Prøv avisen

Det er ikke alle danskere, som er kede af det langsomme samfund

Efter coronakrisen vil flere danskere formentlig reflektere over, om de kan leve deres liv på en anden måde, vurderer Tanja Kirkegård, som er adjunkt ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet. Foto: Iris / Ritzau Scanpix

Mens flere danskere er trætte, kede og frustrerede over, at store dele af det danske samfund er lukket ned, nyder mange introverte den ekstra tid og stilhed. Efter coronakrisen vil mange få øjnene op for, at det langsomme liv også har sine fordele, vurderer forsker

Det er efterhånden en måned siden, at statsminister Mette Frederiksen (S) holdt sit første pressemøde om coronavirussen, hvor hun lukkede store dele af det danske samfund ned.

Arbejd hjemmefra, hvis I kan, lød budskabet. Hjemmeskol jeres børn. Hold afstand til venner og familie.

Udsigten til mindst 14 dages isolation enten alene eller i selskab med ens nærmeste skabte hurtigt panik, frustration og angst blandt mange danskere.

Kristeligt Dagblad har blandt andet kunne berette om verbale sammenstød i supermarkederne, at mangel på berøring skaber mistrivsel, og at antallet af skilsmisser vil stige efter coronakrisen.

Men midt i al kaosset er der også mennesker, der har det godt med statsministerens beslutning. Ja, måske åndede nogle endda lidt lettet op ved tanken om ikke at skulle se andre mennesker og deltage i sociale arrangementer i en rum tid.

Det er den gruppe af danskere, der betragter sig selv som introverte, og som oftest lader bedst op i deres eget selskab. De er altså det modsatte af ekstroverte: Mennesker, der er mere udadvendte og får energi af at være sammen med andre.

Sofie Jensen Traulsen er en af de danskere, der betragter sig selv som introvert, og som lige nu nyder den ekstra tid, hun har fået foræret.

“Jeg synes, det er rart. Selvom jeg også kan savne at være en del af et fællesskab, har jeg tid til at læse og gå ture. Det er blevet meget lettere at få alenetid, som ellers er noget, jeg benhårdt søger at prioritere i en travl hverdag," siger hun.

Sofie Jensen Traulsen læser til daglig læring og forandringsprocesser på Aalborg Universitet. Hun har ofte lyst til at studere hjemmefra i sit eget tempo - noget hun er tvunget til nu - og synes også, det er rart at have en undskyldning for ikke at kunne mødes med venner og bekendte i weekenden.

“Nu behøver jeg ikke sige nej, for det er blevet gjort for mig af samfundet. Normalt kan jeg godt mærke, at hvis jeg har været hjemme i to uger, er jeg nødt til at foretage mig noget, fordi jeg ‘bør’. Man føler, man skal tage ud og være en del af det, der foregår. Men den følelse er jo fjernet nu. Det føles let at være introvert for tiden.”

At Sofie Jensen Traulsen nyder, at der ikke er nogle forventninger fra samfundets side, hun skal leve op til for tiden, er ikke så mærkeligt. Det fortæller Tanja Kirkegaard, som er adjunkt ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

“Vi lever i et samfund, hvor det er nemt at være ekstrovert. Det hele skal gerne gå stærkt, man skal gerne have travlt, og der ligger en værdi i at være engageret i mange ting. Du skal helst netværke med de rigtige mennesker, og jo flere venner og bekendtskaber du har på Facebook og LinkedIn, jo bedre.”

Tanja Kirkegaard refererer til den tyske sociolog Hartmut Rosa, der er kendt for sin kritik af det højhastighedssamfund, han mener, vi lever i:

“Sociale processer og aktiviteter skal hele tiden gå hurtigere og hurtigere. Man har konstant en følelse af at være i tidsnød. Det kan være svært for introverte at kapere de tendenser. De forventninger er der ikke på samme måde nu,” siger hun.

Selvom mange danskere er ved at gå ud af deres gode skind over samfundets stilstand, er der ifølge Tanja Kirkegard alligevel meget, der peger hen imod, at vi efter coronakrisen vil ændre vores måde at leve på.

“I et samfund, der drives af en accelerationstendens, hvor alting skal gå stærkt, er der nu tid til at stoppe og overveje, om man egentlig lever det liv, man gerne vil. ‘Kan jeg finde energi i mere introverte aktiviteter? Er der nogle andre ting, jeg kan integrere i mit liv, så det vil blive mere afbalanceret?’”

Om der vil være mindre stress efter coronakrisen, er svært at svare på, mener Tanja Kirkegaard. For der vil unægteligt være en stor gruppe danskere, for hvem coronavirussen har medført dødsfald, angst og fyringer, og også mange børnefamilier har været hårdt presset. Det kan også være, at vi har skubbet nogle ting foran os, som vi først forholder os til, når samfundet åbner igen, som så rammer os på det tidspunkt.

“Ser man bort fra det, har nedlukningen af samfundet fjernet nogle udefrakommende krav og valgmuligheder. På arbejdspladser kan det være, vi får vænnet os til en mere fleksibel organisering af arbejdet. Nu er der færre møder, de er også kortere, og vi er tvunget til at finde nogle mindre tidskrævende måder at strukturere vores arbejde på. Vi er blevet vænnet til at gøre det mest nødvendige, og måske kan vi tage noget af det med os videre.”

Fordi vi er tvunget til at se hinanden på en anden måde nu, er vi måske også blevet mere opmærksomme på vores behov for at være sammen med andre mennesker og nye måder at være sammen på. Det vil formentlig skabe en anden form for nærvær i fremtiden, vurderer Tanja Kirkegaard:

“Vi er eksempelvis mere eller mindre tvunget ud i naturen. Mange børnefamilier tager i skoven i weekenden i stedet for at tage i et stort legeland, som kan være enormt stressende at være i.”

Men bliver det ikke svært at fastholde, når krisen er ovre?

"Når samfundet åbner igen, vender vi også tilbage til en samfundskultur og et arbejdsmiljø, der inviterer til at leve og arbejde på en bestemt måde. Det er svært at konkludere, om vi blot vil følge med i det ræs igen, eller om vi holder fast i noget af det, vi har lært under krisen. Det kommer ikke kun an på, om det enkelte menneske kan ændre dets måde at leve på. Det handler også om, hvorvidt den kultur og det arbejdsmiljø, man er indlejret i, er ændret," siger Tanja Kirkegaard og tilføjer:

"Det, der taler for, at det måske kan lade sig gøre, er, at det er et eksperiment, som hele verden udsættes for på samme tid. Det kan måske skabe nogle bevægelser, som vil være langt mere vidtrækkende end tidligere."

I et samfund, der drives af en accelerationstendens, hvor alting skal gå stærkt, er der nu tid til at stoppe og overveje, om man egentlig lever det liv, man gerne vil. Kan jeg finde energi i mere introverte aktiviteter?

Tanja Kirkegaard, adjunkt