Det kommer jeg aldrig til at glemme: I det nordlige Finland ved man godt, hvordan en russisk invasion føles

"Petrusjka, Petrusjka. Hvor er du, min Petrusjka?"

Stemmen er på én gang skrøbelig og helt fast, da hun bryder ud i sang. Den 90-årige Katri Jefremoff synger, som hun har gjort det hundredvis af gange før, om drengen, der leder sin ven, mens han ror op og ned ad kysten i en robåd. En folkesang primært for børn, men på én og samme tid også et symbol på hendes folk, skoltsamernes, tabte land i Petsamo i det nuværende Rusland:

"Jeg savner dig, min Petrusjka," slutter hun.

Den lille kvinde står stille på stuegulvet et øjeblik, mens hun retter let på skørtet fra den traditionelle samedragt. Hun har boet her i næsten 80 år, alligevel føler hun sig stadig lidt som et plejebarn i Finland.

For Katri Jefremoff er skoltsame, og hendes slægt blev forflyttet til finsk Lapland, da Finland blev tvunget til at afstå Petsamo-området på den anden side af den nuværende grænse til Sovjetunionen efter Anden Verdenskrig.

Da Kristeligt Dagblad besøger hende i foråret 2022, ligger sneen stadig tungt over landskabet uden for vinduerne. Katri Jefremoff bor alene i et rødt træhus i den finske nåleskov i udkanten af landsbyen Nellim i Lapland. Skovens træer er lavstammede, for området her ligger nord for polarcirklen, hvor klimaet er barskt og vegetationen sparsom.

Få kilometer herfra løber det allersidste stykke af den 1340 kilometer lange grænse, som Finland deler med Rusland. Herfra er der meget langt til det politiske centrum i Helsinki, hvor politikerne i denne uge har søgt om optagelse i Nato blandt andet af frygt for at stå alene, hvis Rusland en dag skulle finde på at invadere Finland.

Til gengæld er der ikke særlig langt til de historiske erfaringer, som nu har fået finnerne til sammen med svenskerne hastigt søge medlemskab i den vestlige forsvarsalliance.

Krig ødelægger alting

For Katri Jefremoff og mange andre af områdets ældre beboere føles det næsten som et deja-vu at blive konfronteret med billeder af russiske soldater, der igen har overskredet egne grænser og invaderet et naboland. Denne gang er det sket i Ukraine længere mod syd, men gentagne gange gennem historien er det Finland, der har stået for skud. 

"Russerne og krigen har ødelagt mange ting. Krig ødelægger alting," siger Katri Jefremoff og kigger op med et fast blik.

På stuevæggen bag hende hænger et ortodokst ikon, som stammer fra hendes barndomshjem i Petsamo, hvor hun blev født. Ikonet er et af de eneste fysiske minder, hun har fra sin tidlige opvækst. Næsten alt andet måtte blive, da familien flygtede derfra.

Petsamo, hvor skoltsamerne og Katri Jefremoffs familie oprindeligt hørte til, er det område i det nuværende Rusland, som grænser op til både Finland, Norge og Barentshavet mod nord. Det har gennem historien på skift været under finsk og russisk herredømme, men under Vinterkrigen fra 1939 til 1940 besatte Sovjetunionen endegyldigt det daværende finske territorium.

Skoltsamerne kom i klemme, og mange blev først sat i fængsel eller deporteret til arbejdslejre i Sibirien. I de efterfølgende år forsøgte Finland at vinde det tabte land tilbage under Fortsættelseskrigen, og det lykkedes ganske vist at befrie og evakuere skoltsamerne, som i 1944 blev forflyttet til finsk territorium, men Petsamo forblev russisk.

Skoltsamernes kamp for et nyt hjem

I dag lever det skoltsamiske mindretal især i områderne syd- og nordvest for Inarisøen, hvor Katri Jefremoffs hjem i landsbyen Nellim også ligger. Ifølge den skoltsamiske kulturfond er der i dag omkring 700 skoltsamere, som aktivt holder folkets sprog og traditioner i live - og for hvem rødderne er så stærke, at de er skoltsamere, før de er finner, nordmænd eller russere. 

Blandt dem er Katri Jefremoff. Hun har gennem tiden syet utallige samedragter og er kendt for at holde folkets håndarbejdstraditioner i hævd. Den ældre kvinde optræder også jævnligt med skoltsamiske sange og fortællinger ved private arrangementer og ved højtider i områdets kirker. Hun kommer selv i den lokale ortodokse kirke i Nellim hver uge, for den ortodokse tro er også en vigtig del af skoltsamernes kulturarv og en af de ting, hun har med sig fra barndommen i Petsamo.

Men det har ikke altid været en selvfølge, at Katri Jefremoff skulle få lov at holde fast i sit etniske og kulturelle ophav. 

De første fire år efter evakueringen blev hun sendt til Sverige, hvor hun kom i pleje og fik lov at gå i skole, og først da Anden Verdenskrig var slut, blev hun genforenet med sin familie her i det nordøstlige Finland. 

Familien og resten af de tvangsforflyttede skoltsamere fik i første omgang lov at bo i særlige og afgrænsede bosættelser, og måtte for eksempel kæmpe for at bevare det skoltsamiske sprog, da de finske myndigheder i en periode forbød dem at tale det. 

Men Katri Jefremoff holdt ved. Hun blev gift med en skoltsame, og sammen med sin nu afdøde mand fik hun syv børn, der alle er blevet opdraget i et hjem, der har været mere skoltsamisk end finsk. For det er og har altid været vigtigt for hende, at skoltsamernes fortælling ikke bliver glemt, men lever videre i generationerne. 

Den aldrende kvinde husker minderne fra sit eget liv - ikke mindst fra årene under krigen - ned til mindste detalje. Selv det svenske sprog, som hun lærte i Sverige, ligger troligt gemt i hukommelsen.

"Det kommer jeg aldrig att glömma," hvisker hun næsten for sig selv ved tanken om tiden væk fra familien.

Petsamo tilhører andre nu

Skoltsamekvinden ryster på hovedet, når snakken falder på Ruslands invasion af Ukraine. Hun er blevet for gammel til at forholde sig til, at russerne atter er gået i krig, for hun husker kun alt for godt al den ulykke, som krigen bringer med sig, siger hun.

Katri Jefremoff bærer stadigvæk på den smerte, som er forbundet med tabet af Petsamo.

De seneste år med coronapandemi og nu krigen Ukraine har igen sat skår i det finsk-russiske grænsefællesskab, men indtil da har det faktisk været muligt for skoltsamerne og andre finner at krydse grænsen og besøge de tabte områder på den anden side. Det gælder også for Katri Jefremoff.

Da hun første gang genså Petsamo i det daværende Sovjetunionen i 1980, fik tårerne frit løb. Hun fortæller, at hun kyssede jorden, hun havde betrådt som barn, og indåndede luften og vidderne, som i århundreder havde omsluttet hendes familie, før krigen tvang dem til at flytte. Men huset, de tidligere havde boet i, turde hun ikke besøge. Tanken om, at det var blevet taget fra dem og nu var beboet af russere, gjorde for ondt, beretter hun.

Katri Jefremoff har siden da været tilbage i Petsamo mange gange, men med tiden er trangen til at besøge stedet ebbet ud. Det tilhører nogle andre nu.