Hvilken musik kan du bedst lide – musik fra 1960’erne eller fra 1980’erne?
Hvordan tror du, at den brede befolkning vil besvare det spørgsmål?
De fleste mennesker har tendens til at lægge sig op ad andre. Hvis du personligt elsker musik fra 1960’erne, går du automatisk ud fra, at en stor del af dine jævnaldrende har det på samme måde.
Også mennesker, der foretrækker 1980’erne, tror, at de er i flertal.
Vi har en tendens til at overvurdere graden af overensstemmelse med andre. Vi tror, at andre tænker og føler det samme som os. Denne tankefejl kalder man for den falske konsensuseffekt.
Stanfordpsykologen Lee Ross stødte på fænomenet i 1977. Han flikkede et træskilt sammen, hvor man kunne læse reklamesloganet ”Eat at Joe’s” (”Spis på Joes restaurant”) og bad tilfældige studerende om at gå rundt med dette skilt på campusområdet i 30 minutter. Samtidig bad han dem vurdere, hvor mange andre studerende der ville være parate til at udføre dette lille job.
De, der erklærede sig parate til at bære skiltet, gik ud fra, at flertallet (62 %) af alle andre studerende også ville sige ja til det.
De, der takkede nej, troede til gengæld, at et flertal (67 %) ligeledes ville finde det for tåbeligt at gå rundt som en omvandrende reklamesøjle. I begge tilfælde vægrede de studerende sig i overensstemmelse med flertallet.
Den falske konsensuseffekt finder man i interesseorganisationer og politiske udbryderpartier, der systematisk overvurderer deres politiske sags sprængfarlighed. Det bliver tydeligt, når man for eksempel diskuterer, hvor dramatisk den globale opvarmning kan skønnes at være. Hvilken holdning du end har til den problematik, vil du formodentlig tro, at flertallet af befolkningen deler dit synspunkt.
Når politikere føler sig overbeviste om, at de bliver valgt, så er det ikke bare påtaget optimisme. Uden at ville det overvurderer de systematisk deres chance for at blive valgt. Og som vælger overvurderer du dit yndlingsparti med et par procenter.
Endnu værre stedt er kunstnerne. De forventer i 99 % af tilfældene mere succes, end de rent faktisk får. Jeg var for eksempel fuldkommen overbevist om, at min roman Massimo Marini ville blive en bragende succes.
Den var mindst lige så god som den forrige roman, tænkte jeg – og den solgte jo fremragende. Der var blot det ved det, at publikum havde en anden mening.
Jeg havde taget fejl. Den falske konsensuseffekt.
Naturligvis er den økonomiske verden heller ikke fri for sådanne fejlskud. Fordi en udviklingsafdeling er over- bevist om deres produkt, betyder det langtfra, at forbrugerne tænker på samme måde. Det mærkes især i firmaer, hvor teknikerne har ordet.
Opfinderne forelsker sig i deres egne udspekulerede raffinementer og tror fejlagtigt, at det også må interessere forbrugerne.
Den falske konsensuseffekt er interessant af endnu en grund. Folk, der ikke deler vores mening, stempler vi gerne som ”ikke helt normale”.
Også det viste Lee Ross’ forsøg: Studerende, der var parate til at gå rundt med skiltet, betegnede dem, der vægrede sig, som ”hæmmede mennesker uden humoristisk sans”.
Disse kaldte til gengæld skiltebærerne for ”idioter” og ”folk, der altid skal gøre sig selv til midtpunkt”.
Måske kan du huske tankefejlen Social Proof fra Kunsten at tænke klart. Er den falske konsensuseffekt identisk med den? Nej. Social Proof er ubevidst gruppepres. Ved den falske konsensuseffekt er der intet pres på spil. Men den har dog en social funktion – derfor har evolutionen vel heller ikke udryddet den.
Vores hjerne er ikke bygget til at genkende sandhed, men til at efterlade flest mulige børn og børnebørn.
Den, der takket være den falske konsensuseffekt optrådte modigt og overbevisende, prøvede dermed at gøre indtryk, ragede uforholdsmæssigt mange ressourcer til sig og øgede dermed sandsynligheden for at lade sine gener gå i arv til de efterfølgende generationer.
Tvivlere var mindre sexede.
Facit: Gå ud fra, at dit syn på tingene ikke bliver delt i almindelighed. Og endnu en ting: Gå i særdeleshed ud fra, at de, der tænker på en anden måde, ikke er idioter.
Vær ikke skeptisk over for dem, men mest over for dig selv.