Hvordan forbereder du dig til et interview?
”Det er vigtigt for mig at læse om interviewpersonen, inden jeg mødes med vedkommende. Alle menneskers tid er kostbar, og den tid, som jeg har sammen med mine kilder, skal jeg bruge på bedst mulig vis. Jeg går også meget op i at finde ud af, hvor folk kommer fra. Det er ikke lige meget, om du kommer fra Hirtshals eller Haderslev. Vores geografi og vores barndomslandskab har betydning for, hvordan vi er som mennesker. ”
Hvor kommer du selv fra?
”Jeg er vokset op i Gandrup, som er en lille by på vej mod Hals. Her er god plads, man kan se langt og man er aldrig langt fra vandet - Limfjorden eller Kattegat. Nogle taler om ”Udkantsdanmark”, men for mig har de steder navne – Gåser, Ulsted, Hou, Stae – og er bundet sammen i Vendsyssel. Hvordan det har formet mig er svært at sige, men jeg har et meget nært forhold til et stykke Danmark, som er langt fra København. Og så skal det blæse vældig meget før jeg synes, det blæser.”
Hvad er særligt vigtigt i et interview?
”Tid og stilhed er vigtigt. Den tid i et interview, hvor journalisten ikke siger noget, kan betyde, at mennesker begynder at tale. Hvis du sidder hjemme hos i stuen hos den, du interviewer, og du kan høre bornholmeruret, der slår eller katten, der spinder, og man så er stille, når vedkommende, der interviewes også er stille, så sker der det, at de begynder at tænke og så dukker ting op. Ting, som ellers ikke ville været blevet sagt.
Det gælder også, når man interviewer mennesker, der er sårbare. Det er ved de svære og sårbare emner i vores liv, at man mærker, det er vigtigt også at huske stilheden. Stilhed til, at interviewpersonen kan mærke efter ved sig selv om de kan sige det, de tænker på.
Og så har jeg en interview-termokande, hvis jeg skal møde interviewpersonen ude i det fri. Normalt drikker jeg ikke termokandekaffe, men når man sådan skal ud i verden, så er det rigtig godt at kunne tage kaffe med til folk . ”
Hvad er den største udfordring, når man skal portrættere et menneske med ord?
”Den største udfordring er, at mennesker har en tendens til at fortælle den samme historie om deres liv. Det gælder faktisk både kendte og almindelige mennesker, fordi vi alle sammen prøver at skabe mening og en rød tråd i vores liv. Som en gammel LP, der er gået i hak, kan mennesker nogle gange sidde fast i den samme fortælling. Det er ikke interessant, for så er der ikke grund til at lave et nyt interview. Så jeg vil gerne ridse lidt i lakken ved at stille nogle anderledes spørgsmål og få folk til at give noget af sig selv, som andre mennesker kan lære af. Det er igen det med tiden: som journalister skylder vi, at vi bruger vores tid på noget godt. Ellers så skulle man som læser hellere kysse sin mand end at læse vores avis. ”
Du har lige fejret dit 25-års jubilæum som journalist på Kristeligt Dagblad. Hvad har været drivkraften bag at bedrive journalistik og interviewe mennesker alle disse år?
”Jeg troede faktisk, at jeg skulle være folkeskolelærer, for det var min mor. Men det med at kunne møde mennesker og formidle deres historie, og at dele det med andre synes jeg er interessant. Jeg tror, vi som mennesker har brug for at spejle os i andre, og mit speciale som eksistensjournalist udspringer jo af at være optaget af det at være menneske. Det giver mit liv stor mening at kunne levere noget, hvor man kan mærke, at det virker ind i andre menneskers liv. Og så jeg voldsomt nysgerrig. Jeg glæder mig altid til, når jeg skal interviewe et andet menneske.
Er der noget, du har oplevet i forbindelse med et interview, som har gjort særligt indtryk på dig?
”En interviewperson havde engang mistet sin søn, og hun fortalte mig, at hun var begyndt på hver dag at skrive ned, hvad hun var taknemmelig for, fordi hun havde læst i en bog, at de taknemmelighedsord var som øjendråber for det grædende øje. Det ligger mange år tilbage nu, men siden den dag i Hedensted, har jeg hver eneste dag skrevet ned, hvad jeg er taknemmelig for. På den måde lærer jeg af mine kilder, og det menneske, jeg er, er præget af de mange mennesker, jeg møder.”