Kritisable arbejdsvilkår, slavelignende medarbejderforhold og ikke-eksisterende rettigheder. Det er hverdagen for de godt to millioner migrantarbejdere, der kæmper for at gøre ørkenstaten Qatar klar til VM-slutrunden i fodbold i 2022.
Sådan lyder i hvert fald den sønderlemmende kritik, som menneskerettighedsorganisationen Amnesty International offentliggjorde den 19. september i rapporten ”Qatar: All work, no pay: The struggle of Qatar's migrant workers for justice".
Rapporten beretter om skæbner, der ikke har fået udbetalt deres løn i månedsvis og usle forhold i sammenstuvede barakker.
Ørkenstaten tvinger migrantarbejderne til at aflevere deres pas, så de hverken kan skifte job eller rejse hjem og dermed de facto er slavebundet deres ansvarlige. Den rettighedsløse ordning er kendt under navnet "Kafala".
Siden Qatar blev tildelt værtsskabet i 2010, er flere end 2000 migrantarbejdere døde. Et tal, der forventes at være steget til over 4000, når slutrunden fløjtes igang. De fatale skader er sket på baggrund af urimelige arbejdsvilkår og ekstreme varmegrader.
Men bør Danmark som demokratisk retsstat - hvis vi kvalificerer os - boykotte en sportsbegivenhed, der er afstedkommet efter klare brud på menneskerettighederne og udnyttelse af udenlandske arbejdskraft?
Ja, mener Troels Thøgersen, chefredaktør på Tipsbladet
Hvorfor bør Danmark boykotte VM i Qatar?
Hvis man skal tillægge det værdi, det, som Dansk Boldspil-Union (DBU) taler om udadtil, såsom ligeværd, inklusion og tolerance, så vil VM i Qatar, som det i praksis udfolder sig, ikke på nogen måde være foreneligt med, at Danmark deltager. Så hvis der virkelig skal være sammenhæng mellem det, som dansk fodbold gerne vil stå for og det, man gør, så bør Danmark boykotte det.
Risikerer man ikke at blande sport og politik ved at boykotte slutrunden i Qatar?
Jo, det gør man. Men sport og politik hænger allerede fuldstændig sammen, og sådan har det altid været.
Alene grunden til, at Qatar er blevet vært for VM, er en politisk beslutning og skyldes forretningsaftaler til mange, mange milliarder kroner. Selve formålet ved at holde VM er politisk motiveret, også selvom sportsorganisationer og arrangører foregøgler offentligheden det modsatte. Det er slet og ret bare løgn.
Hvad er egentlig problemet ved, at Danmark stiller op til VM i Qatar?
Problemet er, at man er med til at legitimere, at en masse fattige mennesker er blevet snydt til at arbejde under kummerlige og livsfarlige forhold, hvor mange er døde. De her stadioner er bygget af migrantarbejdere uden egentlige rettigheder, i hvert fald som vi kender det fra demokratiske lande.
DBU’s reaktion har været at gå i "kritisk dialog" med Qatar, hvad tænker du om det?
Hvis jeg skal være venlig, så er det da altid noget, at DBU siger et eller andet, for i langt de fleste lande er der tavshed. I Skandinavien taler man trods alt talt om problemerne, og det er på sin vis godt, men problemet er, at det med stor tydelighed ikke fører til noget.
Så det er en gratis omgang?
Ja, det er det. Man må bare konkludere, at det ingen virkning har i praksis.
Ville et boykot ikke skade os selv mere, end det ville skade Qatar?
Et boykot ville være forfriskende og ville revitalisere den kritiske debat yderligere samt lægge pres på de store fodboldnationer og FIFA, som ikke længere bare ville kunne sidde de her problemer overhørig.
Problemet er, at det i sportens verden er politisk omkostningsfrit at ignorere menneskerettighedskrænkelser, mens det koster dyrt at gøre oprør mod alle dårligdommene, både sportslig og politisk. Det er tankevækkende.
Hvad er det bedste argument for at lave et boykot?
Det er det store ramaskrig, som det ville give på globalt plan. I fodboldorganisationer, i medier, hele kloden rundt ville man falde ned af stolen, hvis der var nogen, som havde modet til at gøre det. Effekten ville være tusindfold af en "kritisk dialog".
Der er ingen tvivl om, at et boykot ville være det mest rigtige på et moralsk plan.
Nej, mener Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU
Hvorfor bør Danmark deltage i slutrunden i Qatar, selvom Amnesty International beretter om klare brud på menneskerettighederne i værtslandet?
Først og fremmest er det ikke DBU’s beslutning, at VM skal holdes i Qatar.
Vi mener, at vi bør have en kritisk dialog med Qatar. Det gælder både VM-arrangørerne og myndighederne i Qatar. Og det har vi allerede haft, vi har været i Qatar af to omgange, hvor vi har besøgt nogle stadionbyggerier og set de forhold, som migrantarbejderne lever under, og vi har fået bekræftet, at det er dybt problematisk og dybt kritisabelt.
Rapporten fra Amnesty International bekræfter behovet for at fortsætte det pres, som vi har forsøgt at lægge på Qatar.
Har den "kritiske dialog", som DBU har bedrevet, virket efter hensigten?
Nej, der er stadig brug for flere forandringer, og vi vil fortsætte den kritiske dialog, vi har haft. Det kan da være, at vi skal rejse ned med en større delegation næste gang, så vi kan få øget presset og forhåbentligt forbedret forholdene for arbejderne.
Er det ikke at gå på kompromis med de værdier, som DBU står for, såsom inklusion, demokrati og civilsamfund, når i accepterer Qatar som værtsland?
Som vi har snakket med Folketingets Kulturudvalg om, så bør det ikke være idrætslivet, der alene skal stå for den type boykots. Hvis der skal være et boykot af Qatar, skal det være på statsligt niveau, og så bør det være Udenrigsministeriet, der går forrest. Vi vil ikke bedrive udenrigspolitik på den måde.
Men regeringen lægger jo deres udenrigspolitiske linje efter nogle geopolitiske og militære interesser, den linje behøver DBU vel ikke partout følge?
Nej, men omvendt er vi jo sat i verden for at udvikle fodbolden, og her har vi nogle idealer for, hvad vi vil tillade, om ikke andet på vores egne baner, hvor vi blandt andet har kørt kampagner mod racisme og homofobi.
Hvis der ikke er et statsligt boykot, så mener jeg ikke, at et fodboldforbund skal boykotte en slutrunde.
Når Qatar blev tildelt værtskabet for ni år siden, og der i dag stadig kommer kras kritik fra diverse organisationer og medier, kan man så sige, at I er lykkedes med jeres "kritiske dialog"?
Vi synes, der er sket fremskridt for migrantarbejderne i forhold til løn- og arbejdsvilkår, men slet ikke nok. Og så håber vi, at et fortsat pres med opbakning fra flere europæiske lande kan forbedre forholdene for arbejderne.
Jeg er dog så realistisk, at jeg ikke tror, at alt bliver fryd og gammen, men jeg tror, at vi kan fremtvinge bedre forhold, så migrantarbejderne får mere frihed og flere rettigheder.