Prøv avisen
Boguddrag

Sorg er kærlighed til dem, vi ikke kan nå

Sorg er en del af livet, mener sognepræst Mikkel. Han tror på, at vi kan leve videre med kærligheden til dem vi har mistet intakt. Foto: LARS LAURSEN

Konfrontationen med døden er den ultimative udfordring, et menneske møder. I bogen "Tæt på døden" skriver sundhedsprofessionelle, efterladte og andre med berøring med døden om, hvordan døden kan håndteres. Læs kapitlet med sognepræst Mikkel Wold her

Mange mennesker oplever, at livet går i stå, når de mister et menneske, som stod dem nær. Men det liv, man har haft med sine kære, forsvinder ikke.

De forsvinder, men det liv, vi har haft sammen, forbliver. I en fantastisk film af Wim Wenders, ”Himlen over Berlin”, er der en slutreplik: ”Es war einmal und also wird es sein”. Det betyder: ”Der var engang, og derfor vil der altid være.”

Det er der en stor trøst i. Vi tager dem med os. Ikke fysisk, men mindet om dem. De bor i hjertet. Hvis vi lod være med at sørge, ville vi opgive vores kærlighed.

Sorg er vores kærlighed til dem, vi ikke længere kan nå. Den må ikke underkendes, og det bliver den, når folk siger: ”Nu skal du se at komme videre”. Sådan lidt: ”Nå, det var det”.

Det gør ondt, fordi det afspejler en holdning om, at du skal lægge det liv bag dig, som du har haft med din mand eller hustru eller dine forældre og begynde at leve et nyt liv. Det opleves som krænkende og ubehageligt.

Isolation

Mange oplever, at de bliver socialt isolerede, når de har en stor sorg. Folk ved ikke, hvad de skal stille op eller sige til et menneske, der sørger.

Nogle vil ikke have det besvær, det er at sidde sammen med et menneske, som er ked af det. Men der er også den anden flok, som gerne vil hjælpe, fordi de har sympati med den, som sørger. Det skal man kunne tage imod.

Når du mister nogen, savner du deres nærvær – det er naturligt. Sådan er det at have elsket nogen, og det er prisen værd. Du kan jo prøve at lade være med at indgå i nære forbindelser med andre, for så kommer du ikke i den situation, at du savner folk.

Sådan er der nogen, der lever deres liv – de tør ikke have nærhed, fordi de ikke kan bære at miste den igen. Men er det en måde at leve på? Er det ikke bedre at tænke: Jeg vil indlejre det liv, jeg har haft sammen med mine kære i det liv, jeg nu skal til at leve.

At have mistet fx en ægtefælle betyder, at du går videre i en amputeret tilstand. Hvad skal jeg leve for nu, hvor den anden er væk? Selvfølgelig kan det være, at den, du levede sammen med, var et bæst og behandlede dig dårligt. Så kan det være, at du har det ligesom den kvinde, en præst engang fortalte mig om.

Han havde aldrig set hende så glad som dagen efter, hendes mand blev begravet. Og som han sagde til mig, så ville jeg have vidst hvorfor, hvis jeg havde kendt manden.

Sorgens tid er lang

Selvfølgelig skal man ikke opretholde en mindestue for den, man har mistet. Lade som om den anden er her endnu. Men sorgen har sin tid, og den er lang. I vores travle verden, prøver vi tit at gøre sorgens tid kortere, end den reelt er. For de fleste er det første år det værste, men det betyder ikke, at sorgen er væk efter et år. Der går flere år. Man holder ikke op med at savne, men man lærer at savne på en måde, der gør det muligt at leve videre. Efterhånden også som et glad menneske. Man begynder at eksistere igen: Går ud, tager på arbejde, gør ting, man kan lide.

Ny kæreste

Nogle mennesker møder en ny, og det er der ikke noget galt i. Men der er noget galt, hvis den nye skal være en erstatning for den gamle og hele tiden høre, hvor dejlig den gamle var. Det dur heller ikke, hvis den nye er jaloux og ikke kan tåle at høre om den, man var sammen med før. Det er en delikat ting – en fin balance, hvor begge parter må bruge deres indlevelsesevne.

At leve videre

Der er forskel på at leve videre og komme videre. Forstået på den måde, at du lever videre, men du gør det som den, der har mistet og sørger. Derfor er dit liv også præget af den sorg, du har oplevet. Men det betyder ikke, at der ikke er mere tilbage at leve for. Tværtimod kan der komme en dybde ind i ens forhold til omverdenen, fordi man for alvor ved, hvad det er at miste, og derfor får større forståelse for andre, som også har mistet. 

Vi sørger forskelligt

Nogle sørger på én måde og andre på en anden. Mænd og kvinder har fx forskellige måder at sørge på. Jeg hørte engang om et ægtepar, som havde mistet deres datter. Moren græd og var dybt ulykkelig, men der var ikke rigtig nogen reaktion at se hos faren. Han var mut og stille, gik ned i sit værksted og stod og arbejdede dernede. Nogle gange gik han hen til vennerne på havnen og snakkede med dem. Men de to ægtefæller talte ikke så meget om det, der var sket. De var begge to i færd med at komme sig på hver deres måde. Men moren kunne ikke forstå, at faren ikke reagerede, som hun syntes, han skulle. Hun havde læst en selvhjælpsbog, hvor der står, at det er vigtigt at græde og få fat i ”hulkegråden”. Måske er det det rigtige for nogle, men slet ikke for alle. Man skal passe meget på ikke at lægge sig fast på, at én helt særlig reaktion er den rigtige.

Kom dig, men smid ikke væk

Der er mange, som har forsket i, hvad sorg er for en størrelse, og hvad der sker, når vi sørger. Det fælles tankesæt i dag er ikke, at nu skal du komme videre - nu skal du efterlade noget bag dig. Men, at du skal indlejre det liv, du har haft med den døde, i dit liv. Den opfattelse findes også i den kristne sjælesorg. Sorg er en del af livet. Sorg gør ondt, men sorg er ikke en sygdom, du skal befri dig for så hurtigt som muligt.

Det er en dårlig hjælp, hvis du får at vide, at nu skal du lade livet med din ægtefælle – for slet ikke at tale om dit barn – bag dig. Nu skal du videre med dit liv. Du får jo ikke de døde tilbage ved at gå og tænke på dem, eller hvad man nu siger. Det er en dyb krænkelse af den sørgende.
 
Der er en engelsk sorgteoretiker, Tony Walter, som for alvor har rammet en pæl igennem holdningen om, at nu skal du se at komme videre. Det, han beskriver, er i stedet, at man skal komme sig, men man skal ikke komme væk fra det, man har mistet. Ikke afskære sig fra sorgen, men lade den blive en del af ens selvforståelse, som selvfølgelig præger ens fremtidige relationer.

Sorgprocesser 

I 70’erne skrev den schweiziske psykiater, Elisabeth Kübler-Ross, en berømt bog, On Death and Dying, om sorgprocesser på baggrund af sine samtaler med flere hundrede døende mennesker. På baggrund af disse samtaler beskrev hun, hvordan døende mennesker ofte gennemløber disse fem faser:

• Fornægtelse
• Vrede
• Købslåen
• Depression
• Accept
 
Hendes teori er blevet taget så bogstaveligt, at nogle mener, at hvis en døende patient ikke reagerer, som man skal fx i den fase, hvor man er vred og raser mod sin skæbne, er der noget galt: Patienten har ikke forstået, at hun skal dø. Det sker ofte, når den menneskelige psyke bliver kortlagt, at der desværre er nogle, som tror, at nu har vi fået en opskrift på, hvordan tingene foregår – hver gang. Det er alt for firkantet.

En trøst, hvis du tror

For mig er det en trøst, at Gud både tager vare på vores kære, på vores sorg over at have mistet dem og på kravet om, at vi skal leve videre. Vi er ikke alene i tilværelsen. Vi kan overlade dem, vi savner, i Guds varetægt. Vi kan bede ham om at administrere det, vi ikke selv kan administrere. Både den, vi har mistet, og vores eget liv, som i begyndelsen synes at være fuldstændig blottet for mening. 

Flere slags tro

Der er mange, som ikke bekender sig til en bestemt religion, men har en spirituel opfattelse af, at der er mere mellem himmel og jord, end vi mennesker forstår. Andre er tiltrukket af østlige religioner, fx buddhisme og hinduisme, og tror derfor på reinkarnation: At et dødt menneskes sjæl forlader sit legeme og genfødes i et nyt legeme. Der er også nogle, som tror på sjælevandring: Genfødsel efter døden til et nyt liv her på jorden. Eller går ind for en slags blandingsreligion mellem kristendom og buddhisme, som er helt deres egen.

Når de ting kommer frem i forbindelse med en samtale om sorg, hvor folk jo opsøger mig som præst, bekræfter jeg ikke folk i deres tro, men jeg korrigerer dem heller ikke hver gang, de siger noget, jeg er uenig i. Når et menneske har en stor sorg, skal man træde varsomt. Bruge sin indlevelsesevne og finde ud af, om det er nu, man skal opponere eller bare lade det være. Men samtidig sidder jeg naturligvis ikke og lader som om, jeg er ligeglad med troens indhold.

Han var her 

Hvis en kvinde kommer glad og fortæller mig, at det er en trøst, at hendes mand har vist sig for hende, siger jeg ikke, at det ikke har været din mand. Det er bare dit savn og din fantasi, der har spillet dig et puds. Det ville være ufølsomt. Sjælesorg handler også om, at man holder sig lidt tilbage med sine holdninger.

Hvis vi kender hinanden lidt bedre, kan det være, jeg tilføjer, at jeg ikke tror, den døde virkelig var der. At det er vores længsel efter den anden, der skaber disse stærke billeder. Men at hun virkelig oplevede det sådan, prøver jeg ikke at pille ved. Hendes oplevelse var sådan, slut. 

Gensyn

Noget andet er gensynet. Ikke om den, du har mistet, går igen, men om du møder ham eller hende igen. Her er jeg betydeligt mere varsom med at sige, at det ikke sker.

Personligt har jeg det sådan, at jeg har mest lyst til at sætte kryds i den rubrik, der hedder ”ved ikke”. Men jeg kunne ikke drømme om at sige, at det ikke kan finde sted. Der er nogle teologer, som jeg har stor respekt for, som regner med, at det vil ske. Jeg har ingen konkrete forestillinger om det himmelske, men jeg er fast overbevist om, at det evige liv indebærer samvær med Gud. At enhver form for sorg bliver afløst af den ultimative glæde.

Ateister

Nogle mennesker lever afklaret med en ateisme, hvor de siger, at når livet er forbi, så er det forbi. Livet er nu og her, og der er ikke noget efterliv. Derfor gælder det om at gøre det så godt som muligt, mens vi er her. Men kristendommen vil sige det samme om nu’ et - at det er NU, du skal leve og være varsom med livet, for i morgen kan det være slut. Troen på det evige liv betyder ikke, at jeg ikke skal være til stede og leve livet nu og her.

Ateisme er i dag så mange ting. Noget ateisme kan jeg godt forstå, men der er også en aggressiv ateisme, som forsøger at hævde sig ved at fremstille kristendommen i karikeret form og så jorde karikaturen: ”Vi tror ikke på en gammel mand med hvidt skæg”. Tror de, at kristendommen handler om sådan en?

Vi vil ikke være til grin

Jeg synes, vi skulle åbne os mere for at tale om religiøse og eksistentielle forhold. Det er jo elementært spændende og livsvigtigt. Vi taler meget lidt om det religiøse i Danmark. Måske er vi bange for at blive til grin eller afsløre, at vi bærer på nogle drømme om livet efter døden. Bange for, at nogen vil sige, at vi er naive eller barnlige. For at blive sårede, hvis nogen ikke synes det samme som vi selv. Men de fleste, som mener noget andet, end vi selv gør, vil ikke tvinge os til at have deres standpunkt, når det drejer sig om forhold, der vedrører vores eksistens. 

Gud som bogholder

På hospicer og hospitaler er det almindeligt, at syge og døende, som hele livet har sagt, at de ikke er troende, gerne vil snakke med præsten. Mine kollegaer her fortæller, at samtaler, der typisk bliver indledt med: ”Jeg er ikke troende”, ofte kommer til at handle meget om tro.

Fx hvis en person siger: ”Jeg tror ikke på Gud.” Så vil mange hospitalspræster udfordre det lidt og sige: ”Hvad er det for en Gud, du ikke tror på?” Så beskriver den syge en gud, som mest af alt minder om en almægtig bogholder: ”Kun hvis du opfører dig ordentlig, får du et godt og langt liv. Og her er jeg, som har opført mig ordentligt. Alligevel er jeg blevet dødelig syg, så den gud kan jeg ikke tro på.” Hvorefter præsten siger: ”Det gør jeg heller ikke. Det er ikke sådan gud, jeg tror på. Vil du høre, hvad jeg tror på?” Det vil folk gerne. Og så begynder billedet af Gud at forandre sig - så bliver han noget andet og bedre.

Hospitalet er det største bedehus

Alle mennesker kommer livet igennem ud for nogle yderst alvorlige situationer. Selv dem, som ikke regner sig for troende, tror ofte på et eller andet følelsesmæssigt, intuitivt plan, når det sker. Beder måske i al hemmelighed til Gud. Sådan er der mange, som har det, før de skal dø.

Der var engang en hospitalspræst, som sagde, at hospitalet er det største bedehus, der findes. Der bliver bedt meget mere på hospitalet end i kirken. Danskerne er blevet spurgt i en undersøgelse, om de beder. Faktisk er der over 50 procent, som på et tidspunkt har bedt til Gud. Så ateismen er ikke så udbredt, som man tror.

En indre ven

Der er forskel på at mindes og bevare i hjertet, og så at forestille sig, at den døde stadig er der, og at man taler med ham. Folk siger, at de sætter sig på kirkegården og snakker med deres døde – det er et billede, de bruger – men hvis det bliver alt for konkret, skaber man den dødes tilstedeværelse som et fantasifoster.

Nogle mennesker, der har mistet en elsket person, gør den døde til en ven, de kan snakke med om alt muligt. En indre ven. De går længere end til at indlejre mindet om den døde i deres sind. Nu er det ikke bare mindet om den døde, nu er det én, de snakker med, og som svarer. Det er lidt betænkeligt. En ting er, at man tænker, hvad han eller hun ville have sagt til det her. Hvad de ville have svaret? Men hvis det bliver en dialog, så er det en fantasi, man lever i. Fantasien skaber de svar, den døde giver.

”Mindet om” er stærkt i sig selv, og det er ikke det samme som, at den pågældende er til stede nu og her. Tænk på den sætning fra ”Himlen over Berlin”: ”Der var en gang, og derfor vil der altid være”. Den døde er stadig død, men lever i min erindring, og erindringen kan ikke føre dialog. Den kan huske, hvordan det var, men den kan ikke skabe noget nyt om det, der var. Du skal have den anden med dig, men du skal også leve i virkeligheden.

Det grønne værelse

Der er en fabelagtig film af en fransk instruktør, Truffaut. Den hedder ”Det grønne værelse” og foregår efter Første Verdenskrig. Den handler om en ung mand, som ikke kan bære, at der ikke er nogen, der husker alle de døde soldater, som var unge mennesker på hans egen alder. Derfor indretter han et værelse til minde om dem. Han sætter fotos af dem op på væggene, selvom han ikke har kendt dem, og tænder lys. Det er smukt at mindes de døde, men det tager magten fra ham. Det bliver til et museum og holder ham fanget i fortiden. 

Kærligheden redder ham

Der sker så det, at huset med det grønne værelse brænder. Det er smertefuldt for ham. Præcis ligesom det gør ondt på sørgende, og de værger for sig, bliver aggressive og vrede og ikke vil finde sig i det, hvis man med vold og magt prøver at tvinge dem tilbage til virkeligheden. Det er svært at hive folk tilbage til en virkelighed, de ikke vil leve i. Her kan kærligheden, som er alle folks redning, komme ind. Den redder også den unge mand i filmen, fordi han forelsker sig i en kvinde og til sidst giver sig selv lov til at leve igen.