De, der nåede at opleve Syrien før Hafez al-Assads død i 2000, vil uden tvivl kunne genkalde stemningen af paranoia og usikkerhed. Dengang turde folk ikke sige diktatorens navn højt. Som udlænding i Syrien var ”granddad” den mest almindelige omskrivning for manden, alle frygtede. Hvis man som udlænding i sin glade naivitet troede, at det var muligt at spørge til eksempelvis det berygtede Mezzehfængsel i Damaskus eller massakren i Hama i 1982, løb man ind i en mur af tavshed eller akut mangel på engelskkundskab.
At besøge Syrien under Hafez al-Assad var en anskuelseslære i, hvordan selv udadvendte folk hurtigt kunne blive forvandlet til hviskende nikkedukker. Da jeg første gang besøgte Syrien i vinteren 1998, tilbragte jeg en del af tiden med et hold skuespillere, som var i gang med at opføre et stykke af den britiske dramatiker og senere nobelpristager Harold Pinter.
En dansk ven stod for instruktionen, og jeg var inviteret med ind bag kulisserne på nationalteatret. Det blev til en slags masterclass i kodesprog og de små fagters kunst.
Holdet bestod fortrinsvis af syriske skuespillere samt et par flygtede irakiske tv-stjerner, der havde fået nok af tilstanden i det dengang endnu mere grusomme nabostatsdiktatur under Saddam Hussein.
På overfladen virkede skuespillerne mere frigjorte end den duknakkede befolkning, man stødte på uden for teatret. De røg, drak og dansede, når lejligheden bød sig, men også inden for rammerne af det tilsyneladende mere frigjorte miljø gjaldt det, at de ellers så udadvendte skuespillere hurtigt blev ædruelige og ordknappe, hvis snakken begyndte at få politiske overtoner.
Kontrasten mellem deres ekstroverte facon og selvpåførte censur gjorde et dybt indtryk på mig. Deres nervøsitet var velbegrundet. Sikkerhedstjenesten lyttede med og fandtes i en række forskellige udgaver, hvoraf især Idarat al-Mukhabarat al-Jawiyya, flyvevåbnets sikkerhedsstyrke, kunne sende kuldegysninger gennem selv systemloyale syrere.
Jeg kan ikke glemme en samtale, jeg havde på en restaurant i Damaskus med systemkritikeren Yassin al-Haj Saleh, nogle år før konflikten brød ud. Han havde som kommunist været fængslet fra 1980 til 1996 og havde blandet andet siddet indespærret i det mest berygtede af regimets fængsler, Tadmor i Palmyra.
I dag lever han i eksil i Istanbul, men mens han endnu kunne være i sit hjemland, mødte jeg ham til en middag med et par andre danske journalister, hvor han forklarede os om det mest centrale begreb i systemets overvågning: al-salbata. Det er en sammentrækning af flere ord: salab, der betyder at plyndre, labat, at banke på en dør, og tassalut, vilkårlig vold. I et land med permanent undtagelsestilstand, og hvor de militære domstole håndterer alle sager, der omhandler ”statens fjender”, som i princippet er enhver, som mistænkes for at gå imod den officielle linje, er der ikke langt fra at blive angivet til at blive dømt.
Yassin al-Haj Saleh sagde ved middagen, at han af to onder ville have foretrukket at være dissident i Sovjetunionen. Ikke fordi han var kommunist, han brød sig ikke om den såkaldte ”virkeliggjorte socialisme”, men fordi han havde læst sig til, at det sovjetiske system trods sin overvågning og indespærring af anderledes tænkende i det mindste havde en form for tilregnelighed.
I Syrien, sagde han, var man underlagt al-salbata, som aldrig kunne sættes på formel. Folk, som af den ene eller anden grund kom i myndighedernes søgelys, risikerede at blive udsat for tortur, lange fængselsstraffe og måske henrettelse. I mange tilfælde hørte de pårørende til de arresterede ikke mere til deres kære. De var ”forsvundet”.
I Hama i det centrale Syrien mødte jeg en ung kvinde, som fortalte, hvordan hendes fætter en formiddag var blevet hentet på universitetet for øjnene af sine studiekammerater. Det foregik stille og roligt. Han fulgte bare med. Familien så ham aldrig igen og fandt heller aldrig ud, hvad der var hændt ham. Diktaturet har evnen til at få folk til at forsvinde ud i det blå og samtidig manipulere med befolkningens opfattelse af ret og vrang.
Baath-partiets magt
Syrien under Hafez al-Assad var domineret af en personkult, som man skulle til Albanien, Rumænien eller Kina for at finde tilsvarende. Alle officielle bygninger i byerne havde mandshøje transparenter af den strenge landsfader, og hans portræt hang i samtlige caféer, restauranter, kiosker, taxaer, busser, skibe og fly landet over. Foran hærens kaserner stod bronzestatuer af Hafez al-Assad, og et utal af skoler, hospitaler, biblioteker, sportsanlæg, busstationer og hovedveje, ja sågar rundkørsler, søer og vandtårne, var opkaldt efter ham. Solkongen, Ludvig 14.s, berømte citat om at ”l’état, c’est moi”, staten er mig, kunne også være Hafez al-Assads valgsprog.
Foruden den stærke personcentrering byggede statens politiske grundlag på den panarabiske og semisocialistiske Baath-ideologi. Hovedlæren i Baath er at samle de arabiske lande i én sekulær nation. Modernisering, genskabelse af arabisk storhed og sikring af økonomisk retfærdighed er nogle af grundstenene i dette tankesæt, som en lille gruppe syriske intellektuelle, anført af filosoffen og skolelæreren Michel Aflaq, udviklede i slutningen af 1930’erne.
Baath, som betyder genfødsel, skulle sikre, at århundreder under osmannisk dominans og siden vestlig kolonialisme blev henvist til historiebøgerne til fordel for en arabisk renæssance. De arabiske masser skulle opdrages til at være stolte og selvbevidste og samtidig følge deres fremsynede ledere, der ville lede dem væk fra århundreder under fremmede åg.
Baathismen er antireligiøs, men er hverken pluralistisk eller demokratisk af den grund. I den syriske forfatning fra 1973 står skrevet, at Baathpartiet er den eneste legitime leder af den syriske stat og det syriske samfund. Ingen over, men alle under Baath. Ét parti og en stærk mand i spidsen. Det var ikke uden grund, at de tidlige baathister beundrede Stalins ledelse af Sovjetunionen.
Opvækst i en diktatorfamilie
Hafez al-Assad voksede op i en landbrugsfamilie tæt ved Middelhavskysten i landsbyen Qardaha. Hafez al-Assads far, Sulayman, var kendt i området for sit stærke engagement i alawitternes selvstændighed, og han havde udskiftet familiens oprindelige efternavn, Wahsh, som på arabisk kan oversættes til ”vilddyr”, med det mere majestætiske og skræmmende Assad, der betyder ”løve”.
Husstanden bestod af Hafez al-Assad, hans læreruddannede kone, Anisa, som han giftede sig med i 1958, og fem børn: en pige, Bushara (f. 1960) og fire drenge, Basil (1962-1994), Bashar (f. 1965), Majd (1966-2009) og Maher (f. 1967). Bashar har i enkelte interviews antydet, at storebror Basil fra tid til anden drillede og slog ham, men at storesøster Bushara greb ind og hjalp til.
Selv om en diktators afkom ikke mangler noget, herskede der ikke overjordisk luksus i familien al-Assads hjem. Hvor Saddam Husseins sønner i Irak fik anderledes frirum til at boltre sig, både hvad medmennesker og materielle anskaffelser angik, var der mere justits i de præsidentielle gemakker i Damaskus. Hafez, den strenge fader, der var kendt for sin ordknappe og velovervejede facon, tillod ikke udskejelser og overdreven luksus. Idealet for hans sønner var mere asketisk, mere traditionelt maskulint. En god mand er stærk, modig, beslutsom og tør træffe upopulære beslutninger.
Storebroderen, Basil, lignede en mand, der kunne indfri disse krav. Han beskrives som resolut og kommanderende. Han var uddannet på militærakademier i både Homs og Moskva, havde rang af oberstløjtnant i Republikanergarden, landets stærkeste specialenhed.
Han kunne ride og sprang ud med faldskærm. I det hele taget udviste han en forkærlighed for fart og bevægelse. Rejsende i Syrien i begyndelsen af 1990’erne kunne ved selvsyn notere sig, at Basil tydeligt blev markedsført som sin fars kommende afløser.
Da Basil omkom i 1994 i en soloulykke på motorvejen fra Damaskus centrum på vej til den internationale lufthavn, var det et stort chok for hele familien, men særligt for faderen, der så en lederskikkelse i den ældste søn.
Bashar var langt tættere knyttet til deres mor, og hendes familie spiller en central rolle i regimet. Moderens bror, kendt som Abu Rami, var en dygtig forretningsmand, der havde et udbygget kontaktnetværk. Hans søn, Rami Makhlouf, er i dag Syriens rigeste mand i kraft af sin monopollignende overtagelse af en række af landets virksomheder
Et af de få offentligt tilgængelige fotografier af familien al-Assad – udateret, men formentlig fra midten af 1980erne – viser en seriøst udseende forsamling, hvor kun storesøster Bushara gør et behjertet forsøg på at smile. Patriarken Hafez al-Assad har en svag antydning af en krusning på læben, mens den næstyngste i søskendeflokken, Majd, der døde i 2009 efter mange års sindslidelse, fremtræder en anelse mindre sammenbidt end sine tre ældre brødre. De er til gengæld alle gravalvorlige.
Bashar skiller sig ud ved sin højde – han rager mere end et hoved op over sin storebror – men også ved som den eneste ikke at kigge direkte ind i kameraets linse.
Den garderhøje Bashar har i stedet blikket rettet mod et fiktivt sted i horisonten. Hvis billedet siger noget, er det, at Bashar ikke helt er som de andre i flokken. I de få tilgængelige beskrivelser, som findes af præsidentens tidlige liv, fremstilles han da også som behagesyg, konfliktsky og en lidt genert dreng, der skilte sig ud fra sine mere viltre brødre.
I den amerikanske Syrienekspert David W. Leschs bog The New Lion of Damascus fra 2005 tegner Bashar al-Assad et portræt af sin opvækst som ganske almindelig. Han spillede fodbold med kammeraterne, bordtennis med sin far, og hans mor mødtes på traditionel syrisk vis med veninderne og lavede mad med dem i timevis, mens de vendte verdens gang og deres mænd. Assads egen udlægning over for Lesch lød sådan her: ”Vi havde to meget omsorgsfulde forældre, og vores glæde over tilværelsen udsprang netop af at have to så betænksomme forældre”.
Det var dog et lidt andet billede, storebror Basil tegnede af familielivet over for Patrick Seale, faderens biograf, da han i 1988 bemærkede: ”Vi så ganske vist fra tid til anden far derhjemme, men han havde ofte så travlt, at der kunne gå tre dage, hvor vi ikke udvekslede et ord med ham. Vi spiste aldrig morgenmad eller aftensmad sammen, og jeg kan heller ikke erindre, at vi spiste frokost sammen som familie, eller måske skete det en eller to gange, når det drejede sig om en større sammenkomst i officielt regi. Som familie tilbragte vi en dag eller to om sommeren i Latakia, men selv der plejede han at arbejde på sit kontor, og derfor så vi ikke meget til ham”.
Bashar al-Assad kommer til
”Sfinksen fra Damaskus”, som Hafez al-Assad blev kaldt på grund af sit kølige væsen og sin strategiske sans, afgik ved døden i en alder af 70 år. Som i et drama af Shakespeare kunne herolden råbe ud over byens hustage: Kongen er død, længe leve kongen.
I kulissen stod sønnen Bashar klar til at tage over. Statens betydning forsvandt ikke, men den begyndte dog hurtigt at forandre udseende. Ikke lang tid efter, at Bashar al-Assad satte sig i spidsen for al-Jumhūrīyah al-ʻArabīyah as-Sūrīyah, den syrisk-arabiske republik, oplevede landet en opblomstring.
Efter mange år med forbud og lukkethed begyndte det at spire med initiativer i den elles så restriktive politistat. Nye tidsskrifter så dagens lys, debatsaloner blev åbnet i private hjem, gallerier slog skodderne op, og man kunne købe udenlandske cigaretter i stedet for det ildelugtende hjemmeproducerede Hamra-mærke.
Et par internetcaféer åbnede, og salg af mobiltelefoner blev gjort lovligt. Der blev også udstedt amnesti til en række politiske fanger, og både syrere og internationale iagttagere udtrykte håb for en mere lys fremtid. Længe før det såkaldte Arabiske Forår i 2011 talte man om ”foråret i Damaskus”. Optimister talte ligefrem om, at Syrien var slået ind på den ”vestlige vej”: Farvel til sovjetinspireret kommandoøkonomi og étpartivælde, goddag til kapitalisme og repræsentativt demokrati.
Fornemmelsen af frihed begyndte dog at aftage, og Damaskus-foråret afblomstrede hurtigt. Faderens strenge sikkerhedslinje havde stadig forrang frem for sønnens demokratiske eksperimenter. Som Mellemøstenkenderen Lasse Ellegaard rammende har bemærket, så regerede Hafez videre fra graven.
Før storebroderen Basils dødsulykke i 1994 er der ikke mange indikationer af noget videre nært forhold mellem Hafez og Bashar al-Assad. Det er almindeligt kendt, at Hafez al-Assad i sine unge dage havde ønsket at blive læge, men da hans familie ikke kunne skrabe midler sammen til, at han kunne påbegynde medicinstudiet, blev det i lighed med så mange andre unge mandlige alawitter af hans generation i stedet de væbnede styrker, som kom til at udgøre hans levevej.
Bashar derimod behøvede ikke bekymre sig om udgifter i forbindelse med sit studium, og han slog mere eller mindre frivilligt ind på det spor, faderen ikke havde haft mulighed for at forfølge. I 1988 blev han færdig som læge og fik arbejde på Tishreenhospitalet i Damaskus.
Her var han indtil 1991, hvor han blev optaget på Western Eye Hospital i London, et uddannelseshospital, der er specialiseret i øjenlægevidenskab. Til et udenlandsk magasin har Bashar al-Assad bemærket, at han valgte at kaste sig over øjenkirurgi, fordi det ”kræver præcision, sjældent er akut og næsten ikke indebærer synet af blod”.
Det er en formulering, der i sagens natur har affødt mange spottende kommentarer. Manden, som af sine modstandere bliver karikeret som en blodbesudlet slagter med en økse i den ene hånd og en savtakket dolk i den anden, var som ung mand kendt for at være forsigtig og genert. Med tanke på, hvor mange overskrifter f.eks. en af oberst Gaddafis sønner, Hannibal, formåede at trække i løbet af sin studietid i udlandet, er Bashar al-Assads ophold i London påfaldende ukendt. Næsten tre år i den engelske hovedstad og så ikke én skandale, én historie, ét offentligt billede? Det er praktisk talt umuligt at finde noget substantielt, endsige inkriminerende om Bashar al-Assads år i London.
Der er heller ikke meget bondsk over hans hustru, Asmaa al-Assad, født i 1975 i London af velhavende syriske forældre. Den sunnimuslimske Akhras-familie, som hun kommer fra, var en del af den syriske elite og bakkede fra tidlig færd ivrigt op om præsident Hafez al-Assad.
I 2009 var de amerikanske skuespillere Angelina Jolie og Brad Pitt på besøg i Damaskus i kraft af førstnævntes rolle som Goodwill Ambassador for FN. Ifølge præsidenten, som inviterede det verdensberømte par ud på en frokostrestaurant med ham som chauffør, blev de meget imponerede over det manglende sikkerhedsopbud.
Jamen, ville en forbløffet Brad Pitt vide, er der ingen vagter til at passe på? Både præsidenten og hans kone forsikrede grinende de to amerikanere om, at folket yder den nødvendige beskyttelse. ”Se den gamle dame derovre! Eller den gamle mand på vej over fodgængerfeltet! Det er min beskyttelse,” skal Bashar al-Assad have sagt. Diplomater og journalister, der har oplevet ægteparret al-Assad, beskriver dem som det tætteste, man i Mellemøsten kommer på det ikoniske Kennedy-par.
Det er naturligvis betragtninger, der knytter sig til tiden før borgerkrigen. Dengang bemærkede de fleste iagttagere den høflige, til tider næsten selvudslettende Bashar al-Assad og hans ”imponerende” og ”indtagende” kone, for nu at citere et par britiske aviser. Da først blodet begyndte at flyde, og diktatoren af navn viste sig også at være det af gavn, blev der imidlertid længere mellem de celebre besøg i Damaskus og de internationale mediers dyrkelse af ”ørkenens rose”, som Asmaa blev kaldt.
Bashar al-Assad er manden, der har studeret i Vesten, men han er også manden, der har vist sig i stand til at handle nøjagtigt så brutalt, som der er tradition for i Mellemøsten. Både i politisk og kulturel henseende er han en slags reaktionær modernist og i den forstand sin egen dobbeltgænger.
Fortidens ekko
Der var lange perioder med uro og vold op igennem 1970’erne under Hafez al-Assad. Det var især Det Muslimske Broderskab og dets væbnede gren Tali’a Muqatila, Den kæmpende fortrop, som udførte voldelige attentater i Damaskus, Aleppo, Hama og Idlib.
Flere hundrede prominente personer med tilknytning til regimet blev myrdet, da Broderskabet gik til angreb mod den ”despotiske stat” i 1976 og de følgende år. Butiksejere, der handlede med statslige institutioner, fik deres forretninger brændt ned, og fra mange moskeer lød opfordringen til at føre hellig krig imod det vantro styre.
Uroen voksede, og internt i regimet var der diskussion om, hvilken kurs der var bedst at føre. Knytnæven eller den fremstrakte hånd? Hafez al-Assads yngre bror, Rifaat, der var brigadegeneral i hæren og stod i spidsen for et elitekorps bestående af alawitter, krævede i 1980 et hårdt opgør med islamisterne med ordene: ”Hvorfor er det kun dem, der dræber? Vi bliver også nødt til at gøre det! Stalin ofrede ti millioner mennesker for at sikre den bolsjevikiske revolution. Vi må være parat til at gøre det samme”. Hans hårde tilgang vandt indpas.
Regimet begyndte at organisere en borgerbevæbning, og præsidenten, som havde vaklet mellem en uforsonlig linje og indlemmelse af Broderskabets folk i regeringen, valgte den kompromisløse vej. Snart flød blodet i stride strømme, og det var først og fremmest ”de langskæggede” og deres familier, som måtte undgælde.
Rifaat al-Assad holdt, hvad han havde stillet i udsigt. Hans elitestyrker var sammen med tropper fra hærens tredje division ansvarlig for kampene mod islamisterne, som med større eller mindre intensitet rasede i 1980 og 1981. Syrien balancerede dengang på kanten af borgerkrig, og islamisternes militante grupper var tæt på at dræbe Hafez al-Assad i et attentat i sommeren 1980. Under en diplomatisk sammenkomst kastede en jihadist to håndgranater mod præsidenten.
Hafez al-Assad nåede selv at sparke den ene væk, mens hans betroede livvagt kastede sig ned over den anden og blev dræbt. Flere bilbomber i Damaskus rettet mod statslige kontorer og hæren førte til en eskalering af stridighederne, som kulminerede i februar 1982 med nedslagtningen af broderskabsfolk i Hama. Den kønne handelsby var indtil da hovedsageligt kendt for sine nourias, vandmøller, der var en yndet baggrund på syriske bryllupsbilleder, men det ændrede hærens fremfærd på.
Det præcise dødstal er aldrig blevet endelig fastslået, men det skønnes, at mellem 8.000 og helt op til 30.000 indbyggere blev dræbt i løbet af tre uger i februar. Hele kvarterer i byen blev jævnet med jorden, og tragedien spredte skræk og rædsel i landet. Diktaturet havde knust mujahedinernes oprør i den måske mest barbariske handling, nogen arabisk regering indtil da havde begået mod sin egen befolkning.
Landet står nu i en borgerkrig, der for længst har overgået begivenhederne frem til 1982. Om Hafez al-Assad ville have reageret anderledes på oprøret i 2011, finder vi aldrig ud af. Men hans søn, den håbefulde øjenlæge fra London, kender alle faderens metoder.
Historien gentager sig ikke, men det ligner.