Dilemma efter Afghanistan: Høje mure eller mere militær?

Den afghanske fiaskorejser spørgsmålet om, hvordan EU’s sikkerhed nu skal forsvares. Valget står mellem at forstærke Fort Europa eller at give EU øget militærkapacitet

EU-landenes udenrigsministre aftalte i fredags at samarbejde om at få de sidste med tilknytning til deres lande evakueret fra Kabul. Mange afghanere forsøger fortsat at komme ud af landet, efter at Taleban i sidste uge officielt overtog magten, og de sids
EU-landenes udenrigsministre aftalte i fredags at samarbejde om at få de sidste med tilknytning til deres lande evakueret fra Kabul. Mange afghanere forsøger fortsat at komme ud af landet, efter at Taleban i sidste uge officielt overtog magten, og de sids. Foto: Us Army/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det ligner et skærmbillede fra et computerspil. Billedet af den sidste amerikanske soldat, som hyllet i natkikkertens grønne science-fictionskær stiger ind i det sidste amerikanske fly i Kabuls lufthavn, har kondenseret hele den ydmygende afslutning på 20 års krig mod terror i Afghanistan: Game over .

Spillet er slut, og analytikere verden over er enige om, at det vil vare en rum tid, før USA igen vil indlede et langsigtet krigscenarie. Hvad den daværende præsident Donald Trump i hårde vendinger opfordrede sine europæiske allierede til, nemlig at tage en større del af ansvaret for deres egen sikkerhed, er nu blevet til et spørgsmål, der ikke kun handler om at bruge flere penge på de nationale forsvarsbudgetter. Men især om, hvad et styrket europæisk samarbejde skal fokusere på: Fort Europa eller brændpunkter?

”Flygtninge” lød de første svar fra flere europæiske stats- og regeringsledere, der især var bange for en ny flygtningekrise. Og de europæiske indenrigsministre var da også enige om, at beskyttelse af de ydre grænser var en topprioritet, da de mødtes i Bruxelles i den forgangne uge samme dag, som den sidste amerikanske soldat forlod Kabul.

Men den afghanske fiasko skaber også et nyt momentum for ønsket om et styrket europæisk militærsamarbejde med en fælles militærkapacitet, der kan sættes ind i brændpunkter ude i verden.

Det var netop EU’s udenrigschef, Josep Borrells, anbefaling, da de europæiske forsvarsministre mødtes i Slovenien forleden.

”Europa kunne ikke mobilisere 6000 soldater til at sikre lufthavnen i Kabul,” argumenterede spanieren, der foreslog at oprette en ny styrke på 5000 europæiske soldater.

Et tættere forsvarssamarbejde er især den franske præsident, Emmanuel Macrons, kongstanke, men hidtil er alle initiativer faldet til jorden, blandt andet på grund af modstand fra især Tyskland, der sætter sin lid til Nato. Men den kaotiske tilbagetrækning fra Kabul og USA’s afvisning af at give europæerne mere tid til evakueringen har rykket ved fronterne, også i Tyskland, hvor skuffelsen over USA får frit løb.

Et traume, der rykker fronterne

”EU bør være i stand til at handle uden den amerikanske partner. Vi skal kunne sikre en lufthavn i Kabul alene,” har det kristendemokratiske CDU’s formand og kanslerkandidat, Armin Laschet, sagt i et interview med avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Og hans partifælle, forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer, sagde efter ministermødet i Slovenien, at ”læren efter Afghanistan er, at vi skal blive i stand til at handle mere selvstændigt”.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens udtalelser om at tage det danske forsvarsforbehold op til overvejelse er også et tegn på, hvor store rystelser, fiaskoen i Afghanistan har sat i gang.

Claudia Major fra den tyske udenrigspolitiske tænktetank DGAP taler i det franske dagblad Le Monde om ”et traume”. Alligevel tvivler hun på, at Europa står ved et forsvarspolitisk vendepunkt. Det samme gør Mikkel Vedby Rasmussen, sikkerhedspolitisk ekspert og dekan ved Københavns Universitet.

Han sætter spørgsmålstegn ved, om militære interventioner i det hele taget er det rigtige svar, efter at alle forsøg på at skabe stabilitet med en kombination af militære operationer og stats- og demokratiopbygning er slået fejl i lande som Irak og Libyen og heller ikke ser ud til at give resultater i Mali og den øvrige Sahel-region i Afrika.

”Siden den kolde krig har de vestlige landes strategier været præget af den formodning, at det var opskriften på at opbygge et land. Men vi ser nu, at det virker ikke. Og hvad er så argumentet for at blande sig for eksempel i Mali,” spørger Mikkel Vedby Rasmussen.

Europas prioriteringer

Han forudser, at EU’s sikkerhedsstrategi i stedet vil fokusere på at forstærke Fort Europa.

”Jeg tror, at Europa i hvert fald i første omgang vil blive mere fokuseret på os selv og på vores umiddelbare sikkerhedsinteresser i og omkring Middelhavet, herunder flygtninge som den største trussel på grund af de indenrigspolitiske konsekvenser. Når militær intervention og demokrati ikke virker, er det bedste, vi kan gøre, måske at hjælpe Grækenland med at bygge en høj mur,” siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Men spørgsmålet er, om vi i det hele taget har det valg, pointerer Signe Marie Cold-Ravnkilde, seniorforsker med speciale i jihadismen i Mali og Sahel ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis.

”De franske operationer Serval og siden Barkhane blev netop lanceret i 2013 af frygt for, at jihadisterne skulle indtage Malis hovedstad, Bamako. Det kunne de ikke dengang, men i dag er de tættere på at kunne det end nogensinde før. Uden en militær indsats får jihadisterne endnu mere spillerum. Og selvom intet tyder på, at for eksempel terroraktioner mod Europa er udsprunget af Sahel, har Europa mange forskellige sikkerhedsinteresser, herunder også migration, i det område, der betegnes som Europas sydlige grænse,” siger Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Et forslag om en fælles militær styrke blev fremsat af 14 EU-lande i maj, og et tættere europæisk forsvarssamarbejde vil være på de europæiske udenrigsministres dagsorden igen i november.