”Så strejker skoleeleverne igen for et bedre klima. Men mon ikke vores gode politikere kan finde ud af at løse dette problem. Pas I hellere jeres skole.” Således sagde en af mine venner forleden på Facebook. I den ideelle verden løste politikerne alle vigtige samfundsmæssige problemer og i en sådan verden vil demonstrationer være overflødige.
Og fra en umiddelbar betragtning, er det da også politikerne der har magten og som kan foretage lovændringer, der gør det mere tillokkende at sænke vores CO2 udledning. F.eks. ved at gøre det økonomisk attraktivt at købe el-biler, anvende offentlig trafik og give tilskud til udbygning og forskning i sol og vind energi. Samtidigt kunne de gøre det dyrere at købe f.eks. plastik, kød og flyrejser.
Politikernes vrangvillighed
Når den ene videnskabelige undersøgelse efter den anden gør det klart, at der fra politisk side ikke bliver gjort nok, hverken nationalt eller internationalt, for at mindske den globale opvarmning, og f.eks. USA præsidents Donald Trump ikke tror på menneskeskabt global opvarmning, er det noget helt galt.
Så det er oplagt fornuftigt og alarmerende vigtigt, at skoleelever (sammen med alle andre individer) kommer på banen med protester over politikernes vrangvillighed eller langsommelighed med at føre en ambitiøs klimapolitik. Og det er forståeligt, at det især er de unge der demonstrerer eller igangsætter klimademonstrationer, da det primært er de unge, der vil blive skadet af de klimaforandringer, som primært er forårsaget at de ældre generationer.
Hertil kan man indvende, at hvad skoleelever eller enkelt personer gør, ikke betyder noget som helst i forhold til at løse klimakrisen. Vi skal bare passe vores skole eller arbejde. Om vi demonstrerer, sparer på lyset eller ej gør ingen forskel. For det, der i virkeligheden betyder noget i forhold til at løse eller mindske klimakrisen, er politiske og videnskabelige løsninger.
Jeg meget uenig i dette synspunkt. Vi kan gøre noget som enkelt personer. Og jo flere enkelte personer, der ønsker at klimaet skal stå højt på den politiske dagsorden, jo større er chancen for at politikerne tager emnet mere seriøst. For enkelt individer kan stemme til politiske valg – i alle tilfælde fra de bliver 18 år - og hvis der er noget som politikere er interesseret i, er det, at de bliver valgt til f.eks. Folketinget.
Det personlige ansvar er mere end en snebold i helvede
Hvad kan man gøre som enkelt individ, hvis man ikke er politiker eller videnskabsperson? Man kan, som skoleeleverne så fint viser det, engagere sig politisk, ved at demonstrer for en mere ambitiøs klimapolitik. Man kan melde sig ind i eller stemme på de mest grønne partier eller melde sig ind i mindre grønne partier og prøve at ændre deres klimapolitik indefra.
På den private front kan man også gøre noget aktivt for at formindske udledningen af drivhusgasser. Da produktionen af kød står for cirka 15 % af den samlede udledning af drivhusgasser, kan en fin strategi være at spise mindre kød, især oksekød som er klart den mest klimabelastende form for kød.
I mit hjem er vi f.eks. gået fra at have en kødfri dag om ugen til at have en køddag om ugen, altså en væsentlig reducering af kødforbruget. Vi kan også gøre mange andre ting, så som at rejse mere miljøvenligt, genbruge tøj og minimere vores madspild og affald.
Igen kan man hævde, at din private indsats kun forslår som en snebold i helvede. Men når vi bliver tilstrækkeligt mange mennesker, der sætter belastning af klimaet højt på vores dagsorden, kan det sprede sig som ringe i vandet, der kan påvirker ikke blot politikerne men også vores venner og din nabo.
Så det er ikke kun politikere og videnskabsfolk, der skal være med til at løse udfordringerne med global opvarmning. Det skal vi alle, og derfor skal vi lytte til og bakke om skoleelevernes demonstrationer i stedet for at latterliggøre dem – hvilket er for nemt og, moralsk set, forkert.