Prøv avisen
Boguddrag

Opråb til forældre: Digitale medier ødelægger hjernen og gør vores børn syge

"En lang række undersøgelser af medieforbruget viser med al tydelighed, at der i høj grad er grund til bekymring," skriver hjerneforsker Manfred Spitzer i ny bogudgivelse. Foto: Sergey Nivens/Ritzau Scanpix

Nutidens digitale overstimulering har demens-lignende effekt på hjernen, advarer tysk hjerneforsker i ny udgivelse. Bogen ”Digital Demens” er et opråb til at tage den digitale verdens påvirkning dybt alvorligt, særligt for vores børns skyld. Her kan du læse et uddrag fra bogen

I USA bruger unge mennesker mere tid på digitale medier – lidt over 7,5 timer dagligt – end på at sove, hvilket fremgår af en repræsentativ undersøgelse blandt mere end 2000 børn og unge i alderen otte til atten.

I Tyskland bruger niendeklasseselever lidt under 7,5 timer dagligt på digitale medier, hvilket en stor spørgeskemaundersøgelse blandt 43.500 skoleelever viste. Og heri er ikke medregnet brugen af mobiltelefoner og MP3-afspillere.

Faktisk bruger de unge mere tid på digitale medier, end de bruger i skolen (knap fire timer i gennemsnit). En lang række undersøgelser af medieforbruget viser med al ønskelig tydelighed, at der i høj grad er grund til bekymring.

Det er derfor, jeg har skrevet denne bog. I mange menneskers øjne vil det være en irriterende bog, meget irriterende. Men som psykiater og hjerneforsker kan jeg ikke andet. Jeg har børn, og jeg har ikke lyst til, at de om tyve år skal anklage mig og sige:

"Far, du vidste alt det her! Hvorfor har du ikke gjort noget?"

Jeg har i årtier arbejdet med mennesker, hjernen, læringsprocesser og medier, og jeg anskuer udviklingen anderledes end de fleste, både fra en fars og fra en hjerneforskers synsvinkel. Derfor ønsker jeg at lægge fakta, data og argumenter klart og tydeligt på bordet. Jeg tager udgangspunkt i videnskabelige studier fra gode, anerkendte og almindeligt tilgængelige videnskabelige fagtidsskrifter.

"Åh, hold nu op med al den videnskab," kan jeg høre mine kritikere sige.

Mit svar på det er ganske kort: Videnskaben er det bedste, vi har! Videnskaben er vores fælles søgen efter sand og pålidelig viden om verden og dermed også om os selv. Hvis man går ind på et apotek for at købe hovedpinepiller, sætter sig ind i en bil eller et fly, tænder for komfuret eller bare for lyset (for slet ikke at tale om fjernsynet eller computeren!), så har man faktisk hver gang skrevet under på, hvor meget man kan stole på videnskabens erkendelser, og at man selv faktisk stoler på dem. Hvis man fuldstændig afviser videnskaben, er man enten ikke klar over, hvad det er, man siger, eller også siger man bevidst noget usandt.

Hvad er problemet?
I 1913 skrev Thomas Edison – det var ham, der opfandt glødepæren, grammofonen og filmen – i en avis i New York:

"Bøger vil snart være forældede i skolen … Det er muligt at undervise i enhver form for menneskelig viden med levende billeder. I løbet af ti år vil vores skolesystem være totalt forandret."

Da fjernsynet nogle årtier senere dukkede op, mente tilsvarende optimistiske stemmer, at man nu langt om længe kunne få kultur, værdier og viden ud i de yderste afkroge af verden og dermed forbedre menneskehedens samlede dannelsesniveau betragteligt. Efter endnu nogle årtier fik computeren igen folk til at tale om helt nye muligheder, som ville revolutionere undervisningen i skolerne.

Denne gang er det noget helt andet, understreger store skarer af medieeksperter utrætteligt. Alligevel kan vi se, at e-learnings storhedstid allerede er ved at være forbi, på samme måde som vi i 1970’erne oplevede, at sproglaboratorier og programmeret undervisning kuldsejlede. Det virker simpelt hen ikke at sidde alene ved en computer for at lære noget – det er selv de varmeste fortalere for brugen af computere enige i. Hvorfor er det sådan? Og hvad betyder det for dem, der hele tiden sidder ved en computer og er på internettet?

Videnskabsjournalisten Nicholas Carr beskriver de følger, han selv oplever af at bruge internettet, således:

"Nettet ødelægger tilsyneladende min evne til at koncentrere mig og fordybe mig. Mit sind forventer nu at få informationer på præcis den måde, som nettet tilbyder dem, nemlig i form af en hurtig strøm af småbidder […] Mine venner siger det samme: Jo mere de bruger nettet, jo mere skal de kæmpe for at koncentrere sig for at skrive længere afsnit."

Hvis man søger svar på, hvad internettet og de nye digitale medier gør ved os, er der ikke alene personlige beretninger og empiriske studier fra medieforskningen at trække på. Også den helt grundlæggende forskning i, hvordan hjernen fungerer, kan bidrage med noget.

Ligesom biokemien giver os et bedre blik for stofskiftesygdomme, får vi et mere klart syn på farerne ved de digitale medier på baggrund af den forståelse, vi i dag har af de mekanismer, der ligger til grund for læring, tankevirksomhed, opmærksomhed og udvikling.

En af de vigtigste opdagelser, der er gjort inden for neurobiologien, er, at hjernen hele tiden ændrer sig ved at blive brugt.

Når man forstår noget, når man tænker, oplever, føler, handler – så efterlader det alt sammen såkaldte hukommelsesspor. Endnu i 1980’erne var de en hypotetisk konstruktion, men i dag kan vi se dem. Synapserne – de plastiske forbindelsespunkter mellem nervecellerne, der hele tiden forandrer sig, og som de elektriske signaler, som hjernen arbejder med, bevæger sig gennem – kan man i dag registrere og ligefrem filme. Man kan se, hvordan de forandrer sig i løbet af en læringsproces. Ved hjælp af forskellige metoder kan man også se størrelsen af forskellige områder i hjernen og de aktiviteter, der foregår der, og på den måde kan man langt hen ad vejen påvise den neurologiske virkning af læringsprocessen.

Men når hjernen altid lærer (den kan slet ikke lade være med at lære!), så bliver der også sat spor, hver gang man bruger digitale medier. Her skal man være opmærksom på, at vores hjerne er blevet til over et langt tidsforløb, hvor den er blevet tilpasset forskellige miljømæssige faktorer, som bestemt ikke omfattede digitale medier.

I dag opfatter vi mange civilisationssygdomme som udtryk for et misforhold mellem vores tidligere levevis (som jægere og samlere, dvs. med meget bevægelse og meget fiberrig kost) og den moderne levevis (med meget lidt bevægelse og med fiberfattig kost), og på lignende måde kan man forstå de digitale mediers negative virkninger på åndelige/psykiske processer. Her kan man beskrive meget forskellige mekanismer og processer, der handler om kognitive evner som opmærksomhed og udvikling af sprog og intelligens; alt sammen noget, der har forbindelse med, hvordan den menneskelige psyke fungerer.

I det følgende vil jeg ved hjælp af eksempler vise, hvordan det alt sammen får stor indflydelse på følelsesmæssige og sociale processer, ikke mindst på etisk-moralske holdninger og vores opfattelse af os selv. Altså vores personlige identitet.

"Digital demens. Sikke noget sludder!" kan jeg allerede høre mine kritikere råbe.

Men de kan bare selv gå på nettet og se, at jeg ikke er den eneste, der bruger det begreb. Hvis man i skrivende stund googler "digital demens" på tysk eller engelsk, får man på et splitsekund henholdsvis 8000 og 38.000 henvisninger.

Hvis man ikke tænker, bliver man ikke ekspert
Hvis man stadig er i tvivl, så overvej det her: Telefonnumre på familie, venner og bekendte er gemt på mobilen. GPS’en finder vej hen til det sted, vi har aftalt at mødes med dem. Private og arbejdsmæssige aftaler er noteret i kalenderen på mobilen eller computeren. Hvis der er noget, man vil vide, googler man. Fotos, breve, mails, bøger og musik opbevarer man i skyen. Der er ikke noget, der hedder at tænke selvstændigt, huske eller reflektere.

Hver eneste dag får jeg mails fra skoleelever og studerende, der lyder nogenlunde sådan her:

Kære professor Spitzer

Jeg/vi arbejder lige nu på et oplæg [skriftlig opgave/bacheloropgave/speciale] om emnet hjernen og x [indsæt her et vilkårligt emne i stedet for variablen x]. Kan du svare os på følgende spørgsmål: 1) Hvordan fungerer hjernen? 2) … [Og hvis afsenderen er skoleelev, slutter mailen ikke sjældent med følgende sætning.] Jeg/vi vil gøre dig opmærksom på, at vi skal aflevere i morgen. Det vil derfor være dejligt, hvis du kan svare med det samme …

Hvis jeg overhovedet svarer (det afhænger af min dagsform, hvor meget tid jeg har, og hvor flink jeg har lyst til at være), så sender jeg en artikel, som de pågældende selv bliver nødt til at læse. Og det siger jeg så til dem. For hvis man bare spørger en eller anden i en mail i stedet for selv at gå i dybden med et emne, har man slet ikke forstået, hvorfor man overhovedet gør det stykke arbejde. Skoleeleven skal jo lære selv at tænke! På den måde undgår man det, der skete for tre skoleelever: De skulle lave et oplæg om landet Georgien ved Sortehavet og afleverede en meget flot Power Point-præsentation – om den amerikanske stat Georgia!

Det giver mig især grund til bekymring, når jeg oplever, at selv skolelærere og undervisere på universitetet tilsyneladende ikke har fattet, hvad det egentlig vil sige at lære. For hvis jeg har sagt nej til at lade mig interviewe eller til at svare på spørgsmål, så skriver de studerende ofte til mig:

"Jeg får en dårligere karakter, hvis jeg ikke har kommentarer til emnet fra en ekspert."

Disse undervisere kunne jeg godt tænke mig at give følgende svar (og nogle gange skriver jeg noget tilsvarende til eleverne/de studerende): Ligesom man ikke lærer at bestige bjerge ved, at en anden bærer en op på toppen, så bliver et ungt menneske heller ikke til ekspert (i noget som helst fagområde), hvis vedkommende bare spørger en ekspert.

Man er nødt til selv at tilegne sig viden fra kilderne, stille kritiske spørgsmål, sætte de enkelte puslespilsbrikker sammen til en meningsfyldt helhed, ellers lærer man ikke noget. Den evne består også i at kende en række fakta (det gælder alle eksperter), men den afhænger især af, at man har kendskab til kilderne og kan vurdere deres troværdighed m.m. Man skal kort sagt grave sig ned i et emne.

Det handler ikke om "udenadslære". Ingen bliver bjergbestiger ved at lære bjergenes navne og rutens vejskilte udenad! (Faktisk sidder bjergbestigere inde med netop den viden; men det er indlysende, at det ikke er alt, og at det slet ikke er det, det drejer sig om. Det er noget, man lærer i forbifarten.)

Nogle gange bliver jeg spurgt, om det er forkert, at man ikke længere lærer digte udenad i skolen. Det har jeg ikke en afklaret holdning til, men jeg ved, at man på den måde lærer at bruge sit sind som lagerplads, og det er ikke uvæsentligt, når man skal lære noget. Hvis man allerede i forvejen ved, at man ikke kan eller vil lære det emne, som man lige nu beskæftiger sig med, så lærer man beviseligt dårligere. Hvis man altså ikke er ude på, at der skal blive noget hængende, så bliver der også betydeligt mindre hængende.

Demens handler ikke bare om, at man glemmer. Og digital demens handler også om mere, end at især unge mennesker tilsyneladende bliver mere og mere glemsomme, sådan som en række sydkoreanske forskere som de første i 2007 påviste.

Det handler meget mere om åndelig ydeevne; det handler om at kunne tænke kritisk og om at have et overblik over "informationsstrømmens tætte buskads". Hvis kassedamen regner "2 plus 2" ud på lommeregneren og ikke er klar over, at resultatet "400" må være forkert, hvis NASA sender en satellit ned i sandet (eller ud i det uendelige rum), fordi det ikke er faldet nogen ind, at tommer og mil ikke er det samme som centimeter og kilometer, eller hvis bankassistenten regner 55.000 euro forkert, så betyder det til syvende og sidst, at der ikke længere er nogen, der selv tænker med.

I de nævnte eksempler er der åbenbart ingen, der i hovedet har foretaget et groft overslag over, i hvilken størrelsesorden resultatet måtte være, men de har bare overladt det hele til en eller anden digital hjælper. Hvis man derimod regner med kugleramme eller regnestok, så er man nødt til at selv at tænke med i størrelsesforholdene og kommer ikke ud med helt usandsynlige resultater.

En uforbederlig reaktionær, romantisk teknofob?
"Du er jo håbløst gammeldags. Vil du have os alle sammen tilbage til stenalderen?" kan mine kritikere sige.

Nej, det vil jeg ikke. Tværtimod. Hvis vi ikke passer på og holder op med systematisk at gøre den næste generation dummere, så kommer i hvert fald deres børn, om ikke til at leve i stenalderen, så til at leve under dårligere forhold end os. For vores velstand og hele vores samfund bygger i høj grad på, at mange af os er eksperter og er rigtig gode til et eller andet.

Jeg hader heller ikke medierne, selv om jeg ofte bliver beskyldt for det. Hver fredag klokken 22.45 har jeg en udsendelse, der hedder Geist und Gehirn (sind og hjerne, o.a.), og hvis du ser det kvarters tv hver uge, kan jeg her skriftligt garantere, at din hjerne ikke tager skade.

I mere end 25 år har jeg hver dag arbejdet ved en computer. Jeg har lige så svært ved at forestille mig et liv uden en computer som de fleste andre mennesker. Hvorfor arbejder millioner af mennesker med computere? Fordi visse arbejdsgange er hurtigere, når computeren overtager noget af det arbejde, som man ellers bruger hjernen til. Hvorfor kører mennesker i bil? Fordi vi på den måde kommer hurtigere frem, idet bilen overtager det fysiske arbejde med at bevæge sig. Og derfor bruger jeg dagligt min computer, ligesom jeg dagligt kører bil.

Men som de fleste bilister ved jeg også, at jeg bevæger mig for lidt. Prøv at forestille dig, at der var nogle, der fik den ide at installere en speeder uden bil på skolerne for at bruge den til at træne elevernes lægmuskulatur, der er blevet svækket på grund af for lidt motion.

"Vi er et af de lande i verden, der producerer flest biler. Eleverne i vores skoler har brug for mere motion, og derfor må vi i god tid gøre dem fortrolige med at køre bil. Kan man forestille sig noget bedre end en speeder til hver elev under bordet lige foran stolen? Så får de trænet deres lægmuskler, og vi vænner dem samtidig til at køre bil."

Sådan kunne hærskarer af trafikeksperter godt have udtalt sig for 30 år siden, hvis ikke alle kunne se, at argumentet var totalt latterligt. Det er det samme med digitale medier, og mange mennesker har også en fornemmelse af, at de mange højrøstede salgstaler om den digitale revolution i klasseværelset ikke holder vand. Man hævder, at de nye medier allerede er en del af hverdagen, og derfor er vi nødt til at lære børnene at omgås dem.

Det kræver et modsvar: Nye medier kan ligesom alkohol, tobak og andre stoffer være vanedannende. Vi ser faktisk ofte personer, der er afhængige af computere eller internettet, og den afhængighed har store konsekvenser for de berørte.

Man kunne med lige så stor ret sige:

"Øl og vin er en del af vores samfund og vores kultur. Vi er derfor nødt til allerede i børnehaven at lære børnene at forholde sig kritisk til det. Og derfor hører øl og vin hjemme i daginstitutionerne."

Det ville være til stor glæde for en hel industri, men mange mennesker, ja, samfundet generelt, ville lide stor skade.