Dirigenten giver musikken tid for at få plads til en ægte julefred

At mærke, at musik har noget at give – trøst, lindring, håb – føles utrolig meningsfyldt. Det er nemt at glemme i den travle hverdag, fortæller dirigent Mogens Dahl, som er grundlægger og ejer af Mogens Dahl Koncertsal

"Det er tankevækkende, at de mange mennesker, der kommer til vor årlige Messias-opførelse føler en trang til at høre dybt religiøs julemusik år efter år," siger dirigent Mogens Dahl.
"Det er tankevækkende, at de mange mennesker, der kommer til vor årlige Messias-opførelse føler en trang til at høre dybt religiøs julemusik år efter år," siger dirigent Mogens Dahl. Foto: Niels Hougaard/Ritzau

Det nytter ikke noget at presse for meget på, når man søger efter guldgruberne i musikkens verden. Hvis det vi søger, er dyb mening og fred med os selv og hinanden, er der uendeligt meget at hente i musikkens verden. Men det er kræfter, der bedst forløses, når de får tid og ro til at vokse organisk frem.

Filosoffen Voltaire skrev: "Lad os dyrke vores have." Og deri er der meget visdom. Hvis man overfører dette til musikken, så betyder dette at dyrke: at give tid til at vente.

Arbejdets vingesus
I mit virke som dirigent kan man nærmest opnå en meditativ tilstand i den fredfyldte beskæftigelse med den store musik. Så mærker man for alvor vingesuset, mærker hvor den indbyder til at sang på den ene side kan løfte sig mod det store sublime, og på den anden side kan svinde ind til en stille hvisken.

På den måde slår man sine rødder ned i de enkelte værker, finder så at sige ind til kernen i det enkelte værk. Hvad enten det er en simpel godnatsang af Gorecki eller det er Händels Messias.

Det er tankevækkende, at de mange mennesker, der kommer til vor årlige Messias-opførelse føler en trang til at høre dybt religiøs julemusik år efter år. Mennesker, som ellers ikke er kirkegængere, giver sig tid til at høre blandt andet juleevangeliet i Händels musikalske form og giver sig herved tid til fordybelse og glæde.

Fredfyldt musik om livets alvor
Den store musik byder på dybe fælles sandheder i et moderne tonesprog. De traditionelle bønner og messeled med deres forskellige karakter af anråbelse, ekstatisk jubel, ydmyghed osv. bliver fortolket i tonesprog, som passer til nutidsmennesker - til vores ører, kan man vel sige. Det forudsætter et publikum, der er villig til at give værket tid. Også som lytter er man nødt til at finde den ro frem, der er nødvendig for at fordybe sig i musikkens kræfter.

Sådan et publikum har vi. Det er derfor også hvert år en gribende oplevelse for os allesammen i kammerkoret, når vi synger allehelgenskoncert i Christians Kirke i København. Det er en tid på året, hvor man mindes afdøde slægtninge og venner med fredfyldt og eftertænksom musik. At mærke, at musik har noget at give – trøst, lindring, håb – det føles utrolig meningsfyldt. Det er nemt at glemme i den travle hverdag, at musikken kan tilbyde dette – musik kan mere end ”bare underholde”.

Ved allehelgenskoncerterne har vi blandt andet opført et stykke af den franske komponist Olivier Messiaen, der sad i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig og oplevede alle de værste rædsler, man kan forestille sig. Det, der bar ham igennem, var en stærk tro og en fuldstændig ukuelig trang til at skabe musik. Mens han sad i lejren, komponerede han den gribende ”Kvartet til tidens ende” som uropførtes inde i lejren, og den var med til give ham og medfangerne håb om noget hinsides indespærringen. Det var et svar på nazisternes nedbrydende adfærd.

Under de mest meningsløse og umenneskelige forhold har musikken altså noget at byde på. Selv dér kan den blive et tilflugtssted for skønheden, for løftet om fred.

Musikkens ekstra dimension til julen
Der ligger i musikkens natur en inderlighed og frem for alt en sublim skønhed. En harmoni, der henter sin inspiration fra selve englekorenes sang. Det giver musikken en ekstra dimension. Det er derfor, vi bliver ved med at vende tilbage til den klassiske musik i alle dens former.

Og det er også derfor, at musikken bliver ved med at vende tilbage til den kristne julefortælling og hente næring og inspiration. Vi skal jo ikke glemme, at alt det, vi forbinder med klassisk musik i dag er vokset ud af en eneste rod: den kirkelige sang, middelaldermunkenes enstemmige, gregorianske sang. Fra denne rod voksede hele musikhistoriens træ op. Først som flerstemmig sang, så med flere og flere instrumenter.

Jeg tror på, at musikken, der bygger på denne tradition, kan være helende og samlende for os mennesker. Men vi skal huske, at det er en kraft, der skal vokse og gro gennem tid. I julemåneden har vi alle måske ekstra travlt, men alligevel er der heldigvis også tradition for, at vi giver musikken tid – og dermed giver plads til en ægte julefred.