Line Knutzon: Jeg har to tænder en sød tand og en ostetand

Den 48-årige dramatiker Line Knutzon er i næste måned aktuel med stykket Elins fest på Bellevue Teatret. Dertil kommer stykket Gruppe 8 på Det Kongelige Teater efter nytår

"Jeg har to tænder. En sød tand og en ostetand. Hvis jeg er til middag, venter jeg altid utålmodigt på desserten, og så har jeg en uvane med pludselig at stå ud af min seng og smøre mig en ostemad. Det er virkelig ikke særligt charmerende," siger Line Knutzon.
"Jeg har to tænder. En sød tand og en ostetand. Hvis jeg er til middag, venter jeg altid utålmodigt på desserten, og så har jeg en uvane med pludselig at stå ud af min seng og smøre mig en ostemad. Det er virkelig ikke særligt charmerende," siger Line Knutzon. Foto: Jacob Nielsen.

Hvad er det gode liv for dig?

Jeg er meget glad for hverdagen og dens rutiner. Børn, der driver forbi og spiser med, arbejde og kaffe på gaden med venner. Ture frem og tilbage til Føtex, selvom jeg hader at købe ind og altid glemmer noget og må derned igen, og eftermiddagstur op og ned ad Frederiksberg Allé med for eksempel min datters hund, som jeg er blevet mormor for.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Også i hverdagen. Når den ellers kører uden for meget modstand det være sig for meget arbejde eller økonomiske skrupler. Når jeg har købt ind og har lavet mad, for jeg har ikke madlavningsevner fra naturens side. Jeg har det også rigtigt godt med mig selv, når jeg ved, at jeg har været koncentreret om at skrive.

LÆS OGSÅ: Jeg spiser oceaner af sød lakrids

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg går og cykler en del, og hvert kvartal råber min lænd, at jeg skal gå i fitness og sørge for, at den ikke braser sammen. Jeg spiser en del vitaminpiller og drikker p.t. noget pulver opløst i vand. Min gode ven Peter Frödin og jeg har altid hængt meget ud i helsekostbutikker (ikke at det kan ses på os som sådan).

Hvad er afslapning for dig?

Jeg er ret glad for at være udenfor i naturen, og jeg går en del rundt i både Søndermarken og Frederiksberg Have. Men jeg kan også godt lide at spise en kæmpe kage i den ene ende af sofaen sammen med en eller flere af mine børn.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Der er altid mælk til kaffen. Når vandmelonerne er gode, er der også mange af dem, og når sæsonen for Clara Frijs-pærer er i gang, er der også fyldt med dem. Men ud over det er det ofte tomt. Jeg har fire børn, og selvom to af dem er flyttet, kommer de stadig hjem og driver rundt som hajer om deres gamle køleskab. De spiser stort set alt, og jeg er altid i gang med at fylde det op igen.

Hvad er din største last?

Jeg har to tænder. En sød tand og en ostetand. Hvis jeg er til middag, venter jeg altid utålmodigt på desserten, og så har jeg en uvane med pludselig at stå ud af min seng og smøre mig en ostemad. Det er virkelig ikke særligt charmerende.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

At man skal tage det roligt med sin krop og lytte til dens behov. Jeg prøver så vidt muligt ikke at pine og plage den, hverken fysisk eller psykisk.