Mennesker, der lever et meningsfuldt liv, ældes med ynde

Dyrk hobbyer og mennesker og bestræb dig på at være noget for andre, hvis du vil holde kroppen stærk og sund livet igennem. Ny forskning viser nemlig, at folk, der planlægger, hvad de vil med deres liv, også ældes bedre rent fysisk

Modelfoto.
Modelfoto. . Foto: Colourbox.

Find et mål, læg en plan og gå 100 procent efter det. 

Det kunne for eksempel være strikning, roning, meditation eller hjælp til venner, der har brug for det.

Midlerne kan være mange, men jo mere målrettet, du går efter dem, kan de blive et mål i sig selv til et bedre liv. I hvert fald til et stærkere liv.

Ny forskning viser nemlig, at et formålsfyldt liv gavner den fysiske styrke for mennesker senere i livet. Og jo mere målrettet, man er i sit liv, desto bedre kan kroppen stå imod alderdommens forfald.

Det skriver TIME Magazine. 

Undersøgelsen, der er udgivet i magasinet JAMA Psychiatry, opdagede sammenhængen mellem livsmål og god fysik ved at teste håndstyrken på 4500 mænd og kvinder i alderen 50 og derover. Én gang i 2006 og igen fire år senere for at observere udviklingen. På samme måde fik 1500 testpersoner testet deres ganghastighed. 

Da man betragtede den samlede gruppe efter fire år, viste det sig, at 9,5 procent af testpersonerne var blevet svagere i styrke, men mere markant at næsten halvdelen af de 1500 mennesker havde reduceret deres ganghastighed betydeligt. 

Ved derefter at sammenligne styrke og gang hos testpersoner med en forholdsvis planløs livsstil og personer med mange mål, fandt forskerne imidlertid, at personer med livsstrategien i orden klarede sig bedre i test end andre. 

Helt præcist var de målrettede 14 procent mindre tilbøjelige til at miste gangtempo. Nogle havde endda forøget hastigheden.

Hvordan kan en person så siges at have for få mål eller omvendt tilstrækkeligt mange mål til at give mening i livet og dermed øget styrke som ældre? 
 
Det fremgår ikke tydeligt af undersøgelsen. Men der anføres eksempler på, hvordan man kan forøge meningen i livet:

Dyrk hobbyer og mennesker, lav mindfulness og bestræb dig på at være noget for andre. Sådan lyder rådene. 

Forskning har tidligere vist, at der er en sammenhæng mellem formålsfyldt liv og blandt andet længere levetid, færre sygdomme og bedre søvn, skriver Time Magazine.

Men nu er sammenhængen mellem meningsklare liv og fysisk funktion også sandsynliggjort. Dertil kommer, at der selvfølgelig også er andre faktorer, som spiller sammen for at opnå den fysisk, raske krop.

Det målbevidste menneske er ofte også karakteriseret ved at være meget fysisk aktiv, at tage hånd om sit helbred samt at besidde en overordentlig stor selvkontrol.