 1965 var det første land i verden, der anerkendte folkedrabet. Det er dog stadig et fåtal af lande, der har anerkendt folkedrabet. Omkring 25 lande i alt har vedtaget en form for politisk erklæring om folkedrabet, men det er ikke dem alle, der indebærer en officiel anerkendelse. I nogle tilfælde er der snarere tale om politiske opfordringer fra de stedlige parlamenter til at bringe spørgsmålet op.
9) Hvilken betydning har det armenske folkedrab for nutidens armeniere?
Stort set alle armeniere har en fortælling om folkedrabet i deres familie. Enten blev deres olde- eller bedsteforældre slået ihjel, de døde under marcherne – eller de overlevede deportationerne, men befandt sig i stedet som flygtninge i et nyt land. Så folkedrabet er ikke noget, man læser sig til i Armenien. Det er i høj grad noget, man har hørt blive fortalt fra generation til generation.
Som årene går, er det dog også åbenlyst, at folkedrabet fylder mindre både for den enkelte og i den fælles bevidsthed.
Armenien er ikke noget velstående land – der er mange økonomiske og sociale problemer, herunder en omfattende korruption – og mange armeniere mener, at regeringen bruger for mange kræfter på spørgsmålet om en anerkendelse af folkedrabet i forholdet til Tyrkiet i stedet for at vælge en mere pragmatisk strategi og samarbejde om det, man kan blive enige om. I øjeblikket er Armenien økonomisk stærkt knyttet til Rusland, hvilket gør landet sårbart.
Det har svinget, hvor høj prioritet de armenske regeringer har givet spørgsmålet om en anerkendelse af folkedrabet i forhold til Tyrkiets. Landets første præsident efter selvstændigheden fra Sovjetunionen i 1991, Levon Petrossian, mente ikke, at Armenien skulle gøre en anerkendelse af folkedrabet til en forudsætning for at oprette diplomatiske forbindelser med Tyrkiet – et synspunkt, han stadig forfægter.
Senere præsidenter og regeringer har derimod valgt en anden kurs og gjort anerkendelse til et fokusområde i forholdet til Tyrkiet.
10) Hvad var Det Osmanniske Rige?
Det Osmanniske Rige tog sin begyndelse omkring 1301, hvor det lykkedes en tyrkisk, muslimsk fyrste ved navn Osman i den nordvestlige del i Anatolien at besejre en hær fra den evige arvefjende, det tilgrænsende kristne byzantinske rige. Sejren fik de øvrige muslimske krigsherrer i det vestlige Anatolien til at slutte sig til Osman, og sammen kaldte de sig ”osmanli” (osmannerne).
Osmannerne havde held til at skaffe sig magten over andre tyrkiske fyrster og i løbet af de næste tre årtier blev osmannernes besiddelser et verdensrige, det største i den islamiske verden. Riget tog form af et dynasti, hvis sultaner regerede fra Istanbul – det tidligere byzantinske riges midtpunkt Konstantinopel. Det nåede sit højdepunkt under Suleiman I, der regerede fra 1520 til 1566, og omfattede da store dele af Sydøsteuropa, Mellemøsten, Nordafrika og den Arabiske Halvø. Tyrkiske hære trængte dybt ind i Europa og belejrede blandt andet Wien i 1529 og 1683.
Det Osmanniske Rige havde de ældre mellemøstlige riger som forbilleder. Al magt udgik fra sultanen, og hovedformålet med den tyrkiske krigsførelse var ikke at udslette modstanderne eller for den sags skyld at omvende dem til islam. Derimod gjaldt det om at gøre dem til tyrkiske vasaller og undersåtter, som kunne være med til at finansiere sultanens hof og det voksende statsapparat.
Osmannernes succes byggede både på deres egen militære styrke, men også deres evne til at udnytte de europæiske og mellemøstlige staters indre konflikter og svagheder. Ironisk nok opstår den modsatte situation nogle århundreder senere, hvor det er europæerne, der evner at udnytte Det Osmanniske Riges indre svagheder.
Vendepunktet kommer i slutningen af 1600-tallet, efter Suleiman I’s død. Stridigheder om arvefølgen og andre intriger udvikler sig ødelæggende konflikter og gør riget til et stillestående og korrupt samfund, der har stadig vanskeligere ved at følge med den teknologiske og økonomiske udvikling i Europa. Militæret bliver svækket og lider en række nederlag til europæiske hære, og i Europa opstår begrebet om ”Europas syge mand” om Det Osmanniske Rige. Fra slutningen af 1800-tallet mister det stadig flere landområder, og efter Første Verdenskrig er rigets opløsning en realitet, da det bliver delt mellem sejrherrerne. Militæret i Anatolien nægter dog at anerkende aftalen og grundlægger i 1923 republikken Tyrkiet under ledelse af Mustafa Kemal Atatürk.
(Kilder: Folkedrab.dk, Nationalmuseet, Moderneverden.dk, etc.)