Bedre nattesøvn. Øget blodcirkulation. Løftet humør og overskud. En styrket følelse af samhørighed. Bedre bekæmpelse af infektioner, stress, uro og bekymring. Stærkere konkurrenceevne. Og en stabil hjerterytme.
Sundhedsforsker og musiker Lasse Skovgaard har mange argumenter for, at vi burde synge mere sammen. Han er udover sin akademiske uddannelse også skolet organist og sanger, og han har i mange år beskæftiget sig med, hvad det er ved musik og sang, der gør, at vi føler os sunde og raske.
”Fællessang har så mange positive egenskaber, at det er meget svært ikke at være fortaler for det. Det er godt for en befolkning at synge meget. Punktum,” lyder hans konklusion.
At det lige er fællessang, der er specielt, skyldes, hvad Lasse Skovgaard kalder ”det klanglige fællesskab”. Det er et meget intimt fællesskab, som for nogen kan minde om at være nøgen. For stemmen er noget meget personligt, og derfor er der noget særligt mellemmenneskeligt på spil.
”Vi deler ud af vores lyd, og den lyd blander sig så i et stort klangligt fællesskab. Det er enormt fint, for vi er påvirkede af det, efter vi har sunget. Folk føler sig opløftede eller berørte uden helt at kunne forklare det,” siger han.
Lasse Skovgaard holder foredrag om de gavnlige effekter af at synge sammen, og han oplever, at mange forskellige mennesker deler hans interesse for fællessang. Men der er forskel på tværs af generationer.
”Jeg tror, der er en mere bredtfavnende tradition blandt 50-plussere for at synge fællessang. Der er helt sikkert også en del unge, der synger, men de kommer mere fra højskolemiljøerne og kormiljøerne. Eller spejderne og de politiske ungdomsorganisationer. Blandt unge mere bredt er der en udfordring. Der er mange unge, som synes, det er lidt mærkeligt at synge. Det har ikke været en naturlig del af skolegangen, som det var tidligere, og derfor tager det noget tid at nå dertil, hvor det at synge er noget forholdsvist naturligt,” siger han.
Han omtaler den forlegne indstilling til sang blandt unge som et spørgsmål om blufærdighed, fordi sang for ham netop er noget meget intimt.
”Når man bliver ældre, bliver man ofte en smule mere afslappet omkring sig selv og sin krop. Og så bliver det lidt mindre intimt og grænseoverskridende,” siger han.
Til gengæld ser Lasse Skovgaard fællessang på tværs af mange grupper i samfundet. Nogen synger sammen ved højtider, andre til landskampe, atter nogen kun ved lejrbålet med en guitar, og andre dyrker det i stor stil, måske endda professionelt.
Men adspurgt, om vi i øjeblikket er vidne til en tendens i retning mod mere fællessang, bliver forskeren mere forbeholden.
”Spørgsmålet er jo altid, om der er tale om en regulær ændring, eller der er tale om, at vi har sigtekornet rettet dér. Siden de startede maratonsang inde på Vartov (kulturcenter i København, red.), har det grebet om sig, så der nu er maratonsang-arrangementer og fællessangsarrangementer mange steder i landet. Men min fornemmelse er, at der er en, måske ikke eksplosion, men en stigende interesse. Er der så flere i min familie, der synger, eller på den vej, hvor jeg bor? Nej, det er der nok ikke,” siger han.
Lasse Skovgaard ser så mange positive effekter ved fællessang, at han synes, det er ærgerligt, at sangen ikke er lige så kulturelt stadfæstet i den yngre generation som i den ældre. For ham mangler der et sted, hvor glæden ved fællessang kan plantes i de unge.
”Tidligere havde alle været igennem et fællesskab, hvor sang var en naturlig del. Og det har de unge ikke længere, fordi fællessang ikke er en naturlig aktivitet i folkeskolen,” siger han.