Kulturelle og religiøse seværdigheder i 10 populære feriebyer

Kristeligt Dagblad har bedt Momondo om en opgørelse over danskernes 10 foretrukne rejsemål denne sommer. På listen finder man både de klassiske sydeuropæiske destinationer og storbyer i andre verdensdele. Men hvad er der at opleve i Malaga og Bangkok for de mennesker, der interesserer sig for tro, etik og eksistens?

Rom i Italien er en typisk rejsedestination for danskerne, og ifølge Momondo er den historiske by også med i top 10 over de mest populære rejsemål denne sommer. Her ses en af de evige klassikere, når det kommer til attraktioner i Rom, nemlig Colosseum.
Rom i Italien er en typisk rejsedestination for danskerne, og ifølge Momondo er den historiske by også med i top 10 over de mest populære rejsemål denne sommer. Her ses en af de evige klassikere, når det kommer til attraktioner i Rom, nemlig Colosseum. Foto: London Bandphoto/Nordfoto-Bandphoto, London/Ritzau Scanpix.

Hvordan sammensætter du den perfekte sommerferie? Er det alene et spørgsmål om drinks og sol, eller spiller religiøse og kulturelle seværdigheder også en rolle? Kristeligt Dagblad har fået en top 10-liste fra den globale rejsesøgemaskine Momondo, der viser de mest populære feriedestinationer for danskerne i sommeren 2019.

Læs her en række bud på forskellige attraktioner, der er værd at bruge tid på i sommervarmen i de populære feriebyer, hvad enten det er en naturoplevelse eller en seværdighed af religiøs, kulturel eller historisk karakter.

1. Malaga, Spanien

Selvom der for mange vil være lighedstegn mellem Malaga og strande, er der meget andet at lave, når man er i den sydspanske by.
Selvom der for mange vil være lighedstegn mellem Malaga og strande, er der meget andet at lave, når man er i den sydspanske by. Foto: Jon Nazca/Reuters/Ritzau Scanpix

Religiøs seværdighed: Malaga topper listen over mest populære feriemål hos danskerne ifølge Momondo. Men selvom den sydspanske havneby ofte forbindes med charterferie og masser af soltimer, kan man også bruge en dag på at besøge Malaga Katedral. Den romersk-katolske institution er ikke en overset seværdighed, men fremhæves måske ikke som det første, når der bliver talt om ferie i Malaga. En bruger på rejsehjemmesiden Tripadvisor skriver om katedralen, at det er vigtigt "at bruge tid på at komme ind i Katedralen. Det er en smuk oplevelse."

Kulturel og historisk seværdighed: Nogle vil måske vide, at flere end 200 af Pablo Picassos værker kan opleves på et restaureret palads fra det 16. århundrede i det centrale Malaga. Udover "Museo Picasso" kan man alternativt ofre et par timer på at se det gamle romanske teater "Teatro Romano", der som ruin står i kontrast til de nyere, højere bygninger.

Naturoplevelse: Det første, man bliver spurgt om, når man siger, at man skal på ferie i Malaga, er næppe, om man har tænkt sig at besøge botanisk have (på spansk: Jardin Botanico Historico La Concepcion), der med en regnskovsagtig atmosfære giver muligheden for en stor naturoplevelse. Ikke desto mindre er det muligt, hvis man ofrer lidt tid i bus ud til haven, der ligger omkring seks kilometer fra centrum.

2. Bangkok, Thailand

USA's daværende præsident, Barack Obama, på besøg i Wat Pho templet i 2012.
USA's daværende præsident, Barack Obama, på besøg i Wat Pho templet i 2012. Foto: Jason Reed/Reuters/Ritzau Scanpix

Religiøs seværdighed: Bangkok er listens nummer to, og selvom mange måske forbinder den thailandske by med fest og farver, har den meget andet at byde på. På billedet ses for eksempel Wat Pho-templet, som Barack Obama besøgte i 2012. Her ligger den såkaldte "liggende Buddha", som også Tripadvisor, der på sin hjemmeside har godt 50.000 anmeldelser af templet, kalder for "Den liggende Buddhas tempel".

Kulturel og historisk seværdighed: En anden stor og flot bygning er "Grand Palace" (på dansk: Det Store Palads), som er det royale paladskompleks, der blev bygget i 1782. På hjemmesiden ontrip.dk skriver et ægtepar om bygningen: "Grand Palace, det kongelige tempelkompleks, har guld, vilde dæmoner, krigere og et farveorgie på bygningerne. Her hvor bygningerne står side om side får du en imponerende oplevelse, som ikke kan fås andre steder i verden."

Naturoplevelse: Hvis man vil opleve natur og historie på samme tid, foreligger der den mulighed at rejse med tog til Kanchanaburi-provinsen, hvor man både passerer ris- og sukkerrørsmarker samt ananasplantager og kører på den historiske "Death Railway".

3. London, England

Donald Trump og Melania Trump på tur i Westminster Abbey i juni.
Donald Trump og Melania Trump på tur i Westminster Abbey i juni. Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix

Religiøs seværdighed: London vil formentlig altid være et af de mere populære steder for danskere at tage på ferie, og om sommeren er det ingen undtagelse. Det er svært at undgå de helt velkendte seværdigheder, også når man taler om en religiøs en af slagsen. Westminster Abbey er en af verdens mest berømte kirker, og den er og bliver anbefalelsesværdig. Det er gratis at deltage i en gudstjeneste, der kan fungere som et glimrende afbræk fra en ellers travl storby.

Kulturel og historisk seværdighed: Mulighederne er mange i London, og både som noget historisk og stadig aktuelt i dag vil mange lokale sandsynligvis nævne diverse fodboldstadions - selvfølgelig afhængig af hvilken del af London, de befinder sig i. Anderledes essentiel for Englands historie er dog Winston Churchill, og i London kan man opleve museet "Churchill War Rooms", der både beskriver Churchills liv og politiske virke.

Naturoplevelse: Både St. James og Hyde Park bør nævnes, hvis man er interesseret i at få et glimt af naturen i Storbritanniens hovedstad. St. James Park beskrives af mange som en slags oase, hvor man tilmed kan kaste et blik på Buckingham Palace ved samme lejlighed, mens det historiske "Speaker's Corner" i Hyde Park bør opleves. Ideelt om søndagen, hvor der er plads til debat og taler.

4. Barcelona, Spanien

Sagrada Família kirken er til at få øje på i Barcelona.
Sagrada Família kirken er til at få øje på i Barcelona. Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix

Religiøs seværdighed: Sagrada Família-kirken er et vartegn for Barcelona, der må og skal opleves, hvis religiøse seværdigheder har bare den mindste plads på prioriteringslisten.

Kulturel og historisk seværdighed: Det er værd at bruge tid på at se en af Antoni Gaudís bygninger, Casa Batllo. En bruger på Tripadvisor forsøger at ramme oplevelsen ind: "Gaudí var en ener og hans smukke og finurlige univers kan nærmest ikke beskrives! Det skal opleves! Personligt bliver jeg rørt, når jeg besøger hans bygningsværker! Besøget er bestemt også for børn med den interaktive guide!"

Naturoplevelse: Udover de mange strande, man normalvis ville fremhæve, når der er tale om en sommerferie i Barcelona, har naturparken "Parc de la Ciutatella" både noget at byde på i forhold til flot natur, arkitektur og skulpturer. "Et grønt åndehul i Barcelona", skriver barcelonaguiden.dk.

5. Palma de Mallorca, Spanien

Spaniens prins Felipe and prinsesse Letizia og deres døtre Leonor og Sofia foran katedralen.
Spaniens prins Felipe and prinsesse Letizia og deres døtre Leonor og Sofia foran katedralen. Foto: Dani Cardona/Reuters/Ritzau Scanpix

Religiøs seværdighed: Nummer fem på listen over de mest populære feriebyer er Palma de Mallorca. Det handler efter alt at dømme også om selve øen, byen ligger på: Mallorca - og ikke nødvendigvis kun om Palma som by. Den klassiske feriedestination vil for alvor klinge af sommer, sol og charterferie, men har også andet at byde på. Katedralen "Catedral de Mallorca" og Santa Maria Kirken er eksempler på to bygninger, der er værd at bruge tid på.

Kulturel og historisk seværdighed: Der er også noget at komme efter, hvis man tager til den traditionsrige arena "Plaza de Toros de Palma de Mallorca", som er en tyrefægtningsring i byen Palma. En bruger på Tripadvisor beskriver det som et slags mindre Colosseum, som man bestemt får noget ud af at se.

Naturoplevelse: På naturfronten er der også noget at hente, hvis man aflægger besøg i Dragegrotterne, der med et smukt og nærmest filmisk udseende er en udflugt værd.

6. New York, USA

Inde bag den flotte facade, New York har, er der flere religiøse seværdigheder.
Inde bag den flotte facade, New York har, er der flere religiøse seværdigheder. Foto: Joe Penney/Reuters/Ritzau Scanpix

Religiøs seværdighed: Foruden at tale om den naturmæssige oplevelse, det er at tage i Central Park eller på sejltur rundt om Manhattan, er det oplagt at nævne St. Patrick's Cathedral, og på hjemmesiden newyorkcity.dk sparer de heller ikke på ordene: "St. Patrick’s Cathedral i New York anses for at være en af de vigtigste af byens historiske bygninger. Den kæmpestore katedral ligger centralt overfor Rockefeller Center på Fifth Avenue, og den er derfor ikke sådan lige til at misse. St. Patrick’s Cathedral daterer sig tilbage til 1800-tallet, og det er den største nygotiske katedral i Nordamerika."

Kulturelle og historiske seværdigheder: New York bliver ofte karakteriseret ved pejlemærker som Frihedsgudinden, Central Park, Brooklyn Brigde og en lang række andre seværdigheder. Ofte bliver der også refereret til "New York Skyline" (byens silhuet) som noget helt særligt. Men der er også religiøse seværdigheder, når man kommer ind mellem gigantbygningerne. Hvis man for eksempel finder det pudsigt, at der kan ligge en europæisk inspireret bygning, der er bygget op som et europæisk middelalderkloster, skal man tage til "The Met Cloisters", der ligger længere oppe ad Manhattan. Det er ikke et ægte kloster, men et museum, der forsøger at ramme fortællingen om europæiske klostre ind.

7. Rom, Italien

Køen til Colosseum
Køen til Colosseum Foto: Stefano Rellandini/Reuters/Ritzau Scanpix

Religiøs seværdighed: Man kan næsten ikke sige Rom uden at sige Vatikanet. Det er også svært at komme udenom Colosseum, og man kan ikke udelukke, at netop de to seværdigheder også spiller en stor rolle i, at Rom er at finde på listen over danskernes foretrukne rejsemål.

Kulturelle og historiske seværdigheder: Byen har utallige seværdige bygninger. Det antikke tempel Pantheon er for eksempel en af de få antikke bygninger, som har været i brug, lige siden den blev bygget. Museo Nazionale di Castel Sant'Angelo (på dansk: Engelsborg) er en fæstning, der oprindeligt blev bygget som mausoleum for den romerske kejser Hadrian. Forum Romanum er en velbevaret ruin og var den centrale plads i antikkens Rom bare for at nævne nogle af de historiske seværdigheder, Rom har at byde på.

Naturoplevelse: Man kunne næsten fortsætte i det uendelige, hvis man skulle remse steder op i Rom, der er værd at se og har sat sit præg på europæisk historie og kultur. Måske netop derfor virker det ikke oplagt at tale om natur eller parker, men alligevel er Parco Savello, der på engelsk kaldes Orange Garden, et besøg værd, også selvom det, den primært bliver fremhævet for på Tripadvisor, netop er udsigten over historiske Rom.

8. Nice, Frankrig

VM i kvindefodbold bliver i 2019 afholdt i Nice. Er man ikke til fodbold, er der dog også meget andet at lave.
VM i kvindefodbold bliver i 2019 afholdt i Nice. Er man ikke til fodbold, er der dog også meget andet at lave. Foto: Eric Gaillard/Reuters/Ritzau Scanpix

Religiøs seværdighed: Selvom Nice for mange vil klinge af en slap af-ferie med masser af god mad og vin, skal man ikke tage fejl af, at Nice har andet at byde på. Selv hvis man er taget til den sydøstfranske by for at se VM i kvindefodbold, bør man tage sig tid til at se St. Nicholas Cathedral, hvis man er til den religiøse oplevelse og seværdighed. Selvom det ikke er verdens største katedral, er bygningsværket imponerende, hvilket man kan nyde, hvis man tager en pause fra den gode drue og ost.

Kulturel og historisk seværdighed: Slotsbjerget er værd at fremhæve. De mange skridt op ad trapperne belønner sig, når man tager udsigten i betragtning. Hvis man er alt for gangbesværet, er der dog nok tale om for mange trin op.

Naturoplevelse: Endelig kan Parc des Arènes de Cimiez anbefales, hvis man vil kombinere en oplevelse i det fri med et gammelt romersk teater, der også bytter på flot byggeværk.

9. Denpasar, Indonesien

Paraden fra "Bali Arts Festival", der hvert år finder sted i Denpasar i juni.
Paraden fra "Bali Arts Festival", der hvert år finder sted i Denpasar i juni. Foto: Johannes Christo / Reuters / Ritzau Scanpix

Religiøs seværdighed: Den største by på Bali har sneget sig ind på listen og vundet hjertet hos danskerne. Ligesom man kunne tro med Mallorca, er det muligt, at det er øen som helhed og ikke udelukkende byen, der er populær. Det er ikke et lige så klassisk turistmål som nogle af storbyerne i Sydeuropa, men der er både religiøse og kulturelle oplevelser, man bør holde sig for øje, hvis man er en af dem, der vælger at sætte kursen mod Denpasar. Spirituelt er der for eksempel noget at hente ved de mange templer, og særligt "Pura Tirta Empul Segara Merta Sari" bliver med sit hellige vand fremhævet på diverse rejseguides.

Kulturel og historisk seværdighed: Bajra Sandhi Monument er bestemt et besøg værd. Det er en fredfyldt, historisk oplevelse, og det imponerende monument er en oplagt mulighed at benytte sig af i en generelt meget turistet by.

Naturoplevelse: Bali Orchid Garden er et besøg værd, hvis vil opleve natur, og "Taman Festival Bali Ghost Town", som er en forladt forlystelsespark, har med et hav af veludførte graffitimalerier og vild natur meget mere at byde på, end hvad man skulle tro, nå man hører, at der er tale om en forladt forlystelsespark.

10. Alicante, Spanien

Selvom løbet er kørt for sommeren 2019, har man mulighed for at opleve den årlige Sant Joan fest i Alicante, hvis man på et senere tidspunkt besøger Alicante i juni, hvor festen hvert år finder sted.
Selvom løbet er kørt for sommeren 2019, har man mulighed for at opleve den årlige Sant Joan fest i Alicante, hvis man på et senere tidspunkt besøger Alicante i juni, hvor festen hvert år finder sted. Foto: Jose Jordan/AFP/Ritzau Scanpix

Religiøs seværdighed: Et godt stykke nede ad Spaniens østkyst ligger Alicante, der ifølge Momondo akkurat kommer med på listen over de 10 mest populære feriedestinationer for danskerne. Ligesom i andre spanske byer på listen er der noget at glæde sig til, hvis man er religiøst interesseret, og både San Nicholas de Bari Procathedral og Basilica Santa Maria er et godt alternativ, hvis man vil have en pause fra varmen i havnebyen og i stedet udforske det kirkelige.

Kulturel og historisk seværdighed: Hvis man har tid, bør man ikke snyde sig selv for en tur til Castillo de Santa Barbara, som er et muslimsk slot fra det 9. århundrede. På hjemmesiden alicante.dk skriver de om slottet: "Med sit unikke udsyn var Castillo de Santa Bárbara i århundreder den foretrukne fæstning for besættere af området. Artefakter fra bronzealderen og romertiden er fundet ved Mount Benacantil, men den nuværende borg dateres til middelalderen, hvor araberne var i kontrol."

Naturoplevelse: Vil man have andet natur end strande, er der godt en time uden for Alicante rig mulighed for at koble af i Guadalest Valley, der er en lille, gammel by med tilhørende slot, hvor flere brugere på Tripadvisor desuden beskriver køreturen derhen som yderst smuk og behagelig.

*Data er baseret på søgninger på returbilletter på economy class foretaget på momondo.dk mellem d. 01.10.18 og d. 29.04.19 for rejser mellem d. 01.06.19 og d. 31.08.19.