Henriettes morfar fik demens: Pas på de ældre i familien

Min morfar havde demens i de sidste år af sit liv. Vi lyttede, selvom det, han sagde, var noget sludder, og vi grinede, selvom årsagen var forfærdelig. Jeg ser op til den måde, min morfar blev ved med at være en del af familien trods sygdommen, skriver 20-årige Henriette

Henriette Kampp Sørensens morfar døde efter et sygdomsforløb med demens. Hun mener, at det er vigtigt, at familien holder fast i samvær med den ældre, også selvom en sygdom som demens kan være svær at tackle.
Henriette Kampp Sørensens morfar døde efter et sygdomsforløb med demens. Hun mener, at det er vigtigt, at familien holder fast i samvær med den ældre, også selvom en sygdom som demens kan være svær at tackle. Foto: Privatfoto.

Jeg er 10 år gammel og på besøg hos morfar og hans kæreste. Morfar og jeg sidder ved køkkenbordet, mens Lis laver mad.

Han er som sædvanlig i gang med at fortælle mig en vittighed, og jeg griner højt, da jeg endelig forstår den.

Morfar griner også, og Lis siger, at vi er tossede.

Jeg er 20 år gammel og på besøg hos mor og far. Det er morfar også, for det er søndag. Dagen hvor far henter ham på plejehjemmet, så han kan komme lidt ud.

Vi sidder udenfor ved bordet, og alle lytter vi til morfar. Som altid underholder han, men nu er det dog på en anden måde.

Han fortæller om et telefonopkald, han havde med Dronning Ingrid tidligere på dagen. Derefter forklarer han, at de er ved at rejse en statue af ham ovre i København. Øjensynligt på grund af hans indsats under krigen.

Jeg kan ikke lade være med at grine lidt, selvom jeg prøver at bide det i mig. Det er så tragikomisk det hele. Jeg tænker, at han i det mindste får udlevet sine drømme i den sidste tid, og på den måde forvandles sygdommen til noget positivt i mit hoved.

Det er den 28. februar. Afsked- og på gensyndagen med min familie. Det er sidst på eftermiddagen, og jeg er kørt op til plejehjemmet med morfar, som har klaret dagen godt. Nu står vi der i døren, og jeg krammer ham, og vi siger farvel, som vi plejer.

Med sin rolator går han forsigtigt fremad, og jeg skal til at vende mig om og gå tilbage til bilen, da han pludselig vender sig mod mig. Han kigger på mig, sit barnebarn, der nu rejser væk i ni måneder.

"Farvel", siger han igen. Og jeg siger "farvel morfar" en gang til, men denne gang ved jeg, at det er sidste gang, jeg ser ham.

Den 3. marts tog jeg afsted på mit livs rejse og her fire måneder efter, fortæller mor, at "morfar sov stille ind i morges".

Tårerne triller ned af mine kinder, mens jeg sidder der i mørket med sand under fødderne. Jeg lukker øjnene og forestiller mig, at bølgernes brusen er morfar, der hvisker farvel til mig.

Jeg vidste godt, at det ville ske, mens jeg var væk, alligevel kommer det som et chok.

Min morfar døde 85 år gammel.

I de sidste par år har han haft demens. Dumme, fordømte demens, kunne jeg tit tænke, men morfar var dog stadig morfar.

Vi lyttede, selvom det, han sagde, var noget sludder, og vi grinede, selvom årsagen var forfærdelig

Jeg er taknemlig for, at morfar fik noget ud af sin sidste tid, fordi der var mennesker omkring ham. Især min mor og far, der på trods af sygdommen, og det den gjorde ved ham, stadig så ham som morfar. Ohana betyder familie, og familie betyder, at ingen bliver efterladt. Sådan siger Lilo i Disney-serien "Lilo og Stich".

Familie skal man værne om, men tit og ofte bliver den ældre generation efterladt alene på et plejehjem kun med omsorg fra de travle plejere.

En sygdom som demens kan være svær at håndtere for en familie. Mennesket med demens kan hurtigt blive glemt, fordi sygdommen kan være så svær at tackle.

Jeg ser op til den måde, min morfar blev ved med at være en stor del af vores familien. Hvis det bliver mig engang, vil jeg ønske, at mine børn vil gøre det samme for mig. Og jeg vil give mine forældre det igen, som de gav morfar.

Pas på de ældre i familien og nyd den sidste tid, I har. Det vil du aldrig fortryde.

Himmelen er blevet en stjerne rigere.

Hvil i fred min kære morfar.

Henriette Kampp Sørensens morfar døde efter et sygdomsforløb med demens. Hun mener, at det er vigtigt, at familien holder fast i samvær med den ældre, også selvom en sygdom som demens kan være svær at tackle.
Henriette Kampp Sørensens morfar døde efter et sygdomsforløb med demens. Hun mener, at det er vigtigt, at familien holder fast i samvær med den ældre, også selvom en sygdom som demens kan være svær at tackle. Foto: Privatfoto