Fra Trump til ærkebiskopper: Her er reaktionerne på Billy Grahams død

Den amerikanske præsident, Donald Trump, og flere ærkebiskopper er blandt de personer, der har kommenteret på den berømte vækkelsesprædikant Billy Grahams død

Fra Trump til ærkebiskopper: Her er reaktionerne på Billy Grahams død
Foto: Henny Ray Abrams/Ritzau Scanpix.

"Han var tolerant, tilgivende og ydmyg i sin behandling af andre, og han eksemplificerede Jesu liv ved konstant at søge efter muligheder for at tjene Gud. Han havde en enorm indflydelse på mit eget åndelige liv, og jeg var glad for at kunne tælle pastor Graham blandt mine rådgivere og venner."

Kilde: Tidligere præsident Jimmy Carter

"Den MÆGTIGE Billy Graham er død. Der var ingen som ham! Han vil blive savnet af kristne og alle religioner. En meget særlig mand."

Kilde: Præsident Donald Trump på Twitter

"Som enhver, der voksede op i 1950’erne og 1960’erne kan fortælle, var det vanskeligt ikke at lægge mærke til og blive imponeret af pastor Billy Gaham. Dolan-familien var afgjort katolsk, stærk i troen, men i vores hjem var der altid respekt og beundring for Billy Graham og det arbejde, som han gjorde med at bringe folk til Gud."

Kilde: New Yorks katolske ærkebiskop Timothy Dolan

"Billy Graham stod som et eksempel for generation på generation af moderne kristne. Han havde få ligemænd, når det gælder hans varige indflydelse på den globale kirke, for han introducerede person efter person til Jesu Kristus."

Kilde: Den anglikanske ærkebiskop af Canterbury Justin Welby

"Billy Graham var, i mine øjne, den vigtiste evangelist siden apostlen Paulus. Han prædikede Kristus, ikke sig selv, ikke politik, ikke velstand."

Kilde: Russell Moore, formand for Sydstatsbaptisternes komite for etik og trosfrihed, på Twitter