Goodwill Zwelithini blev 72 år.
Indrømmet, navnet vækker næppe genkendelse hos mange danskere, men hans død tilbage i marts på et hospital i byen Durban udløste stor sorg i Sydafrika, primært i de østlige provinser Kwazulu og Natal.
Det er nemlig især i de to provinser, at zuluerne, der med cirka 12 millioner personer er den største etniske gruppe i Sydafrika, bor – og Goodwill Zwelithini var gennem 50 år zuluernes konge. Og mens hans rolle primært var ceremoniel, havde kongen stadig en vis indflydelse og var en yderst respekteret regent. Mindehøjtideligheden for ham havde således deltagelse af både landets nuværende præsident, Cyril Ramaphosa, den tidligere præsident Jacob Zuma, der selv er etnisk zulu, og af fyrstinde Charlene af Monaco, der voksede op i Sydafrika.
Kongens officielle dødsårsag? Komplikationer i forbindelse med covid-19. Og mens coronapandemien, der alene i Sydafrika har krævet over 72.400 menneskeliv, med god grund har domineret mediebilledet i mere end et år, er det værd at bemærke, hvad komplikationerne skyldtes. Kongen led nemlig af diabetes, og ifølge tal fra Verdenssundhedsorganisationen kan et ud af fem coronarelaterede dødsfald i Afrika spores tilbage til, at afdøde var diabetiker.
Og havde det ikke været for coronapandemien, så havde meget af den sundhedsfaglige debat i Afrika i år sandsynligvis drejet sig om diabetes, for kontinentet står midt i en hurtigt voksende diabetesepidemi. Ikke blot har antallet af diabetikere, herunder især type 2-diabetikere, været kraftigt voksende de seneste små 20 år. Ifølge tal fra Den Internationale Diabetesforening (IDF) ventes antallet af diabetikere i Afrika syd for Sahara at stige med ikke mindre end 143 procent fra det nuværende tal på godt 19 millioner til 47 millioner mennesker i 2045.
”Den forventede, kraftige stigning i antallet af diabetestilfælde i Afrika syd for Sahara må ikke blive ignoreret, da stigningen kan have ødelæggende konsekvenser, både sundhedsmæssigt og økonomisk, for regionen. De fleste nationale sundhedsprogrammer står helt uforberedte over for den voksende byrde fra diabetes, fordi de i forvejen er hårdt spændt for i kampen mod infektionssygdomme. Et pres, som coronapandemien kun har gjort endnu større,” fastslår Chinwe Juliana Iwu-Jaja, sundhedsforsker ved Stellenbosch Universitet i Sydafrika, i et indlæg på forskningshjemmesiden The Conversation.
For mens infektionssygdomme som tuberkulose, hiv og malaria får meget omtale, er diabetes allerede nu den helt store livsstilsbetingede folkesygdom i Afrika. I 2019 resulterede sygdommen ifølge IDF i 366.000 dødsfald i Afrika syd for Sahara, heraf næsten 90.000 i Sydafrika. Diabetes, der ofte kaldes den stille dræber, er dermed skyld i næsten lige så mange afrikanske dødsfald som malaria.
Det har ikke skortet på advarsler om, at diabetes udgør et stigende problem. Tilbage i 2017 advarede en rapport, der blev offentliggjort i det velrenommerede lægetidsskrift The Lancet, næsten med samme ord som Chinwe Juliana Iwu-Jajas om de ”ødelæggende sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser”, diabetes kunne have for regionen.
”Vi er dybt bekymrede over både problemets omfang, over den hastighed, hvormed diabetes griber om sig, og over, hvor dårlig sundhedssystemernes respons er,” lød det i den forbindelse fra Rifat Atun, professor i global sundhed ved Harvard T.H. Chan School.
Han var en af tre hovedforfattere til rapporten, der satte yderligere trumf på det dystre fremtidsbillede ved at understrege:
”Da diabetes øger risikoen for at få andre alvorlige sygdomme som hjertesygdomme, slagtilfælde og nyresvigt, kan dens stigende forekomst forårsage en enorm bølge af kronisk sygdom i mange lande i Afrika syd for Sahara.”
Forekomsten af diabetes varierer betragteligt mellem de 46 lande i Afrika syd for Sahara.
For eksempel anslår Den Internationale Diabetesforening, at det kun er 0,8 procent af befolkningen i Benin, der har diabetes. Overordnet for alle landene lyder vurderingen, at fire procent af de 500 millioner afrikanere mellem 20 og 79 år har sygdommen, samt at flere afrikanske lande allerede er ved at nærme sig et mere vestligt niveau, hvor omtrent 1 ud af 10 lider af diabetes 2.
Det er for eksempel tilfældet i Sydafrika, hvor det anslås, at 12,8 procent af befolkningen allerede har diabetes – et tal, der kun overgås af øgruppen Seychellerne, hvor andelen af diabetikere står på 14,2 procent. Til sammenligning hedder procentdelen af diabetikere i Danmark ifølge IDF’s tal 8,3.
Men hvorfor stiger tallene så kraftigt i Afrika?
Her peger forskere især på den umiddelbart paradoksale forklaring, at det overordnet går godt på det afrikanske kontinent. For eksempel dør færre af infektionssygdomme end for år tilbage, hvilket betyder, at folk bliver ældre – og alder i sig selv er en faktor for at udvikle type 2-diabetes.
Samtidig har folk flere penge mellem hænderne, hvilket ofte fører usunde valg med sig i forhold til, hvad man putter i munden. Dårligere og mere ”vestlige” spisevaner, hvor der spises mere forarbejdet mad med højt sukker- og fedtindhold, har ført til en kraftig vækst i antallet af svært overvægtige, og det gør det ikke bedre, at flere afrikanere nu har et kontorjob og derfor ikke er så fysisk aktive som tidligere.
Men det er så samtidig den ”gode” nyhed, mener Chinwe Juliana Iwu-Jaja fra Stellenbosch Universitet. For det kan der relativt nemt gøres noget ved.
”Taget i betragtning, at diabetes er en livsstilssygdom, så må regeringerne agere hurtigt og opmuntre til livsstilsændringer i et forsøg på at inddæmme sygdommen. Folk bør tilskyndes til at spise sundt, være fysisk aktive og undgå at tage ekstremt på. Sådanne enkle livsstilsændringer forebygger effektivt type 2-diabetes,” skriver hun i indlægget på The Conversation med henvisning til en lang række vestlige undersøgelser på området.
Flere afrikanske lande som for eksempel Zambia, Botswana og Sydafrika har da også allerede indført afgifter på sukkerholdige drikke i et forsøg på dæmpe efterspørgslen. I Sydafrika har det ifølge Karen Hofman, sundhedsøkonom på Witwatersrand Universitet, på tre år fået salget af sodavand og andre drikke, der er tilsat sukker, til at falde med mere end en tredjedel. Og mens tiltaget er et skridt i den rigtige retning, understreger Chinwe Juliana Iwu-Jaja, at Afrika ”står over for en række helt særlige udfordringer i forhold til at bekæmpe diabetes”.
”Der mangler penge til kampen mod ikke-infektionssygdomme. For få bliver undersøgt og diagnosticeret. Der mangler retningslinjer, specifikt rettet mod lokalbefolkningen. Der er for lidt medicin. Der er stor forskel på, hvor meget der tages hånd om patienter i henholdsvis by- og landdistrikter og mellem den offentlige og private sundhedspleje. Alle disse faktorer betyder, at diabetes påvirker sundhedssituationen i Afrika syd for Sahara mere negativt end i nogen anden region i verden,” skriver hun i The Conversation og opfordrer til ”en koordineret tilgang på tværs af sektorer og lande” i kampen mod diabetes.
Dertil er der dog lang vej endnu. Og selv i lande, der har en national plan, er der problemer. Det kan Patrick Ngassa Piotie fra universitetet i Pretoria tale med om. Han har sammen med to andre forskere undersøgt, hvordan Sydafrikas ellers roste program for medicinudlevering til diabetikere fungerer. Det kom som en ubehagelig overraskelse for dem, at undersøgelsen, der er offentliggjort i medicinaltidsskriftet African Journal of Primary Health Care & Family Medicine, viste, at selv blandt patienter i behandling var det kun en tredjedel, der havde et acceptabelt blodsukkerniveau.
Konklusionen er, at programmet, der er designet til at lette presset på lægehuse, har den utilsigtede konsekvens, at personer tilknyttet det ”har begrænsede muligheder for at blive informeret om tilstanden og blive uddannet i, hvordan man bedst håndterer diabetes”.
At kendskabet til sygdommen er begrænset hos den almindelige afrikaner er den 60-årige tømrer Hilary Lingalia fra Cameroun et eksempel på.
”Det var en ukendt sygdom for mig. Hverken min far eller min mor havde diabetes,” sagde han, da nyhedsstationen Voice of America i november sidste år i anledning af Verdens Diabetesdag talte med ham.
Da han i 2014 blev ramt af nervesmerter, opsøgte han i første omgang en lokal behandler, der mente, at han var blevet forhekset. Hilary Lingalias hustru insisterede imidlertid på, at han skulle undersøges på hospitalet.
Her lød beskeden: diabetes. På det tidspunkt var sygdommen allerede så fremskreden, at han fik sit ene ben amputeret.