Prøv avisen

Danskerne ønsker ikke et digitalt efterliv

”At begynde at planlægge sin digitale arv fordrer, at vi anerkender, at vi engang skal dø, og det er måske den vanskeligste erkendelse af alle,” forklarer professor i sociologi Michael Hviid Jacobsen. Modelfoto.

En ny undersøgelse viser, at halvdelen af danskerne ikke ønsker at leve videre på internettet, når de er gået bort fra den virkelige verden. Vi vil gerne huskes, men frygter at miste kontrollen over vores eftermæle

Vi har været online i 25 år, men alligevel er ord som digital arv og et digitalt efterliv nye for mange. Og selvom de fleste jævnligt er på internettet, er det de færreste, der har gjort sig tanker om, hvad der skal ske med deres digitale spor og profiler på eksempelvis Facebook, når livet en dag er forbi.

For på trods af at 48 procent af danskerne ikke ønsker at leve videre i den virtuelle verden, har 71 procent ikke lagt nogen strategi for, hvad der skal ske med deres digitale arv. Kun to procent ønsker at eksistere på nettet efter deres død, og de øvrige er enten ligeglade eller mener, at det er op til de pårørende. Det viser en ny repræsentativ undersøgelse blandt 1122 adspurgte, som Epinion har foretaget for Landsforeningen Liv&Død, der netop i dag afholder en konference på Christiansborg om den digitale arv. 

Ifølge professor i sociologi ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen er vores forhold til døden i mange henseender paradoksalt.

”At begynde at planlægge sin digitale arv fordrer, at vi anerkender, at vi engang skal dø, og det er måske den vanskeligste erkendelse af alle,” forklarer han.

Christine Sørensen, politisk chef for Google i Norden, tror, at forklaringen på, at så mange ikke ønsker et digitalt efterliv, skal findes i internettets ukontrollable karakter. I vores tid vil vi så gerne styre alt og kontrollere vores egen fremtræden, og vi er meget bevidste om, at internettet er en vigtig vej til at gøre det. Men den kontrol ophører, når vi ikke er her længere:

”Det er en eller anden eksistentiel angst for, at man ikke er der til at definere, hvem man selv er. Og det er klart, at det er lidt skræmmende med internettets ukontrollable kræfter, hvor folk kan besmudse ens eftermæle. Så det er måske meget forståeligt, at man gerne vil have noget at skulle have sagt i forhold til, hvordan man fremstilles både på nettet og andre steder, når man er død,” siger Christine Sørensen og sammenligner med, at nogen laver begravelsesbøger eller beslutter, hvordan deres bisættelse skal foregå.

Stine Gotved, cybersociolog og lektor ved IT-Universitetet, tror også, det handler om vores frygt for, hvor vores data ender henne. Men ligesom det nok er de færreste, der vil smide alle fotoalbum og breve ud, inden de dør, bør man også overveje en ekstra gang, om ens digitale arv kunne have en værdi for ens pårørende.

”Det er jo netop fordi, det er personlige arkiver, som kan betyde noget for de efterladte, fordi du der har den afdødes egne ord og billeder,” siger hun.

Men Kristian Bøcker, sognepræst i Jelling, som selv er meget aktiv på Facebook, mener, der er forskel på at sidde med et gammelt fotografi og så en Facebook-profil. De sociale medier er flygtige og levende medier, hvor der hele tiden sker noget, og det derfor kan føles underligt, hvis eksempelvis ens Facebook-profil stadig eksisterer, og man dukker op der, efter man er død:

”Der er så meget hurtigt liv og bevægelse på de sociale medier, og det er der jo ikke, når man er død. Så det bliver måske en lidt upassende måde at være død på. Som om man kan lege, at man egentlig ikke er det. De sociale medier er nuet og øjeblikkets medier, og derfor tror jeg, det skurrer. For den døde er ikke i nuet.” forklarer sognepræsten.

Han kan godt forstå, at det umiddelbart kan være vanskeligt at begribe, at vi ikke ønsker et digitalt efterliv, når de fleste gerne vil huskes og efterlade sig spor. Ikke kun i form af ting og penge, men også i form af minder om hvem vi var, og hvad vi i bedste fald betød. Men han tror, ligesom Christine Sørensen, at forklaringen på, at de fleste ikke ønsker at leve videre på et socialt medie som eksempelvis Facebook, er, at internettet er svært at kontrollere.

Men når nu så mange har taget stilling til, at de ikke ønsker et digitalt efterliv, hvad er så årsagen til, at så få sikrer sig det? Ifølge Michael Hviid Jakobsen er årsagen, at der er en kløft mellem at tænke noget og så føre det ud i livet - og det gør sig især gældende, når det handler om vores forhold til døden:

”Det er også derfor, så mange har svært ved at få lavet et testamente, fordi vi så pludseligt konfronteres med vores egen uundgåelige dødelighed. Det gælder utvivlsomt også, når det handler om at tage stilling til vores digitale arv”.

At der er langt fra tanke til handling på det digitale område, kan Christine Sørensen også nikke genkendende til. Hun oplever, at eksempelvis digital sikkerhed er noget, mange taler om, mens kun ganske få gør brug af de muligheder, der rent faktisk er. Det tror både hun og Michael Hviid Jacobsen bunder i vores digitale umodenhed:

”Det er et spørgsmål om, hvor moden man er i tiden. Så jeg tror og håber da, at fremtidens digitale bruger vil være meget mere opmærksomme på og bevidste om deres egen information, og bruge de muligheder der er for at styre den i stedet for bare at tale om det,” lyder det fra Christine Sørensen, som mener, at de forskellige platforme som eksempelvis Google og Facebook har et ansvar for at oplyse om de mulighed, der findes.

Liv&Død’s direktør Mogens Balling håber, at den nye rapport kan være med til at øge informationsniveauet og sætte skub i, at vi begynder at tale med hinanden om det.

Andre læser lige nu