Prøv avisen
Politisk analyse

Folketingsvalget blev de gamle partiers sejr over de nye

Set i helikopterperspektiv vendte vælgerne ved dette valg i høj grad tilbage til de gamle såkaldte ”magtpartier” – Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, De Radikale og SF fik alle mandatmæssig fremgang, mens de nye partier havde en skidt aften, skriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Vælgerne vendte i høj grad tilbage til de gamle ”magtpartier”, mens nyere partier gik tilbage. Valget giver Socialdemokratiet muligheden for at danne regering, men spørgsmålet er, om S og R også forhandlingsmæssigt kan vende tilbage til tidligere tiders flair for magtspillet

Danskerne gik til venstre ved folketingsvalget. Ikke helt så meget til venstre, som meningsmålingerne havde forudsagt, men nok til at den røde blok fik et komfortabelt flertal, endda uden at medregne Alternativet.

Derfor går statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til Dronningen torsdag for at begære VLAK-regeringens afsked. Nu bliver det op til Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, at danne en ny regering.

Set i helikopterperspektiv vendte vælgerne ved dette valg i høj grad tilbage til de gamle såkaldte ”magtpartier” – Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, De Radikale og SF fik alle mandatmæssig fremgang, mens de nye partier havde en skidt aften.

Valget fordoblede mandattallene for både De Radikale og SF, og Venstre fik sammen med De Konservative et godt valg, hvor Venstre fik den største mandatmæssige fremgang og blev det største borgerlige parti.

Blandt de nyere partier fik Dansk Folkeparti et katastrofalt dårligt valg og endte med blot 8,7 procent af stemmerne og 16 mandater – stort set samme størrelse som De Radikale. Også for Liberal Alliance blev det en forfærdelig aften – blot 2,3 procent af stemmerne og fire mandater blev det til.

Alternativet gik fra ni til fem mandater, mens Enhedslisten gik et enkelt mandat tilbage.

Tre af de fire partier, der stillede op uden at være i Folketinget i forvejen, klarede ikke skærene. For Kristendemokraterne blev valgaftenen særlig bitter, da de første stemmestedsmålinger og prognoser antydede, at partiet ville komme i Folketinget. Senere på aftenen viste en af målingerne, at partiet ville få det eftertragtede kredsmandat i Vestjylland til Kristian Andersen, men i sidste ende manglede man alligevel et par hundrede stemmer.

Hverken Stram Kurs eller partiet Klaus Riskær Petersen klarede skærene. Det gjorde kun Nye Borgerlige, som lige netop fik fire mandater, og samlet fik den borgerlige blok dermed et stemmespild på 4,3 procent. Uden det ville afstanden mellem de to blokke være blevet langt mindre, end det endte med.

Nu forestår vanskelige forhandlinger om en ny regering. På forhånd har især De Radikale malet sig op i et hjørne med meget bastante krav og formuleringer om, hvad der skal ske med udlændingepolitikken og den økonomiske politik.

Det var interessant på valgnatten at tale med nogle af de ældre politikere, som var mødt op til valgfesterne, for eksempel den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), der i 1990’erne havde et meget tæt samarbejde med den radikale leder Marianne Jelved, som også var med til at fejre den radikale valgfest på Christianborg.

I deres tid ville Socialdemokratiet næppe før et valg have erklæret, at der skulle dannes en ren socialdemokratisk regering uden radikal deltagelse. Det har Mette Frederiksen gjort op til dette valg, men hendes svære opgave bliver at forene de krav, Socialdemokratiet selv har med dem, SF, Enhedslisten, De Radikale og måske Alternativet stiller med.

Det bliver en øvelse, som er magtpartier værdig, hvor der skal gives indrømmelser og indgås kompromisser.

Det var den af de centrale lære fra den foregående regeringsperiode, at netop to nyere partier – Dansk Folkeparti og Liberal Alliance – ikke magtede det spil. Det var i realiteten det, der splittede det borgerlige Danmark til atomer, og nu har partierne til venstre i det politiske spektrum muligheden for at undgå at gøre samme fejl.