Prøv avisen
Billedserie

Mediebiskoppen, tivolipræsten og missionæren

Det populære par Minna og Gunnar alias skuespillerne Niels Olsen og Kristen Lehfeldt sammen med biskop Jan Lindhardt i 1999. Foto: Gitte Sofie Hansen

I eftermiddag bisættes Jan Lindhardt i Roskilde Domkirke. Vi bringer uddrag fra hans erindringer samt billeder fra et langt og rigt liv

... Jeg ville være ingeniør og drømte om at rejse rundt i verden og lede opførelsen af jernbanebroer, men gennemsnittet på min studentereksamen rakte ikke til det.

I stedet begyndte jeg at læse matematik på Aarhus Universitet i 1956 uden at have gjort mig klart, hvad det skulle føre til.

Der var en spændende, charmerende professor Svend Bundgaard, som nærmest forførte en hel årgang af studerende, men efter nogle måneder på matematikstudiet sprang jeg fra, for matematik på det niveau kræver en skarp matematisk hjerne, som jeg ikke er i besiddelse af.

Så skulle jeg relativt hurtigt vælge et andet studium, og så stod teologien som en mulighed.

På det tidspunkt var jeg blevet klar over, at jeg ville have et fag, som dækkede hele mit liv, et krav, kun teologien opfyldte.

Fra min far havde jeg set, hvordan han kombinerede sine interesser med sin forskning og skabte en tilværelse, hvor arbejde og fritid flød sammen på en måde, som virkede tiltalende.

I mine første studieår forestillede jeg mig ikke, at jeg skulle blive præst, for som stammer var det ikke inden for min horisont. 

Da jeg blev cand.theol., så jeg mig selv som tidehvervsmand.

Det var en tid, hvor der ikke var nogen bekymring for kristendommens plads i Danmark, så der var ingen, som skulle ud og redde kristendommen på Guds vegne.

Dengang i de tidlige 1960’ere var denne bekymringsløshed berettiget, for folkekirken stod stærkt.

Selv om Grundloven havde sikret religionsfriheden, så var der nærmest ingen konkurrenter af betydning at få øje på.

Men tidehverv blev snart forstenet, og jeg holdt op med at forbinde mig med den fløj. 

Jeg havde en periode som Kierkegaard-tilhænger, men jeg sagde farvel til ham, da jeg var kommet ud af min åndelige pubertet. Jeg elsker stadig at fordybe mig i Kierkegaard, for han er utrolig spændende og levende at læse, men teologisk kan jeg ikke følge ham.

Kierkegaards understregning af den enkelte, den ene og subjektet blev mig på et tidspunkt for ensom og individualistisk. Erkendelsesteoretisk mener jeg også, det er forkert, for der er ikke et »jeg«, medmindre der er et »du«. Vi er i samspil med andre.

Jeg har været nær ven med Johannes Møllehave siden min studietid, og for nogle år siden fortalte han i flere interviews, at jeg havde vænnet ham af med at bede.

Han er fuld af historier, så i et øjeblik tænkte jeg, at det bare var endnu en af hans skrøner, men episoden er rigtig nok og siger også noget om den udvikling, som jeg har gennemgået fra en kristendomsopfattelse med meget lidt vægt på trospraksis til i dag, hvor jeg er fortaler for, at vi giver troen ydre udtryk.

Som biskop har jeg set mig selv som missionær og direktør. Som en, der skulle være med til at rejse den kristne fane og samtidig tænke strategisk.

Nu havde jeg lagt hånden på ploven, og så var det mig, som med et varmt hjerte og et koldt hoved skulle stikke nogle linjer ud. Min tro er det, som gør hjertet varmt, fordi jeg ved, at jeg er Guds skabning og hans elskede barn. Og det vil jeg ikke tie stille med.

Når man har en sådan skat, så kan man ikke være bekendt at holde den for sig selv, nej, så må man prædike det fra tagene, sådan som Jesus siger det til sine disciple, da han sender dem ud i verden. I vores tid, hvor der kommunikeres til os fra alle sider og på alle tider, må man måske snarere råbe det ud fra tagene, for at gemme det gode budskab finder jeg direkte umoralsk.

Kristendommen er altid kun en generation fra at uddø, og det vil blive meget svært at få den tilbage igen, skønt vi i Danmark på mange måder altid vil blive mindet om kristendommen: kirkebygningerne, det væld af ideer og symboler i vores kultur, som har rod i kristendommen, og de mange nedslag af kristen tankegang i vores etik.

Men hvis blot en generation forsømmer at undervise den næste i kristendommens grundideer, så vil der nok være masser af religion, men det er langtfra sikkert, at kristendommen vil være den største udbyder af religion. I 1970’erne og 1980’erne er der børn, som er vokset op med et nærmest historisk fravær af kristen børnelærdom fra skolens side, men ihærdige præster og det frivillige kirkelige børne- og ungdomsarbejde medvirkede til, at noget dog blev rakt videre.

Kristendommens overlevelse i et folk er ikke først og fremmest afhængig af en religiøs paratviden, for troen taler i højere grad til hjertet og følelserne, så man skal føle, for at man kan vide, og derfor ser jeg undervisningen af børn og unge som helt central for kirken.

Nogle har kaldt mig for tivolipræst. Det var næppe venlig ment, men jeg vælger at tage det til mig som et kompliment, for jeg mener, folkekirken kunne trænge til flere af den slags præster.

Debattører har blandt andet kaldt mine 80 gode råd til, hvordan man kan holde gudstjeneste, for pinlige, og sagt, at ideerne kommer til at skade højmessen. De spørger, hvordan man skal kunne tage et firma seriøst, som den ene dag beder børnene komme med deres bamser til sovedyrsgudstjeneste og næste dag har højmesse.

Det blev til, at vi lancerede en pinsefisk i 1999, og det fik al den opmærksomhed, jeg kunne drømme om, for fiskeribranchen kørte en serie ret populære reklamer med det skæve ægtepar Minna og Gunnar, og det blev til, at de skulle lave et reklamespot for pinsefisken.

Nederlaget i den sammenhæng var, at De Danske Spritfabrikker ikke ville være med. Jeg forhandlede med dem om at introducere en pinsesnaps, men de havde den store smidighed at sige, at deres snaps ikke var årstidssnapse, men noget, man drak året rundt. Siden dengang har de selv introduceret julesnaps og andre lejlighedssnapse ... Men jeg opgav ikke ideen, så det var en glæde for mig, da jeg i mit sidste bispeår fik Den Bornholmske Spritfabrik med på ideen om at producere en pinsesnaps.

Noget af det sværeste, jeg oplevede i min tid som biskop, var i 2000, hvor ni unge mænd døde under en koncert på Orange Scene på Roskilde Festival.

Næste dag var det mig, som stod på samme scene over for omkring 60.000 mennesker, hvor jeg holdt en kort gudstjeneste. I den situation siger man ikke noget, for der er stor sandsynlighed for, at ens egne ord ikke vil forslå, men så har vi muligheden for at søge tilbage til det gennemprøvede som trosbekendelsen, velsignelsen og Bibelen.

At Grosbøll fra 2005 var under mit tilsyn, betød blandt andet, at jeg hørte ham prædike og også sendte den lokale provst ud for at høre ham. I hans prædikener var de overnaturlige lag skrællet af. Jeg husker, hvordan han talte om Jesu opstandelse ved at sige, at »dette er det befrielsens budskab, som Gud lod lyde ud fra graven gennem stenen, som var sat for«.

En væsentlig pointe i den kristne opstandelseshistorie er, at stenen var væltet bort, men ikke for Grosbøll. For han mente, at Gud var en metafor. I vore samtaler drøftede vi indgående hans billede af Gud. Jeg gjorde et forsøg på at se, hvor langt vi kunne enes. Det var ikke ret langt, og jeg sagde til ham, at han skulle være glad for, at det var mig,
som sad med sagen, men jeg fornemmede ikke helt, at glæden var gengældt.

Havde jeg været direktør i en virksomhed og haft Grosbøll som medarbejder, havde jeg sikkert fyret manden, for med sine udtalelser spredte han tvivl om firmaets troværdighed, hvilket normalt er en relevant fyringsgrund. Men den mulighed havde jeg ikke som biskop. Jeg skulle i stedet se, om jeg kunne få ham til at virke inden for det, som er den folkekirkelige bekendelses rammer. For folkekirken er ikke et firma, men, som Grundtvig har udtrykt det, et gæstekammer.

Hvis kirken skal have en fremtid, skal vi i højere grad blive praktikere.

Det har jeg klart oplevet som far, hvor vi har opbygget et putteritual, som også beriger troen med en ydre form. Man kan ikke formidle kristendommen til næste generation, hvis troen alene er noget, som foregår i hjertets lønkammer og er løsrevet fra ydre former.

Dels har jeg talt en del om kristendom med drengene, og indtil de kom nogle år ind i puberteten, har jeg bedt fadervor med dem og sagt trosbekendelsen ved sengekanten. Jeg kan ikke synge, men trosbekendelsen er en rytmisk tekst, som kort siger noget om, hvad kristendommen er.

Jeg tror, at mit liv er i Guds hænder, og jeg tror, at Gud bor i mit og dit hjerte. Men jeg vil egentlig hellere sige, at det er noget, jeg ved.

Det er en viden, som er helt sand og helt rigtig, men som ikke kan bevises. Men selv om Gud bor i vore hjerter, er vi ikke guddommelige af den grund, selv om en del mennesker de senere år har hævdet, at de nærmest har rang af guder.

Gud bor ikke i mit hjerte som en hund, der har sin faste plads i hundekurven, nej, Vor Herre er en gæst. Han er min far, og jeg kan ikke sige »dæk« til ham.
 
Det gør en forskel at vide, at Gud bor i hjertet, og så kan kritikere naturligvis spørge, hvordan jeg kan vide det, og jeg må give den kritiske læser ret: Jeg kan ikke vide det, men jeg tror, kirkefaderen Augustin havde ret, da han skrev, at hjertet er uroligt, indtil det finder hvile hos Gud. I forlængelse af Augustins beskrivelse kan man indvende, at hjertet ikke kan længes efter noget, som det ikke kender.

Alt, hvad vi har forståelse og viden om, er noget, vi har fået givet, men når det gælder troens univers, så er det også noget, som vi er skabt til at kunne tage til os i tro. Der er en naturlig længsel efter Gud i alle mennesker, fordi troen på Gud i og for sig er ganske naturlig. Gud er det mest selvfølgelige af alt. Det er langt sværere at sige, at der ikke er en Gud, end at der er en Gud. Det kræver mere ikke at tro, end at tro. Når man tror, så er man klar over, at der ikke er noget alternativ.

Så snart vi synger »Den signede dag« eller »O kristelighed« i kirken, græder jeg. Det kan ikke udelukkende tilskrives min alder. Min far græd i hvert fald ikke, da han sang de samme salmer i min alder. Faktisk har jeg aldrig set ham græde. Normen var en ganske anden dengang.

Det er ikke så længe siden, at det var flovt at vise følelser ved at græde, og jeg synes på sin vis også, at det er småpinligt, et tegn på svaghed og absolut irrationelt, når jeg sidder med blanke øjne under salmesangen. Men det er, som om salmernes tekster bliver større med årene.

Jeg har nået en alder, hvor der ikke længere er noget forståelsesproblem i forhold til teksten. Salmernes indhold går ufortyndet igennem til mig uden at blive mødt af en pyskisk eller vidensmæssig modstand.

Jeg har også været mig fuldt bevidst, at min tid er begrænset. Når jeg tænker tilbage, har jeg altid haft en bevidsthed om livets korthed, og følelsen af, at »om lidt er det forbi«, har fulgt mig.

Selv om man skulle blive 90 år, så er det jo ingen alder. Der er kun 20 år til!

Samtidig med visheden om livets korthed har jeg altid haft en dybfølt undren og en lidt foragtelig attitude over for alle dem, som har så travlt med at komme til at slappe af. Som en læge sagde til mig: »Det er egentligt mærkeligt, hvor kort tid man lever i forhold til, hvor lang tid man skal være død,« og den udtalelse belærte mig om, at selv om man er læge, kan man også filosofere. Der skal nok blive rigelig med tid til at slappe af, når det jordiske liv er til ende.

I mine tanker har døden været min følgesvend i mange år, og i vore dage ved vi ofte i god tid, hvornår vi skal dø, på grund af den viden, vi har fra lægerne. Visheden om døden trænger sig på, fordi vi er så bevidste om vores tid.

Følelsen af, at man ser på dagene, der går som sandet, der løber ud af timeglasset, var ikke så påtrængende for 500 år siden, hvor man kun havde det runde år fra jul til jul og ikke engang vidste, hvor gammel man var, men blot, hvor i året man var.
 
Far døde af cancer med den opløsning, den grufulde sygdom kan medføre, men min mor fik på sin vis en let død. Hun talte i telefon, og så pludselig var hun væk. Hun døde åndsfrisk en uge før sin 90-års fødselsdag, men forud var gået et langt forløb med smerter og søvnløshed.

Det er udsigten til at skulle tabe førlighed og plages af smerter, som får mig til at sige, at vores tid på jorden ender galt. Men jeg ved også, at Jesus har sagt, at hvad end vi lever eller dør, så hører vi ham til. Med det løfte tør jeg godt se fremad.

I 1987 fejrede Gerda og P.G. Lindhardt guldbryllup. En ven af familien tog billedet, hvor Jan Lindhardt ses bag forældrene med pibe i munden sammen med den øvrige familie. Foto: Allan Holck
Her er en ung Jan Lindhardt fotograferet i 1983 af Leif Tuxen
Johannes Møllehave og Jan Lindhardt - to populære, jævnaldrende teologer og forfattere - til en samtale for åben mikrofon i Bogforum i København. Billedet er fra 2009. Foto: Torben Huss
Jan Lindhardt blev bispeviet i juni 1997 af Erik Norman Svendsen, som var biskop over Københavns Stift.
Jan Lindhardt var med til at indføre store træf for konfirmander i Roskilde. Her går konfirmanderne gennem gågaden på reformationsdagen.
Traditionen tro fik biskop Jan Lindhardt før pinse overrakt et eksemplar af pinsefisken hos Kongsbak Fisk på Halmtorvet i København af formanden for Danmarks Fiskehandlere Carl Ahrenkiel (im)og fiskehandler Niels Kongsbak (th). Billedet er fra 2005.
Det populære par Minna og Gunnar alias skuespillerne Niels Olsen og Kristen Lehfeldt sammen med Jan Lindhardt ved et pressemøde i Roskilde. Billedet er fra 1999.
Biskop Jan Lindhardt afholder mindegudstjeneste for de omkomne på Orange Scene. Billedet er fra 2000. Foto: Scanpix
Jan Lindhardt og den suspenderede sognepræst Thorkild Grosbøll fra Tårbæk mødtes i bispegården i Roskilde.
Her ses Jan Lindhardt som nyvalgt biskop sammen med ægtefællen Tine Lindhardt og sønnerne Frederik og Lars Gustav. Den ældste søn er i dag sognepræst og medvirker ved bisættelsen.
Da Jan Lindhardt gik af som biskop i 2008, flyttede familien til en lejlighed på Frederiksberg, hvor de boede frem til 2012, hvor Tine Lindhardt blev biskop over Fyens Stift. Foto: nils meilvang
Portræt af Jan Lindhardt fra 2003.
Her er Jan Lindhardt fotograferet i sommerhuset på Mols, hvor familien samledes hver sommer. Også da han var svækket af sygdom, kom han i sommerhuset og var sammen med sin store familie. Billedet er fra 2001.
Jan Lindhardt bisættes i dag i Roskilde Domkirke. Her ses han i sit sommerhus på Mols. Foto: Scanpix